Alonso skal på podiet

Fernando Alonso melder ud, at han har behov for at komme på podiet de næste 4 løb, hvis han fortsat skal gøre sig håb om at kunne vinde verdensmesterskabet i 2013.

Fernando Alonso . Copyright Ferrari Media

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 7/6 2013 klokken 09:06

Fernando Alonso og Ferrari kom godt fra start i kampen om årets Formel 1 mesterskab, men resultaterne i de seneste løb er ikke gået Maranello holdets vej, og selvom Alonso fortsat holder fast i tredjepladsen i kørernes VM, har han behov for nogle gode resultater.

Som det ser ud nu, har Alonso 29 point op til den førende i mesterskabet, den forsvarende verdensmester Sebastian Vettel, der selv har haft et par svære løb men trods alt er sluttet i toppen.

”Vi håber på at kunne sikre os nogle konstante gode resultater over de næste løb, især efter det skuffende resultat i Monaco,” kom det fra Alonso.

”Som det ser ud lige nu, har vi behov for fire-fem podieplaceringer, så vi kan genvinde nogle af de point, vi har tabt,” tilføjede han, med henvisning til Vettels forspring.

”Alle løb er forskellige og denne weekend er ingen undtagelse. Især vejret er meget specielt i Canada, så alt kan ske.”

”Vi har før set, at kvalifikationen kan være et lotteri, hvis det begynder at regne, som det gjorde i Monaco, så vi skal bare sikre os, at vi er der på det rigtige tidspunkt.”

”Vi har været uheldige i år, som for eksempel da jeg havde en let berøring i Malaysia, som endte med at sende mig ud af løbet, mens vi i Monaco bare ikke havde farten i bilen til at kunne være med,” kom det yderligere fra spanieren, der ser 2013 som et oplagt år til at sikre sig sit 3 verdensmesterskab, hvis heldet vender.

Alonso indrømmer dog, at det bliver svært i Canada, som aldrig rigtigt har passet til ham, selvom det lykkedes for ham at slutte som nummer 3 i 2010.

”Det er en mærkelig bane at køre på, den er svær at forstå, fordi den forandrer sig meget over weekenden, men vi kan forhåbentlig gøre det bedre i år,” sluttede Fernando Alonso.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Mercedes ser frem til afhøring Vi har intet lært »