Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 26/6 2014 klokken 15:06
Lewis Hamilton kom til McLaren som nybegynder, helt som Kevin Magnussen, og briten har gennem det meste af sin motorsportskarriere været tilknyttet holdet, helt som Kevin.
Men siden Hamilton forlod det hæderkronede engelske hold, har det ikke været godt at være McLaren kører.
Jenson Button har været 1. kører siden Hamiltons farvel, hvilket også betyder, at det er ham, en stor del af udviklingsarbejdet hviler på, en opgave, han ikke har formået at løfte.
Efterhånden som Kevin Magnussen er ved at komme mere ind i sagerne omkring Formel 1, er bilerne også blevet bedre, hvilket understreger, at det ikke er den erfarne Button, der udvikler bilen, men nybegynderen i den anden racer.
McLaren har med andre ord behov for at få en kører ind på holdet, som forstår at udvikle en bil, hvilket det er tydeligt, at Lewis Hamilton gør. Samtidig er det mere og mere tydeligt, at Hamilton ikke er helt tilfreds med situationen hos Mercedes, hvor Rosberg ser ud til at være den, der bliver behandlet bedst på holdet.
Selvom Mercedes allerede har meldt ud, at deres nuværende to kørere forbliver på holdet mindst endnu en sæson, er der begyndt at dukke rygter frem om, at Hamilton er blevet spottet hos nogle af de andre hold.
Ferrari er et af holdene, som Hamilton har været forbi, McLaren er angiveligt et andet.
Med den historik, Hamilton og McLaren har med hinanden, er det slet ikke umuligt, at vi kan se ham tilbage i den ene racer fra fabrikken i Working allerede i 2015.