Daniel Ricciardo har taget fans og journalister med storm efter sit skifte til Red Bull, og den 25-årige australier er blevet rost til skyerne gennem det meste af sæsonen. Efter weekendens tyske Grand Prix på Hockenheim regner det igen med rosende ord til Ricciardo, men denne gang kommer de fra en lidt uventet kant. Det er nemlig Ferraris Fernando Alonso, som udtaler sig særdeles positivt om sin australske rival.
Fernando Alonso. Copyright Ferrari Media
”Jeg synes han gør det utrolig godt,” siger Alonso således. ”Han fører med 7-3 i forhold til Sebastian efter de første 10 løb, hvilket jeg ikke tror, at en eneste af os havde forventet. Han gør det fremragende.”
Alonso og Ricciardo kæmpede hjul mod hjul over flere omgange i weekendens tyske Grand Prix, og denne dyst får også nogle ord med på vejen fra spanieren: ”Han kører fantastisk, og i Tyskland kæmpede han rigtig intelligent. Han slipstreamede mig, hver gang jeg var gået forbi ham, og han bremsede meget sent. Han angreb dybt ind i svingene, uden at han missede svinget en eneste gang. Han kørte rigtig, rigtig intelligent og med fuld respekt for reglerne. Det var en god fight,” slutter den erfarne spanier.
Daniel Ricciardo. Copyright Getty Images/Red Bull Racing
Ricciardo indtager med 106 point 3. pladsen i mesterskabet foran netop Alonso med 97 point. Vi glæder os til flere kampe mellem de 2 kompetente herrer.