Brasiliens GP: Sejr til Vettel

Årets næstsidste Formel 1-løb blev afviklet på Interlagos-banen i Brasilien, og det var Sebastian Vettel, der tog sejren foran teamkammeraten Mark Webber og Fernando Alonso i Ferrari.

Løbet LIVE. . Copyright Bil Magasinet BMF1

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 7/11 2010 klokken 16:11

Det var Sebastian Vettel, der kunne trække sig ud af Brasiliens Grand Prix som sejrherre foran teamkammeraten Mark Webber og Fernando Alonso i Ferrari.

Herunder finder du vores LIVE-dækning af Brasiliens Grand Prix:

-------

I front, for første gang, har vi Nico Hülkenberg i Williams på pole, holdets første pole position siden løbet på Nürburgring i 2005, hvor det var Nick Heidfeld, der sikrede holdet den fornemme placering.

Regnen, der drillede kvalifikationen, er forsvundet som dug for solen og lukker hermed op for et fantastisk smukt løb, hvor det er op til den enkelte at vise hvad han og bilen kan.

Bilerne er linet op til opvarmningsomgangen og mekanikerne forlader gridden.

Spændende er det, om Hülkenberg kan holde sin position og om han har styr på nerverne, så han ikke fejler starten.

Feltet er linet op og lamperne tændes.

Starten
Så går starten og Hülkenberg kommer fint af sted, men Vettel rykker forbi. Allerede efter næste sving rykker også Webber forbi.

Alonso presser Hamilton hårdt, men kommer ikke forbi. Op på siden af McLaren-racerne, men endnu engang afviser Hamilton ham.

Fernando Alonso er klart hurtigere end Hamilton. Og så er spanieren forbi.

4 omgang
Alonso presser hårdt på for at komme forbi Hülkenberg, der fortsat holder fat i tredjepladsen. Red Bull-racerne er stukket klart af, men det ser ikke helt let ud for Alonso.

Det er tydeligt at se, at Hülkenberg er langsom i forhold til de øvrige. Hamilton er nu også oppe bag Alonso, der bare ikke kan finde vej forbi tyskeren.

Omgang 7
Alonso kommer endelig forbi Hülkenberg. Nu er det Hamilton, der presser hårdt på.

Ros til Alonso fra pitradion. ”It was beautiful,” bliver der meldt ind.

Alonso har lagt god afstand ned til Hülkenberg, men der er meget langt op til de to Red Bull-racere. Over 12 sekunder har Vettel ned til Alonso.

Omgang 11
Hamilton kommer på indersiden af Hülkenberg, men det lykkes bare ikke. Williams-racerens spejle er fyldt op med McLaren.

Omgang 12
Button i pit efter friske dæk. Meget tidligt, men det er jo typisk briten.

Omgang 13
Massa går også i pit efter friske dæk. De hårde dæk ser allerede nu hurtige ud.

Omgang 15
Hülkenberg pitter fra 4. pladsen. Kubica går også i pit. De hårde dæk ser ud til at virke bedst nu. Men i front ser det ikke ud til at Red Bull har opdaget det. De øger fortsat og der er mere end 13 sekunder fra Vettel og ned til Alonso.

Vettel og Webber er tæt på at hente Massa med en omgang, efter brasilianeren har været i pit to gange.

Omgang 20
Alonso har sat mere tempo på Ferrarien og lukker stille og roligt noget af hullet op til Webber. Men der er langt op.

Hamilton pitter, og det samme gør Schumacher.

Vettel melder ind over radioen, at hans dæk er fine nok til endnu 8 omgange.

Omgang 25
Alonso pitter som den første af de forreste. Perfekt stop for det italienske hold.

Omgang 26
Vettel pitter. Også et perfekt stop til ham. Webber er således i front, men han rykker nok også snart i pit.

Omgang 27
Webber pitter, holder han fronten eller kommer Vettel forbi igen? Vettel er i front igen.

Omgang 29
Vettel med ny hurtigste omgang. Red Bull trækker fra Alonso igen, så der er mere end 16 sekunder mellem Vettel og Alonso. Alonso er efterladt i ingenmandsland, med næsten 14 sekunder op til Webber og 10 sekunder ned til Hamilton.

Omgang 35
Halvvejs inde i løbet og der sker ikke meget. Vettel har styr på fronten med lidt over to sekunder ned til Webber. Alonsos Ferrari lader ikke til at kunne følge tyrene i front og han taber terræn for hver omgang.

Barrichello i pit med en punktering efter nærkontakt med Alguersuaris Toro Rosso. Endnu et forfærdeligt hjemmebaneløb til veteranen.

Omgang 45
Vettel og Webber holder fronten, hvor de har omkring 2,5 sekund mellem sig og et hul på omkring 16,5 sekunder ned til Alonso. Løbet er fortsat ekstremt statisk.

Omgang 47
Vettel skal til at overhale Massa med en omgang og få at vide fra pitten, at han skal være forsigtig. Der er 8 biler i den flok, der alle kæmper om positioner.

Massa lukker Vettel flot forbi. Ingen problemer.

Webber gør klar til at overhale Massa, og han kommer også fint forbi.

Omgang 51 af 71
Hamilton melder ind, at han har problemer med dækkene.

Saftycar
Liuzzi er kørt voldsomt af og sikkerhedsbilen bliver sendt på banen. Alonso kommer nu helt op bag Red Bull-racerne, der ellers havde et kæmpe hul på mere end 16 sekunder ned til spanierens Ferrari.

Hamilton benytter denne chance til at få friske dæk.

Omgang 56 af 71
Feltet er samlet helt sammen og sikkerhedsbilen er trukket ind igen. Hamilton brager frem på friske dæk. Kan han nå op og udfordre de forreste?

Omgang 57 af 71
Hurtigste omgang til Vettel. Han har det fint i front og Webber følger perfekt med. Der er allerede et hul på over 8 sekunder ned til Alonso fra Vettel.

Omgang 61 af 71
Vettel rykker fortsat fra. Webber taber tid, men det gør Alonso især også. Ny hurtigste omgang til Vettel.

Omgang 63 af 71
Alonso med hurtigste omgang. Han har fortsat mere end 4 sekunder op til Webber og mere end 8 op til Vettel.

Lewis Hamilton kan ikke følge med, til trods for de friske dæk på McLaren-raceren.

Omgang 66 af 71
Alonso fortsat hurtig, og nu kan han se Webber. Men der er stadig langt op og nu kun 5 omgange tilbage af løbet.

Der er ikke meget der tyder på at Vettel vil give slip på føringen, men han skal dog lige i mål.

Omgang 68 af 71
Alonso lukker seriøst op for Ferrarien og nærmer sig Webber. Har Webber et problem, eller tager han det bare med ro?

Omgang 69 af 71
Webber får at vide fra pitten, at han har lov til at presse på nu. Vettel øger i front.

Sidste omgang
Vettel ser stærk ud i front. Alonso er nu længere tilbage og ser ud til at have opgivet.

Vettel vinder foran Webber og Alonso.

Red Bull er hermed verdensmestre for konstruktører i 2010. Stor fest!

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Sauber-ingeniører også overfaldet Red Bull snupper konstruktørmesterskabet »