Newey forklarer Jerez

Som bekendt fik de forsvarende verdensmestre fra Red Bull ikke ret meget ud af de første tests på Jerez. Adrian Newey har nu løftet lidt af sløret for hvorfor.

Adrian Newey . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 17/2 2014 klokken 21:02

Ved en nyligt overstået middag i den traditionsrige engelske Royal Automobile Club valgte Red Bulls chefdesigner Adrian Newey at indvie de øvrige gæster i, hvad der gik galt for teamet ved de første pre-season tests på Jerez i slutningen af januar.

Som vi alle ved, måtte Red Bull rejse hjem fra den spanske bane med kun 21 fuldførte omgange i bagagen. Et resultat som lader meget tilbage at ønske for det ambitiøse team, som på den måde blev sat noget tilbage i forhold til konkurrenterne.

Adrian Newey. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Adrian Newey fortalte, at problemerne kunne føres tilbage til de intensive krav til køling, og de aerodynamiske udfordringer, som dette har medført.

”Det der stoppede os på Jerez, var et problem, hvor karrosseriet tæt på udstødningen brød i brand. Vi overgiver os på det punkt, for det var klart et Red Bull-problem (forstået på den måde, at Renault ikke har andel i dette problem, red.). Man kan sige, at det var et resultat af en lidt for aggressiv komprimering (af komponenter, red.). Vi følte at vi var nødt til at tage nogle chancer for at opnå en god ”pakke”, så vi kunne minimere de aerodynamiske ulemper, som de massive kølekrav medfører.”

Daniel Ricciardo. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Newey ser frem mod de næste tests i Bahrain, hvor han naturligvis håber, at man kan indhente noget af det tabte terræn.

”Forhåbentlig har vi fået løst dette problem inden Bahrain. Det handlede egentlig om manglende tid…. Det var noget, som vi kunne have løst i testbænken, hvis vi havde fået alting klar lidt tidligere. Renault har haft ryggen mod muren med hensyn til at få testet i testbænken, vi har haft ryggen mod muren med hensyn til at få produceret delene i tide. Jeg tror, at vi kunne have løst det hele bag lukkede døre, hvis vi havde været et par uger længere fremme. Nu skete det desværre foran offentligheden.”

Adrian Newey. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Der er noget, der tyder på, at netop Renaults motor- og ERS-løsning kræver ekstra meget køling, for de 2 øvrige teams, som får deres motorer fra den franske leverandør, og som var tilstede på Jerez, havde også deres udfordringer at kæmpe med.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Magnussen lægger først fra land Drejningsmomentet overraskede »