Der er ikke længe til, at kvalifikationen skydes i gang på Silverstone, og noget kunne tyde på, at vejret kommer til at spille en stor rolle for morgendagens startgrid. I hvert fald hang regnskyerne tungt over den legendariske bane under den sidste frie træning, og det blev da også en ganske våd omgang.
Bortset fra de obligatoriske installationsomgange, hvor der straks returneres til pitten, valgte en håndfuld kørere, heriblandt både Rosberg, Hamilton og Alonso, at blive i garagen under hele sessionen. Disse kørere fik således slet ikke sat en tid i denne sidste træning, til gengæld har de nu en lille fordel, hvis kvalifikationen og/eller løbet kommer til at foregå i regnvejr, da de endnu ikke har brugt af deres sparsomme lager af intermediates og regndæk.
Nico foran Lewis. Copyright Mercedes AMG
Mercedes’ fravær betød, at kampen om de øverste pladser på tabellen i stedet kom til at stå mellem Red Bull, Williams, McLaren og de øvrige teams i det brede midterfelt. I lang tid sad Kevin Magnussen faktisk på P1, men som sessionen skred frem, blev danskeren skubbet lidt ned i tabellen.
I stedet blev det Red Bull som satte sig på de øverste pladser. Længe var Daniel Ricciardo hurtigst, men mod slutningen på sessionen blev han overgået af teamkammeraten Sebastian Vettel, som givetvis håber på, at kvalifikationen også kommer til at foregå i regnvejr. Noget tyder i hvert fald på, at de forsvarende mestre har en noget bedre pakke, når asfalten er våd.
Sebastian Vettel. Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Noget overraskende finder vi Maldonado og Grosjean på P3 og P4. De 2 Lotus kørere er ikke ligefrem vant til at blande sig i toppen af tabellen i denne sæson, men de våde forhold på Silverstone passer tilsyneladende godt til Lotus raceren. Det bliver spændende at se, om de kan vende lidt op og ned på tabellen, hvis det også regner i kvalifikationen.
Endnu en overraskelse finder vi på P5, hvor Adrian Sutil og Sauber befinder sig. Sutil var en af sessionens flittigste kørere, og tyskeren har åbenbart befundet sig godt på den våde bane.
Daniil Kvyat kørte sin Toro Rosso rundt i 6. bedste tid, mens P7 og P8 tilhørte McLaren. Kevin Magnussen var ca. 1/10 sekund hurtigere end Jenson Button, men begge McLaren kørere sparede på materiellet; Kevin kørte blot 5 omgange, mens Button kørte 6.
Williams var bemærkelsesværdigt langt efter de hurtigste i denne session, men det er svært at sige, hvor meget der skal lægges i det. Både Bottas og Massa kørte blot 4 omgange.
Jules Bianchi. Copyright Marussia F1
Sessionen blev på grund af den glatte bane præget af en række mindre afkørsler og spin, men ingen af dem fik de store konsekvenser materielt. Både Grosjean, Sutil, Ericsson og Bianchi løb tør for asfalt, men med undtagelse af Bianchi, som satte sin Marussia i dækmuren, kunne de alle fortsætte træningen uden videre.
Kun 3 kørere tilbage mere end 10 omgange på den glatte bane, men det ville også være ærgerligt at ødelægge sin kvalifikation ved at oversatse i en træning, som reelt er uden betydning. Sessionen er uden tvivl kun blevet brugt til en kontrol af regnvejrs setuppet, for det tilfælde at det stadig er vådt, når kvalifikationen skydes i gang. Af samme grund er der ingen grund til at hænge sig ret meget i tiderne, som næppe giver et reelt billede af styrkeforholdet.
Vi glæder os til kvalifikationen, som starter kl. 14. Alt tyder på, at det bliver en spændende forestilling. Denne sidste træning indikerer i hvert fald, at vi kan få vendt lidt rundt på tingene, hvis det fortsat er vådt, når startplaceringerne skal fordeles.