Englands GP; løbsresumé: Hamilton vinder

Efter en hektisk og vejromskiftelig kvalifikation, som efterlod gridden helt åben, var der lagt op til et brag af et GP på den legendariske bane.

Starten på løbet . Copyright Daimler Benz

Af: Frederik Langebeck (fl@bmf1.dk) d. 6/7 2014 klokken 16:07

Rosberg forsvarede sin førsteplads, mens Vettel tabte sin placering og Magnussen og Button profiterede deraf og blev hhv. 3’er og 2’er. Den ene Williams med Massa stod stille, mens den flyvende finne i form af Raikkonen tabte sin racer og Massa, der kom afsted, måtte vinke farvel til sit løb nummer 200.
Løbet blev derefter flaget rødt, hvilket betød en genstart med bibeholdte placeringer. Det røde flag skyldtes reparationer på autoværnet.
Løbet blev genoptaget 15:05 dansk tid med Kevin Magnussen som nummer tre. Rosberg trak en smule fra, mens Button, Magnussen og Hamilton fulgte efter. Hamilton gik allerede i angreb og Kevin bukkede under for presset og måtte opgive sin plads. Hamilton gjorde senere kort proces med Button og satte nu jagten ind på Rosberg.

Alonso var en mand på en mission og kæmpede sig stille og roligt, med flot kørsel, op som nummer otte. Imens havde Vettel nu indstillet kornet på Kevin Magnussen. Alonso blev efterfølgende efterforsket for en tyvstart fra den første start. Bottas havde undervejs fundet vejen op til Vettel, som nu lagde pres på tyskeren, mens Vettel nu både skulle kigge fremad og bagud.

Gutierrez kunne ikke stå for fristelsen mod Maldonado og sagde tak for sidst i form af en lille lufttur til venezuelaneren. Marcus Ericsson måtte også takke af grundet hjul/affjedringsproblemer. Samtidig blev det meddelt at Alonso ville modtage en femsekunders straf for ikke at være placeret korrekt i sin startboks. Kevin Magnussen måtte lidt efter se sig passeret af først Bottas og dernæst Alonso og ned som nummer seks.

Rosberg meldte efter sit pit-stop om problemer med gearkassen under nedskiftningerne. Imens kørte Hamilton konstant hurtige omgange og langsomt lagde afstand til sin teamkammerat. Rosberg bragte sig tilbage i føring, da Hamilton pittede og havde et problem med venstre baghjul. På samme omgang passerede Vettel og Magnussen og henviste ham til plads syv. Hamilton fortsatte sin jagt og var efter 30 omgange alvorligt tæt på at lukke ned for Rosberg, som dog desværre måtte udgå grundet de føromtalte gearkasseproblemer.

Imens Hamilton passede sig selv i front, kæmpede Vettel og Alonso en storslået kamp, hvor Alonso først overtog Vettel og Alonso derefter forsvarede sig heroisk mod et angreb. Samtidig lå Bottas lunt i svinget til en podieplads på det næst øverste trin, da han ikke var under pres bagfra.

Med 10 omgange tilbage var Hamilton komfortabelt i front, med Bottas, Ricciardo og Button efter sig. Dernæst fulgte de to duellanter i skikkelse af Alonso og Vettel med et godt stykke ned til vores danske islæt. På omgang 48 fik Vettel endelig skovlen under Alonso efter en nervepirrende kamp. Derefter var begge på radioen med diverse beskyldninger om banegrænser, DRS og aggressiv kørsel.

Hamilton kørte sejren hjem til stor jubel fra tilskuerne, mens Williams, efter en rædselsfuld start på weekenden og en udgået racer, fik en stor opløftning i form af Bottas andeplads, der startede næsten bagest på gridden. På næstsidste omgang måtte Maldonado parkere raceren.

Med sejren er Hamilton lige pludselig helt tæt på Rosberg i den samlede stilling med 161 point, mod Rosbergs 165.

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Det Britiske Grand Prix: Løbet LIVE Kimi sidder over »