Eksklusivt interview med Kevins manager

BMF1 fik under et promoveringsmøde for Singapores Formel 1 Grand Prix et interview med Kevin Magnussens manager Dorte Riis Madsen, som blandt andet kom ind på, hvor svært det er at være ny i Formel 1.

Arrangement på Hotel D'Angleterre . Copyright MEW/BMF1

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 25/3 2014 klokken 11:03

”Det har været hårdt arbejde i mange år, men utroligt fedt, at det nu er lykkedes,” udtalte Dorte Riis Madsen, da BMF1 spurgte ind til, hvordan hun havde det med at have hjulpet Kevin Magnussen til sit ultimative mål.

”Det er utroligt vigtigt for os, at vi sørger for at beskytte ham så meget som muligt fra medier og andre forstyrrende elementer.”

”Under hans imponerende åbningsløb, var jeg ikke engang med i Australien men dog hele tiden klar ved telefonen, og vi snakkede da også sammen flere gange for at sikre, at han havde den ro omkring sig, som han havde behov for,” kom det uddybende fra Dorte.

”Når det så er sagt, har Kevin fundet sig hurtigt til rette i Formel 1, men han har jo også kendt de fleste af dem, han har omkring sig, i mange år.”

Arrangement på Hotel D'Angleterre Copyright MEW/BMF1

BMF1 spurgte også ind til, om det er muligt for os at få arrangeret et interview med Kevin, enten når vi er til et Grand Prix, eller når han er hjemme i Danmark.

”Til et Grand Prix, vil der være stærkt begrænsede muligheder for at få et interview med ham, men det er ikke umuligt,” kom det ærligt fra Dorte Riis Madsen.

”Når Kevin er hjemme i Danmark, er det på ferie og rent privat, hvorfor han ikke vil være til rådighed for et interview, men hvis han er ude til et arrangement, vil vi naturligvis sikre, at BMF1 også bliver inviteret,” meldte Dorte positivt ud.

Omkring det kommende løb i Malaysia, hvor der mildest talt er store forventninger til Kevin men ikke helt så store til McLaren, havde Dorte kun følgende at sige:

”McLaren har altid haft det svært på den bane, men når vi kommer til de hurtige baner, vil Kevin virkelig bryde igennem.”

”Når vi kommer til Monza, som jo er en af de hurtigste baner på kalenderen, forventer vi, at de kommer til at køre op mod 380 km/t, hvilket vil passe Kevin rigtigt godt,” kom det fra Dorte med et stort smil, samtidig med at Michael fra BMF1 konstaterede, at det vil være ny hastighedsrekord på den italienske bane.

BMF1 stiller traditionen tro talstærkt op på Monza, så vi skulle da lige høre, om ikke Dorte kunne hjælpe os ind i pitten.

”Pit-biletter er ikke noget, vi har den store adgang til, faktisk har vi kun to. Jeg bruger den ene, og den anden er der som regel en speciel VIP, der tager, som desværre næppe bliver BMF1,” sluttede hun.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kevins 2. plads afgøres snart BMF1 indgår samarbejde med Jylland-Posten »