• Forside

Vettels nye kvinde

Der er en ny kvinde i Sebastian Vettels liv, og det er ikke engang hans kæreste. Hun må pænt vente på, at det bliver hendes tur, for denne kvinde betyder alverden for Sebastian, og så kan hun give ham noget, som den anden kvinde ikke kan.

Sebastian Vettel . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 8/3 2010 klokken 17:03

Den nye kvinde i Sebastian Vettels liv hedder Liz. ’Luscious Liz’ og hun afløser ’Kate’s Dirty Sister’, som kvinden i Vettels professionelle liv.

Navngivningen af Sebastians racerbiler er en del af den overtro, som mange kørere besidder.

Vi kender til ’Julie’ som var Sebastians Toro Rosso-racer STR3. Vi kender til ’Kate’, og det var da hun blev ødelagt i Australien, at vi rigtig lærte Sebastians overtro at kende. Derfor blev Red Bulls RB5 til ’Kate’s dirty sister’, da hun var hurtigere og mere aggressiv.

Den nye kvinde i Vettels liv 'Luscious Liz'
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Overtro spiller en stor rolle for mange racerkørere. Sebastian Vettel stiger for eksempel ind og ud af sin bil fra venstre side. Den tyske kørers navngivning af sine biler er noget af det Mr. Formel 1, Bernie Ecclestone, holder af.

Til det tyske bilblad ’Auto Bild Motorsport’ udtalte han: ”Hvis jeg kunne designe en superstjerne, så ville Sebastian være resultatet.”

”Han er lige det Formel 1 har behov for: en ung, supertalentfuld kører, der er intelligent, men ikke arrogant, populær blandt fansene og god i medierne, men stadig meget professionel.”