• Forside

Webber får en advarsel

Red Bulls Mark Webber har fået en reprimande fra stewards, efter at han i dag påkørte McLaren-køreren Lewis Hamilton.

Af: Tommi Pedersen (tp@bmf1.dk) d. 28/3 2010 klokken 14:03

Webber havde en meget skidt dag, hvor han ellers skulle vise noget for sit hjemmepublikum på Albert Park, i Australien. Han startede som nummer 2 på gridden, men endte løbet på en 9 plads.

Hamilton og Webber, der lå på en henholdsvis 5 og 6 plads i løbet, jagtede de 2 langsomkørende Ferrari-racere, og på omgang 56 gik det galt, da Hamilton forsøgte at overhale Alonso i sving 13.

Mark Webber Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Webber lå for tæt på Hamilton, og mistede vejgrebet, hvilket gjorde at han ikke kunne bremse, og derved ramte McLaren-raceren.

Hamilton mistede kun én placering, men Webber mistede tre, da han måtte skifte sin frontvinge.

”Jeg var ikke tilfreds med min placering og ville på podiet, men jeg blev for ivrig, og det kostede altså dyrt. Jeg har sagt undskyld til Hamilton,” udtalte en skuffet Webber.

Efter en snak med begge kørere, har stewards altså givet Webber en reprimande, men han slipper for en straf, forud for næste weekends grand prix i Malaysia.