Frankrig tilbage på kalenderen

Det bliver ikke i 2013 og det bliver ikke på Paul Ricard, men det skulle nu ligge fast, at Frankrig vender tilbage på kalenderen fra år 2014, og det bliver på Le Mans Bugatti-banen det nye løb skal afvikles. Red Bull deltager med roadshow under Le Mans 24-timersløbet til sommer.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 1/4 2012 klokken 12:04

Der har længe været snakket om et comeback til Formel 1 for Frankrig, der i en årrække har stået udenfor det fine selskab.

Der har været flere forgæves forsøg på at bringe Formel 1-cirkusset tilbage, og i en periode blev der snakket om etablering af nye baner i nærheden af hovedstaden Paris.

Men det bliver sportsvognsverdens Mekka, der ligger asfalt til comebacket. Naturligvis er det ikke den 13 km lange La Sarthe-bane, der skal benyttes, men den noget mindre Bugatti-bane, der bl.a. bliver brugt til motorcykel- og standardvognsløb.

Det bliver et flot syn, når 24 F1-racere afløser sportsvognsracerne på Le Mans.
Copyright Peugeot Motorsport


Oprindelig var intentionen, at cirkusset skulle tilbage til Paul Ricard-banen, der blev brugt før Magny-Cours kom på kalenderen i 1991, men man har ikke fundet banen god nok til de mange tusinde fans, der forventes at komme til det første løb.

Le Mans har kapacitet til over 100.000 tilskuere og man har den ikoniske Dunlop-bro som baggrund op til de første sving. Comebacket til Le Mans er bl.a. sket via den firdobbelte franske exverdensmester Alain Prost, der er ambassadør for Renault.

Alain Prost har som Renault-ambassadør været med til at sikre Frankrig et comeback i F1.
Copyright Renault Sport


Alain Prost var også involveret i den bane, der skulle være bygget udenfor Paris, der dog blev droppet, da der aldrig kom en bekræftelse på et F1-comeback.

Nu er det her. Det vil blive præsenteret ved et pressemøde hos Renault på onsdag, hvor den franske Premierminister Francois Fillion vil præsentere den kommende aftale, der bliver en alternativ ordning, hvor Frankrig skal skiftes med Belgien til at afvikle et Grand Prix.

Netop derfor kommer comebacket først i 2014, da arrangørerne af Belgiens Grand Prix ikke vil undvære Grand Prixet før.

Red Bull Roadshow kommer til Le Mans til sommer, hvor STR-kører Jean-Eric Vergne får lov at køre to omgange på La Sarthe-banen i en voldsomt hævet RB7.
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


Red Bull Racing vil komme med deres Roadshow til sommerens Le Mans, hvor franskmanden Jean-Eric Vergne vil få lov til at køre en voldsomt ridehøjdehævet RB7 rundt på den lange La Sarthe-bane. Det vil ske lørdag den 16. juni inden starten på dette års 24-timersløb.

BMF1 glæder sig og lover at være til stede ved det første franske grand prix på Le Mans i 2014.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Pirelli test line-up Gaccoyne ville vælge Button »