• Forside

Toyotas nye – gamle bil

Angrebet er sat ind, den øverste plads på podiet skal til Japan. TF106B hedder bilen, der for alvor skal bringe Toyota på sejrskurs. Hvad der præcis er forskellen på den nye og den gamle bil, vil her være forsøgt defineret.

Af: Joachim Dichmann (jd@bmf1.dk) d. 1/6 2006 klokken 13:06

Det kommer næppe bag på nogen at udviklingen af en Formel 1 bil ikke er noget man bare lige gør på en uges tid. Toyotas nye bil er derfor heller ikke ny, vi skal faktisk helt tilbage til det Japanske Grand Prix på Suzuka for at finde den første spæde start hen mod udviklingen af det vi nu kender som TF106B(Toyota Formula 1 2006 B)

Da Toyota sidste år, kom hjem til Japan for at køre løb, introduceredes TF105B. Ser man på forhjulsophænget, så er det ikke svært at se hvad der her skete. I modsætning til de fleste gadebiler, der benytter MacPherson støddæmpere, benytter Formel 1 biler dobbelt-bærearms dæmpning(double wishbone). Bærearms systemet består af to trekantede rammer(A-Frames) der er placeret ovenover hinanden, og holder hulet ”fast” med 3 fikspunkter pr. bærearm.


TF105-TF105B

Som det ses på billedet, er det fikspunktet for den nederste bærearm der er ændret i overgangen fra TF105 til TF105B. Grunden til at man har valgt at flytte fastgørelsespunktet er at den højere placering væsentligt forbedrer luftstrømmen der passerer under bilen og dermed får man forbedret downforce.

Hvis man bibeholder fokus på forhjulsophænget, men skifter bil, så vil man opdage at TF106 har meget tilfælles med TF105B

TF106-TF105B

Forskellen er minimal det eneste der synes ændret, er vingen på siden af sidepod'en og vingerne til styringen af luftstrømmen under bilen.
Læg mærke til den spids der peger nedad, som på TF105 blev brugt som fastgørelsespunkt for den nedre bærearm. Denne går igen på TF105B såvel som på TF106 uden at have nogen synderlig funktion.

Den racer der blev præsenteret som TF106 januar i år har et forhjulsophæng der stort set er identisk med det, der sad på den racer der under Japans Grand Prix blev introduceret som TF105B. Men der var dog forskelle, dem kan man læse mere om under præsentationen af TF106

Det er derimod mere interessant at se på udviklingen fra TF106 til den nye TF106B, inden man gør status over udviklingen fra sidste års TF105 til dette års reviderede angreb på Renault.


TF106-TF106B

Starter man nede fra i billedet, er der ikke megen forandring at spore, det er først ved den føromtalte, nedadpegende, spids der på denne gang helt er fjernet. Det er gjort i et forsøg på at imødekomme det ”no keel” design som har vist sig særdeles givtigt for mængden af downforce over frontvingen. Man har altså forsøgt at give Toyotaen mere vejgreb, hvilket er noget der gentagne gange er blevet påpeget som en mangel af kørerne.

På sidepod’en, vil man opdage, at den vinge der er monteret ummiddelbart foran, er flyttet tilbage til den position den havde på TF105'eren. Hvorfor man har altså her valgt at gå tilbage mod TF105 har, såvidt undertegnede er informeret, Toyota ikke givet nogen forklaring på.

Ser vi nu på forhjulsophænget, så ser man at den flytning af de nederste bærearme, man foretog til TF105B er bibeholdt og at ”styrestangen” stadig har samme fastgørelsespunkt på chassiset.
Forskellen her, finder vi ved stødstangen. Stødstangen opfanger de påvirkninger hjulet udsættes for, og aktiverer støddæmpere, vriddæmpere, og krængningsstabilisatorer.


Toyota med Alligatorøjne

Fastgørelsespunktet er nu flyttet nogle centimeter højere op, hvilket medfører at vinklen til hulet ændrer sig, og dette giver en mere umiddelbar respons til hele forhjulsophænget. Man har derfor været nødt til at tilføre bilen et set "alligator-øjne".

På det nedenstående billede ses det tydeligt hvordan TF106'eren har en "køl" inde bagved forvingen. Ligeledes ses det at Stødstængerne er monteret normalt.


TF106 forfra

Vedrørende chassiset, så har man nu, for at kompensere for den korte V8-motor, valgt at lave en længere benzintank, således at man kan fjerne den afstandsklods, der her var indsat.


TF106-TF106B, det gule på tegningen, er den "spacer" man nu har fjernet

Dette introduceredes dog allerede til spaniens Grand Prix, fordelen er at chassisets generelle stivhed forbedres, hvilket igen medfører en mere retnigsstabil racer. Bedre ses det illustreret her.


Det at den 10 cm lange "spacer" er fjernet giver mere spillerum og bedre stabilitet.

Hvorvidt revisionen fører til sejre er ikke til at sige. Hverken Jarno Trulli eller Ralf Schumacher har udtrykt vild begejstring for den nye bil, men det er givet at det kræver en smule tilvænning, og man kan mene at Trullis fornemme kørsel i Monaco, kan vidne om lysere tider for Japanerne.

For sjovs skyld er her indsat et billede, så læserne selv kan vurdere, hvor langt Toyota er nået, siden sidste år.


TF105-TF106b

RELATEREDE NYHEDER