• Forside

Panasonic og Kamui til Renault?

En spændende fransk artikel fra bilbladet ’Auto Hebdo’ sætter den nu arbejdsløse Toyota-kører, Kamui Kobayashi, i forbindelse med sædet ved siden af Robert Kubica. Med sig tager han Panasonic og KDDI fra Toyota.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 26/11 2009 klokken 14:11

Der spekuleres stadig i den manglende udmelding fra Renault omkring deres (fortsatte?) engagement i Formel 1. Endnu venter vi på en offentliggørelse, men en historie skrevet i det franske ’Auto Hebdo’ kan måske hjælpe beslutningen på vej.

I den sættes Kamui Kobayashi i forbindelse med det ledige Renault-sæde ved siden af den polske kører, Robert Kubica. Med sig tager han Toyotas hovedsponsor, Panasonic, der ikke kræver nærmere forklaring, og teleselskabet KDDI, og det vil nok være det økonomiske boost, der får overbevist direktionen på bestyrelsesgangene om at fortsætte.

Kamui Kobashi kører opvisning på Fuji

Under den netop afviklede Toyota Motor Sport Festival på Fuji-banen udtalte den japanske kører til gpupdate:

”Angående næste år så mener jeg, at min manager har været i kontakt flere teams, men for at være ærlig så trænger jeg til en pause.”

”Jeg vender tilbage til Europa i december for at tale om den kommende sæson. Lige nu ved jeg ikke, hvad der skal ske næste år,” udtaler Kobayashi.

Jarno Trulli og Kamui Kobayashi - Bemærk teksten på bagvingen 'Thank you for being part of it'

Måske kommer svaret allerede i næste uge. Kamui Kobayashi er med kun to Formel 1-løb under sig kvalificeret til at deltage i den såkaldte ’ungdomstest’ på Jerez i næste uge.