• Forside

Red Bull med justerbar undervogn? - Opdateret

I mange år har det været forbudt med systemer til at justere undervognen på Formel 1-racerne, men nu mistænkes Red Bull for at have et system, der kan gøre det mellem kvalifikationen og løbet.

Sebastian Vettel . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 27/3 2010 klokken 12:03

Flere kommentatorer, og ikke mindst McLarens teamchef, Martin Whitmarsh, mistænker Red Bull for at køre med et system på deres biler, som muliggør justering af undervognen mellem kvalifikationen og løbet.

Fordelen er, at man på den måde kan have en lav frihøjde på vognen når den kører kvalifikation, og så justere på den når bilen bliver tanket op til at køre en løbsdistance på godt 300 kilometer.

Under kvalifikationen, både i Bahrain og i Australien, så man Red Bull-racerne ramme jorden med deres bundplade, hvilket burde få dem til at være konstant nede at røre jorden, når bilen bliver tanket med de mange liter brændstof, medmindre man kan justere undervognen efterfølgende.

Mark Webber i Low Rider Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Martin Whitmarsh fortæller:” Det ser ud til at Red Bull og et par andre hold kan køre kvalifikation med et lavere undervogns-setup end man synes muligt, når nu bilerne skal tankes til løbet bagefter. Efter min overbevisning betyder det, at de kan justere frihøjden på bilerne, hvilket mange ville mene er ulovligt. Naturligvis må vi finde på et lignende system, men det er desværre næppe klart før Kinas Grand Prix.”

Der er ikke nogen forlydender om protester, eller indblanding fra FIA i sagen.

Red Bulls chef, Christian Horner, har siden afvist at de skulle køre med en speciel undervogn, og morer sig faktisk en lille smule over de udmeldinger, der kommer fra McLaren i øjeblikket.

"Først fortæller Hamilton, at Mark kører sit sidste år nu, derefter kommer Ron Dennis med en udmelding om at Sebastian (Vettel, red.) var ved at løbe tør under løbet i Bahrain, og nu kommer Whitmarsh med dette. Intet af det har noget på sig," fastholder Horner.

Mercedes' holdchef, Ross Brawn, har dog også en mistanke om Red Bulls undervogn, og overvejer seriøst at anmelde sagen til FIA.