Niki Lauda bekymret

Mercedes’ bestyrelsesformand Niki Lauda er bekymret. Konkurrenterne haler ind på Mercedes, og ifølge Lauda skal der arbejdes hårdt for at forblive i front.

Niki Lauda . Copyright Getty Images/Red Bull Racing

Af: Jens Hvas (jh@bmf1.dk) d. 1/7 2014 klokken 13:07

Starten på årets Formel 1-sæson var præget af en ganske overlegen dominans fra Mercedes. I særdeleshed fra den tyske gigants eget fabriksteam, Mercedes AMG, men også med et helt generelt overtag til de øvrige teams med Mercedes motorer. Denne dominans synes nu knap så udtalt; i Canada måtte Mercedes strække våben overfor Red Bull, og i Østrig måtte man se pole position gå til Williams.

Niki Lauda og Toto Wolff. Copyright Daimler-Benz

Niki Lauda, som fungerer som Mercedes’ bestyrelsesformand, udtrykker bekymring over denne udvikling. Selvom Mercedes fortsat ser ud til at have den hurtigste racer, mener Lauda, at man er nødt til at reagere på den øgede konkurrence. ”Det faktum at konkurrenterne kommer tættere på, får alarmklokkerne til at ringe, men når de ringer i tide, kan man stadig nå at gøre noget ved det. Hvis vi læner os tilbage, hvilket vi forsøger at undgå, så løber tiden fra os. Vi er nødt til at blive ved med at udvikle på bilen,” siger Lauda således til ’Autosport.”

Nico foran Lewis. Copyright Mercedes AMG

Der bliver jævnligt spekuleret i, at Mercedes endnu ikke har vist os deres fulde potentiale, og at de bare ”leger” med konkurrenterne, når de tillader dem at komme tættere på. Dette afviser Niki Lauda blankt, og han garanterer, at Mercedes allerede nu kører flat out. ”Vi kæmpede med Williams i Østrig, og hvor langt var de efter os? 6 sekunder eller der omkring. Vi kørte flat out. Vi kørte ikke og legede med nogen. De kæmpede mod hinanden, og Williams var blot 6 sekunder efter os,” siger den østrigske legende således.

Også kampen mellem Hamilton og Rosberg får et par ord med på vejen: ”Prøv at se på Nico og Lewis. Hvis den ene kører hurtigere, kommer der straks et svar fra den anden, for de ligger og kæmper fra start til slut. De kørte fuld gas fra start til mål, præcis som i de øvrige løb, men hvor vi tidligere vandt med 49 sekunder, vandt vi kun med 6 i Østrig.”

Nico Rosberg og Lewis Hamilton med krøller. Copyright Mercedes AMG

Fernando Alonso er en af de få kørere, som uden at have en Mercedes motor i ryggen har været i stand til at blande sig lidt i fronten af feltet, og netop Alonso har tidligere mere end antydet, at Mercedes endnu slet ikke har vist os, hvad de er i stand til. ”Det ser ud som om, de kun kører fuld gas over nogle få omgange i hvert løb. Herefter er deres forspring så stort, at de kan køre og lege lidt. Der er en helt utrolig forskel på de 2 biler (Ferrari og Mercedes, red.); Hvis de ville, kunne de tage hele feltet med en omgang, men de er nok ikke i stand til at presse sådan på gennem hele løbet,” siger spanieren.

Fernando Alonso. Copyright Ferrari Media

Det skal blive spændende at se, om Mercedes også bliver udfordret i de kommende løb, eller om Hamilton og Rosberg igen trækker fra.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Rosberg vinder VM Kevin glæder sig »