Østrigs GP, løbsresumé: Rosberg vinder

Grand Prixet på Red Bull Ring bød på en yderst interessant startrække med Williams i total dominans. Massa på pole og Bottas bag ham, mens Rosberg startede nummer tre og Hamilton helt nede på plads ni. En Hamilton som uden tvivl ville køre alt, hvad dæk og motor kunne trække for at mindske sit pointtab.

Nico Rosberg . Copyright Daimler-Benz

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 22/6 2014 klokken 15:06

Massa tog starten, mens Rosberg pressede sig forbi Bottas. Bottas kom dog tilbage på langsiden. Hamilton kom flyvende bagfra og op som nummer fem, mens Kevin Magnussen tabte en enkelt placering, mens Räikkönen og Hülkenberg også havde fin fart i bilerne. Hamilton tog endvidere Alonso og kørte sig på én omgang fra nummer ni til nummer fire.
Efter første omgang var det endnu engang en sorgens dag for Sebastian Vettel, der igen havde store problemer. Han fik dog gang i bilen igen men var derfra en omgang bagud.

Derfra blev feltet stille og roligt foldet ud over det meste af banen. Massa og Bottas trak en smule fra, mens Räikkönen åndede Magnussen i nakken. Derudover var Hamilton her, der og alle vegne på Rosberg, hvilket tvang tyskeren til en defensiv kørestil og gav en fordel til Bottas.

På omgang 13 pittede Hamilton, mens begge Williams biler kørte videre til trods for meddelelser om graining på dækkene. Williams gik kontra og kaldte Massa i pit, han kom ud igen mellem Rosberg og Hamilton. Hamilton kørte sig derefter forbi brasilianeren. Samme nummer var lige ved at gentage sig for Bottas, men han holdt dog Hamilton stangen.

Løbet fandt efterhånden et stabilt leje. Perez forsvarede sig i front, dog uden at have pittet, mens Mercedes og Williams fulgte med som perler på en snor. På omgang 26 måtte Kvyat udgå og meldte tilbage, at han havde tabt bremsekraft. Perez måtte også give sin plads til først Rosberg og derefter Bottas, mens han forsvarede sig mod Hamilton, der dog gik forbi på omgangen efter.
Bottas kæmpede hårdhændet om føringen med Rosberg, mens Hamilton hang på bagved finnen, og Massa fandt turboen og begyndte at køre sig ind på den førende trio.

På omgang 36 kom der endnu mere malurt i bægeret til Vettel, der blev bedt om at returnere til pitten. Det tegner bestemt ikke godt for tyskeren, der nu er i gang med sin fjerde motorenhed ud af seks tilgængelige.

Der blev stille og roligt bygget op til kampen om føringen med 31 omgange igen. Begge Mercedes biler pittede og fik besked på at gå til den. Hamilton og Rosberg kørte sig forbi Williams på deres pit-strategi og overtog senere føringen fra Alonso.

Imens holdt Magnussen stædigt fast i sin placering som nummer seks, mens Alonso jagtede Massa på plads fire. Vergne måtte takke pænt farvel, da hans Toro Rosso måtte give efter for bremseproblemer.
På omgang 66 kunne Kevin ikke stå for presset og forbremsede sig i sving 1, hvormed Perez på væsentligt friskere dæk overtog 6. pladsen.

Rosberg holdt hele vejen til mål med Hamilton bag sig, mens Williams fulgte trop på de næste to pladser. Et yderst velkørt og spændende løb, der lover godt for de videre løb i sæsonen, hvis Mercedes pludselig kan udfordres.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Østrigs GP: Løbet. Rosberg vinder Historie blev skrevet i Østrig »