Sauber diskvalificeret

Der var glæde hos Sauber Motorsport, da det ternede flag faldt i det australske grand prix. Begge kørere havde scoret point, og debutanten Sergio Perez kørte en nærmest ’Button’sk’ kørsel med kun et enkelt pit stop. Nu er holdet diskvalificeret.

Sauber gruppebillede med hyldest til Japan . Copyright Sauber Motorsport

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 27/3 2011 klokken 14:03

Det blev ikke Sauber Motorsport, der leverede det overraskende resultat. Under den tekniske kontrol fandt FIA et brud på det tekniske reglement, nærmere bestemt paragraf 3.10.1 og 3.10.2, der omhandler et øvre vingeelement i bagvingen.

Jeg skal nok spare jer for den tekniske forklaring, der nærmest kræver en ingeniøruddannelse for at forstå visuelt, men Sauber er kede af denne forseelse, som ifølge dem ikke har givet nogen performancemæssig forbedring.

Det var et problem med et øvre vingeelement, der fik Saubers to kørere diskvalificeret.
Copyright Sauber Motorsport


Saubers tekniske chef, James Key, udtaler i en netop udsendt pressemeddelelse, her et par brudstykker:

”Det er et meget overraskende og skuffende resultat.”

”Det har helt sikkert ikke ført til nogen performancemæssig fordel. Vi vil checke designet af delene for bedre at forstå situationen, og vi agter at appellere beslutningen truffet af stewardsene.”

Sergio Perez
Copyright Sauber Motorsport


Timer før dette udfald lød det ellers således fra Saubers syvendepladsscorende debutant Sergio Perez:

”Jeg vil aldrig glemme det løb, det er sikkert. Efter vi skiftede fra de hårde til de bløde dæk, troede jeg først at jeg var nødt til at presse dem. Men så indså jeg, at jeg kunne kontrollere dækkene ganske fint, og vi besluttede at køre til enden på dem.”

”Jeg mistede noget tid bag Sebastian Vettel, men jeg var i stand til at overhale ham. Jeg brugte bagvingen (DRS, red.), og han gav mig også plads.”

Sergio Perez mødte verdenspressen i torsdags.
Copyright Sauber Motorsport


”Jeg er meget stolt over mit team, strategien fungerede og det var en rigtig rar overraskelse, at dækkene virkede så længe. Jeg ønsker at takke alle, specielt dem fra Mexico, der har hjulpet mig med at komme i Formel 1.”

Med diskvalifikationen af de to Sauber-kørere er det i stedet løbets anden debutant, Paul di Resta, der scorer point. Pladserne fra Top 6 til 10 lyder nu:

Felipe Massa, Sebastien Buemi, Adrian Sutil og Paul di Resta.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Australiens GP. Løbet LIVE. Vettel vinder Australiens GP – Dagen Derpå »