• Forside

Åbent for tilmelding

Efter US F1´s mislykkede forsøg på at komme på gridden dette år, har FIA nu åbnet for tilmeldingen til næste års verdensmesterskab.

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 20/3 2010 klokken 09:03

Sidste år kunne nye hold melde sig til ind i kampen om 4 ledige holdpladser på 2010-gridden. Som alle nu ved, gik pladserne til det der i sidste ende blev til Lotus, Virgin Racing, Hispania F1 og US F1.

Sidstnævnte nåede aldrig at blive klar, selvom de med amerikansk optimisme blev ved med at melde det modsatte ud, og nu er der åbnet op for kampen om den ledige plads på næste års grid.

Blandt de tilmeldte hold, som aldrig blev udvalgt, var der både Lola, Prodrive og Stefan GP. Især sidstnævnte kunne virke som et logiske bud på en kandidat, idet de allerede var startklar til dette år, da de havde fået fingrene i Toyotas forladte Formel 1-racer.

Sådan er virkeligheden bare ikke længere. Handlen med Toyota var betinget af, at det lykkedes at stille til start i 2010, og det gjorde det som bekendt ikke.

Om Stefan GP og Prodrive vil prøve lykken igen må vi vente og se, men Lola meldte for længe siden ud, at de ikke ville forsøge mere.

David Richards. Prøver han igen?

Ud over den ledige plads, vil der blive udtaget 2 ekstra hold, som skal have eventuelt ledige pladser der måtte komme, i tilfælde af frafald fra andre hold.

Ansøgningsfristen udløber 15. april dette år.