Kinas GP – Før løbet

Banen i Shanghai har nogle interessante sving, men også 2 langsider, hvoraf især den ene er meget lang, og i år også DRS-zone. Renault har den højest omgangshastighed, men Vettel har den laveste omgangstid.

Vettel tager sejren i Malaysia . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Peter Scheller (psn@bmf1.dk) d. 16/4 2011 klokken 19:04

Efter at have set den 3. frie træning, var der pludseligt spænding om udfaldet af kvalifikationen. Q2 havde da heller ikke Vettel som hurtigste mand, men på intet tidspunkt var der tvivl om at kampen om P1 stod mellem Vettel og de to McLaren-racere.

Vettels omgang var da også en gudegod omgang uden fejl, og på trods af tidligere udmeldinger om at Red Bull ikke ville bruge KERS i Kina, var den der altså alligevel. På Webbers bil virkede den bare ikke, og hele Webbers lørdag gik til i elektroniske problemer forårsaget af hans KERS.

McLarens KERS har ikke givet de store problemer. Til gengæld gav de nye opdateringer på raceren en del ubalance som først blev løst fredag aften efter træningerne. Om det har givet resultater er svært at sige, da afstanden til Vettel virker til at være den samme som hidtil. Hamilton ofrede dog sin kvalifikation en smule for at gemme et ekstra sæt bløde dæk til løbet.

Lewis Hamilton Copyright McLaren Media

Mercedes er også kommet med nogle opdateringer, hvilket har gjort raceren konkurrencedygtig med Ferrari. Igen var det Rosberg der klarede sig bedst, og igen måtte Schumacher lide under en defekt bagvinge i kvalifikationen.

Alonso og Massa endte nogenlunde der hvor de havde regnet med at ende, og alle hos Ferrari har indrømmet at der ikke er en hurtig løsning. En trøst må det være at deres racer generelt er bedre i løbet end i kvalifikationen, men tilfredsstillende er det på ingen måde, og Montezemolo har haft de 3 ledende kræfter i pitten til at flyve hjem til Maranello til en hyggesludder, og tilbage til østen bagefter. Langt at flyve for at dele en espresso med bossen.

Renaults dag blev ødelagt lige da Q2 sluttede. Petrov satte en god tid, men problemer med lufttilførslen kvalte motoren, og han måtte standse på banen hvilket forårsagede et rødt flag da der var under 2 minutter tilbage af Q2. På dette tidspunkt havde Heidfeld endnu ikke sat en tid, og da han kom ud igen var der mere trafik end der er i centrum af Paris.

Vitaly Petrov foran de sædvanlige Ferrari Copyright Renault Media

Force India, og især Poul di Resta fortjener også et ord med på vejen. Da det røde flag kom væk, var han en af mange der forsøgte at nå en ekstra omgang, men kom for sent. Til hans held var den tid han allerede havde god nok til at sikre deltagelse i Q3, og hans fødseldagshumør blev reddet. Det må også være en fornøjelse for ham, endnu engang at være den hurtigste Force India-kører.

Paul di Resta Copyright Force India

Det var også en stor dag for Toro Rosso. At have begge kørere i Q3 er ikke hverdagskost for det lille hold, og var måske heller ikke endt sådan hvis Schumacher og Heidfeld havde haft mere held i sprøjten. Sådan er motorsport, og det er dejligt når terninger rystes en gang imellem.

Williams har i denne weekend eksperimenteret med en ny udstødning, og en ny diffuser. De har dog ikke fået det til at virke, og har valgt at løbet skal køre med den gamle løsning.

Tonio Liuzzi i HRT F111 Copyright Motion-Company

107% reglen fik ingen virkning denne weekend. HRT er kommet tættere på Virgin, og er fri af udelukkelse med flere sekunder. Om det er en præstation i sig selv vil jeg lade op til den enkelte selv at vurdere.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kinas Grand Prix - Kvalifikation: Vettel på pole Kinas Grand Prix: Løbet - Hamilton sejr. »