• Forside

Lynhurtige pitstop i vente

Hvis man kun har fulgt Formel 1 i den tid, hvor brændstofpåfyldning har været tilladt, så venter der et chok. Dækskiftene i 2010 bliver lynende hurtige, og vi skal tilbage til 1993 før de tider sidst blev set.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 22/1 2010 klokken 11:01

Siden 1994 har vi været vant til, at et pitstop i Formel 1 varede mellem 6 og 10 sekunder afhængig af den brændstofmængde, der skulle fyldes på bilerne. De tider er evigheder i forhold til de tider, som dækkene vil blive skiftet i år.

I den tyske standardvognsserie DTM tager et dækskift med brændstofpåfyldning (dog ikke i samme mængde) sjældent over fem sekunder. Det er stadig lang tid i forhold til dækskiftene vi kan vente os i år.

Pit stop er en normal træningsrutine for mekanikerne i Formel 1. Nu trænes der dog intensivt på at blive endnu hurtigere, da man tidligere på grund af brændstofpåfyldning havde længere tid til denne øvelse.

Pit stop kommer ikke til at tage mange sekunder i 2010

For eksempel er Williams’ mekanikere nu under fire sekunder for et dækskifte, og selv om det er voldsomt, så er det ikke utænkeligt, at vi sidst på året ser dækskifte under 3 sekunder.

Williams’ talskvinde Claire Williams udtaler:

“Drengene er nu kommet i 3-sekundersområdet for et dækskifte.”

Hvis vi så kan være heldige, at mekanikerne kan få lov til at vende tilbage til den samme kulørte uniformering, som de brugte før 1994 så bliver et pit stop et syn for guder.

Tidligere har man kunne se Benetton foretage et pit stop på under fire sekunder på youtube, men den video er blevet fjernet af copyrightmæssige årsager.