Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 2/7 2014 klokken 11:07
Da det tidligere på ugen kom frem, at Caterham er i alvorlige økonomiske vanskeligheder, og fremtiden derfor var ganske uklar, meldte Bernie Ecclestone sig på banen med en kommentar om, at han gerne så, at det grønklædte team lukkede og slukkede.
Men her stoppede Ecclestone ikke. Han fulgte efterfølgende op og udtalte, at han foretrækker at se de såkaldte backmarkers forsvinde fra gridden og erstattet af en tredje bil fra et af de større teams.
"De burde stoppe. Hvis ikke de har pengene, så skal de lukke ned. Jeg er klar til et Formel 1 med otte hold og tre biler til hvert team," udtaler rettighedshaveren til Formel 1 til 'Gazzetta dello Sport'.
"Er det bedre at se en tredje Ferrari end en Caterham? Ferrari vil finde nye sponsorer, måske i USA, sammen med fx. en amerikansk kører, og det samme gælder for andre teams."
"Lad os kigge på Caterham. De har investeret store mængder penge, og de har brug for langt flere til også at betale kørerne. Men hvad nytter det, hvis de aldrig bliver konkurrencedygtige?," slutter Ecclestone.