Indiens GP: Dagen derpå

Vi nærmer os med hastige skridt sæsonens sidste GP, men inden vi vender blikket helt til Brasilien, så skal vi lige have rundet gårsdagens begivenheder i Indien (det skal lige pointeres, at denne klumme er udtryk for undertegnedes subjektive holdninger)

Podiet i Indien . Copyright Red Bull Media

Af: Lea Petersen (2) (lap_old@bmf1.dk) d. 31/10 2011 klokken 20:10

I weekenden var vi vidner til intet mindre end en verdenspræmiere, og jeg må sige at det er en generelt tilfreds Formel 1 fan, som nu sidder og ser tilbage på weekendens begivenheder. Det skal siges at jeg er mest til de oldschool, klassiske baner – dem hvor der er kontant afregning ved kasse 1, hvis man begår en fejl. De GP’er jeg selv glæder mig mest til under en Formel 1 sæson er blandt andet Monza, Spa og Monaco, og jeg skal da heller ikke lægge skjul på, at jeg synes at mange af de nye baner er for kedelige.

Et smukt billede fra Indiens GP Copyright Red Bull

Derfor var jeg positivt overrasket over, at Hermann Tilke denne gang havde formået at inkorporere nogle af de klassiske baners karakteristika på banen i Indien (jeg er dog ikke sikker på, at Massa er lige så positivt indstillet til Buddh International Circuit som jeg, men det vender jeg tilbage til).

Det er dog ikke udelukkende rosende ord jeg har til Indiens nye racerbane. Først og fremmest kan man ikke ligefrem sige, at processen med at få banen klar har været helt gnidningsfri. Arbejdet med at få Buddh International Circuit færdig har været lang og hård, og man kan diskutere om kampen har været det hele værd.

Derudover virker det en smule aparte at afholde verdens mest ekstravagante sport i et land med en af verdens højeste fattigdomsrater, og jeg kan ikke rigtig lade være med at sidde med et hint af dårlig smag i munden, når jeg blandt andet tænker de 300 bønder, som har måttet opgive deres marker og levebrød, for at gøre plads til banen. Vi må bare håbe på, at når eksperterne siger, at banen i længden vil skaffe inderne flere jobs og flere penge, så må det også være sandt.

Nok om selve banen, og tilbage til weekendens begivenheder!

Det er champagne! Copyright Red Bull Racing

Vettel drikker champagne af sin pokal Copyright Red Bull Racing

Vettel gjorde det igen igen igen igen. I weekenden tog han sin 13. pole position og sin 11. sejer i sæsonen. Han er en mand, som holder af at holde fast i traditionerne må man sige. Han formåede også at blive i front for hele løbet. Fra de røde lamper blev slukket og til at det ternede flag flagrede. Den mand er irriterende god! Skide god faktisk.

Det traditionelle champagne-bad Copyright Red Bull Racing

Button inden løbet Cioyright McLaren

En anden mand, som uden tvivl også er en god Formel 1 kører er Jenson Button. I går viste briten endnu engang, at McLaren har gjort klogt i at forlænge deres kontrakt med ham. Han kørte en flot anden plads hjem, og øgede dermed endnu engang hans chancer for at tage sæsonens samlede anden plads.

Lewis Hamilton i Bangalore, Indien Copyright McLaren Media

Alonso og Massa på Buddh International Circuit Copyright Ferrari

Jeg nævnte før, at Vettel gør sit for at holde liv i traditionerne, og han er åbenbart ikke den eneste traditionalist i Formel 1 feltet. Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen at se Massa og Hamilton i kamp – og vel at mærke med en skidt udgang. I går var ingen undtagelse, men hvor det mest har været Hamilton, som er blevet beskyldt for at være årsagen til uheldene, var det i går Massas fejl.

Felipe Massa Copyright Ferrari Media

Massa var i det hele taget ikke særlig heldig (eller god?) i denne weekend. Under kvalifikationen kørte han lidt for langt ind over en kerb og smadrede sit hjulophæng. Derefter skulle man måske tro, at han havde lært sin lektie, men det havde han åbenbart ikke, for han lavede samme nummer under løbet. Som Homer Simpson ville have udtrykt det: DOH!

Indiens GP var også præget af straffe. 5 af slagsen blev uddelt allerede inden selve løbet. Det betød at Hamilton, Perez, Ricciardio, Karthekeyan og Petrov alle var placeret længere tilbage på gridden end de har kvalificeret sig til.

Danmark var faktisk også repræsenteret i weekenden, da Buttons race engineer denne gang var danske Jakob Andreasen.

1 minuts stilhed for Marco Simoncelli og Dan Wheldon Copyright Red Bull Racing

Der var også lige tid til at mindes de seneste to dødsfald i motorsports verdenen. Marco Simoncelli og Dan Wheldon blev mindet med 1 minuts stilhed inden løbet.

Nu må jeg hellere stoppe denne gennemgang af Indiens allerførste Formel 1 GP, inden jeg får skrevet en hel roman. Til slut vil jeg bare lige tilkende gøre min egen, personlige hot og not top 3:

Hot top 3:

1 Kampene under løbet blandt ”mellem”holdene. Det var fedt at se!

2 Buddh International Circuit. Banen overraskede mig positivt. Der er mange af de nye baner, som har for lidt konsekvens og som i det hele taget er for kedelige, men i Indien har de formået at lave en bane, som lægger op til spænding.

3 Toro Rosso. Det er selvfølgelig lidt sent med kun 2 løb tilbage i sæsonen, men Red Bulls søsterhold har formået at klare det ret godt her på det sidste.

Not top 3:

1 Massa. Når man peger finger af andre er der tre fingre, som peger tilbage på en selv (I’m just saying!).

2 Hunde på banen!

3 5 gridstraffe. Er det ikke lidt overkill??
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Et kig på banen i New Jersey Grosjean tilbage i Formel 1 »