Bahrain dag 1: Hülkenberg på toppen

Den første dag af den 2. pre-season test bød på både godt og skidt. Vi sammenfatter dagens begivenheder her.

Nico Hulkenberg . Copyright Sahara Force India

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 19/2 2014 klokken 21:02

I dag tog man hul på den 2. pre-season test op til den nye sæson. Denne gang foregik det under varmere himmelstrøg end den første test på Jerez, nemlig i ørkenstaten Bahrain. Her skal der testes i 4 dage, og der er forskellige dagsordener for de respektive teams. Mens nogle hold kom rigtig godt fra start på Jerez og derfor kan fokusere på forbedringer og pålidelighed, kom andre hold rigtig skidt fra start og er allerede nu bagud på point.

Som vi har skrevet om tidligere på dagen, lagde vores egen Kevin Magnussen ud med at være hurtigste mand i formiddags. Hans tid blev senere slået af både Hülkenberg, Alonso og Hamilton, men der er alligevel grund til optimisme, for Kevin fik igen i dag tilbagelagt rigtig mange omgange, og det kan vise sig at være guld værd.

Øverst på tabellen med dagens tider finder vi måske lidt overraskende Nico Hülkenberg i Force India. Tyskeren tilbagelagde hele 78 omgange og var med en tid på 1:36.880 et helt sekund hurtigere end Fernando Alonso på P2.

Nico Hulkenberg. Copyright Sahara Force India

Fernando Alonsos Ferrari lagde først på dagen et røgslør ud over pitområdet, da han blev ramt af en olielækage. Det blev dog relativt hurtigt udbedret, og spanieren endte dagen som 2. hurtigste mand.

Hos Mercedes var Lewis Hamilton i aktion, og briten kan notere sig en mere eller mindre problemfri dag, som har indbragt masser af gode data til teamet. Hamilton nåede 74 omgange og endte dagen på P3.

Lewis Hamilton. Copyright Mercedes AMG

Kevin Magnussen var i aktion for McLaren, og de lovende takter fra Jerez blev fulgt op på fornem vis. I løbet af formiddagen skiftedes Kevin og Hamilton til at være hurtigst, inden Hülkenberg og Alonso blandede sig i toppen af tabellen. Kevin har dog tidligere fortalt, at der i højere grad fokuseres på pålidelighed og stabilitet, og også her blev det en god dag for danskeren. Hele 81 omgange blev det til, og de mange omgange bag rattet kan vise sig uvurderlige, når det for alvor går løs i Melbourne. Ikke kun for teamet, som høster mange værdifulde data om bilens styrker og svagheder, men i høj grad også for Kevin selv, som høster masser af værdifuld erfaring.

Kevin Magnussen. Copyright McLaren Media

Red Bull er et af de teams, som virkelig har brug for at få tilbagelagt nogle omgange i Bahrain. Efter en mere eller mindre katastrofal indsats på Jerez, hvor teamet blot blev noteret for 21 omgange, var der lagt op til revanche for de forsvarende mestre, som i de foregående dage har udtrykt optimisme omkring testen i Bahrain.

Det startede imidlertid skidt for Red Bull. Teamet missede hele formiddagen, mens man prøvede at få den nye RB10 til at makke ret. Først efter frokostpausen kom den nye racer på banen med Sebastian Vettel bag rattet. Verdensmesteren fik dog blot tilbagelagt 14 omgange, før han fik bremseproblemer og spandt rundt. Vettels tid rakte til P5, men det kan absolut ikke være tilfredsstillende for teamet, at man endnu engang får så få omgange at arbejde med. Problemerne fortsætter for Red Bull.

Sebastian Vettel og Christian Horner. Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Lotus nåede slet ikke frem til den første test på Jerez, så i dag skulle den nye E22 have sin officielle debut. Det skete med Romain Grosjean bag rattet, men franskmanden fik af uvisse årsager kun kørt 8 omgange.

Adrian Sutil er ny mand hos Sauber, og tyskeren viste gode takter i dag. Med 82 omgange var han den flittigste af alle, og tyskerens hurtigste omgang rakte til P6.

Williams viste rigtig gode takter på Jerez, men i dag havde teamet problemer med brændstofsystemet. Felipe Massa nåede således kun at tilbagelægge 5 omgange, og ingen af dem gav en noteret omgangstid. Skuffende for Williams.

Robin Frijns. Copyright Caterham F1

Robin Frijns i Caterham fik også en masse værdifulde omgange kørt i både bil og krop. Debutanten hos det mindre bemidlede team nåede således 68 omgange og beviste på den måde, at det godt kan lade sig gøre at få Renault-motoren til at fungere. Hollænderens hurtigste omgang var ganske vist godt 5,5 sekunder langsommere end Hülkenbergs ditto, men man skal ikke undervurdere vigtigheden af de data og erfaringer, som teamet på denne måde henter.

Dagens tider blev som følger:
Placering Kører Hold Tid Omgange
1 Nico Hülkenberg Force India 1:36.880 78
2 Fernando Alonso Ferrari 1:37.879 64
3 Lewis Hamilton Mercedes 1:37.908 74
4 Kevin Magnussen McLaren 1:38.295 81
5 Sebastian Vettel Red Bull 1:40.224 14
6 Adrian Sutil Sauber 1:40.443 82
7 Robin Frijns Caterham 1:42.534 68
8 Daniil Kvyat Toro Rosso 1:44.346 5
9 Romain Grosjean Lotus 1:44.832 8
10 Felipe Massa Williams ingen tid 5
11 Jules Bianchi Marussia ingen tid 3

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kevin hurtigst i Bahrain Lotus og Renault forlænger »