• Forside

Budgetterne er problemet

Det var ikke den bedste debut de tre nye hold havde i Bahrain. Selv om Lotus gennemførte, var det ikke på nogen prangende placering. Budgetterne er årsagen, og de kan risikere at koste et nyt hold livet allerede i år.

Bruno Senna i HRT-raceren . Copyright Bridgestone Motorsport

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 16/3 2010 klokken 09:03

Da Ferrari og flere andre teams sidste år kæmpede mod et budgetloft, var der en stor debat om, hvorvidt det store pengeforbrug havde en mening.

Ifølge den tidligere FIA-præsident, Max Mosley, var der ingen mening i at spilde så mange penge, og det ville gøre det svært for de hold, som havde ondt i økonomien at overleve.

Så ind med et budgetloft, der ville betyde store fyringsrunder på alle hold, specielt de største, men heldigvis blev budgetloftet ikke vedtaget i dets oprindelige størrelse.

Alle hold er enige i, at 2 mia. kr er for meget at bruge på en sæson, og derfor blev det aftalt, at man arbejder med at bringe budgetterne ned til et niveau, der ligner det fra slut-90’erne.

Det er dog stadig en del højere end det oprindelige budgetloft, og problemerne med de nye hold er, at de arbejder, og blev tilmeldt, under det planlagte budgetloft. Derfor har de ikke penge til at udvikle deres biler ordentligt.

Bruno Senna i HRT-raceren
Copyright Bridgestone Motorsport


Det bekymrer Bernie Ecclestone, der overfor det tyske bilblad ’Auto motor und Sport’ udtaler: ”Ferrari havde ret.”

”Jeg har hele tiden advaret mod, at en budgetgrænse ikke ville fungere. Nu opdager de nye teams, at deres budgetter ikke er tilstrækkelige.”

Dermed har vi fået Formel 1 og Formel 1½. De etablerede teams, og de nye teams, der bortset fra Lotus alle udgik i søndags. For HRT F1’s vedkommende kørte holdet under 500 km over hele løbsweekenden, og det er med begge biler medregnet.

Det er ikke godt nok, og selv om HRT F1 er ’lovlig undskyldt’ på grund af deres sene ankomst, så bliver det svært for dem at udvikle sig i en grad, der kan få holdet til at tangere det gamle Minardi-hold.