Interessen for at opleve Kevin Magnussen og de øvrige stjerner fra motorsportens kongeklasse live er støt stigende, og som det sikkert er de fleste af vore læsere bekendt, indgår BMF1 i et fordelagtigt samarbejde med Rapido Travel. BMF1s læsere kan således opnå rabatter på Rapidos motorsportsrejser, og på den nyligt afviklede rejse til Ungarns Grand Prix fungerede undertegnede sammen med min kollega Frederik fra BMF1 samtidig som guider på turen. I denne artikel vil vi forsøge at dele vores mange oplevelser fra rejsen med resten af jer.
Kevins pitskilt
Torsdag d. 24. juli kl. 07.25 stod Frederik og jeg klar i Københavns Lufthavn. På vores tjekliste stod navnene på 26 heldige gæster, som hver især havde købt en rejse til årets ungarske Grand Prix. En efter en dukkede gæsterne op, alle i højt humør og fulde af forventninger til de kommende dage. Via en mellemlanding i Warszawa landede vi planmæssigt i Budapest kl. ca. 13.30, og her blev vi mødt af en repræsentant fra vores hotel, som guidede os ud til en ventende bus. På køreturen mod hotellet benyttede Frederik og jeg os af lejligheden til at byde velkommen og præsentere os selv. Vi kunne til vores glæde konstatere, at der var en hel del Formel 1 ”jomfruer” blandt gæsterne – det er altid en stor oplevelse at være vidner til, når andre oplever Formel 1 live for første gang.
Efter en køretur på ca. 45 minutter ankom vi til Park Inn by Radisson, et dejligt lyst og moderne hotel i udkanten af Budapest. Hotellet er nøje udvalgt af Rapido Travel pga. sin beliggenhed, som medfører en pæn besparelse i den daglige transporttid til og fra banen. Hotellet ligger ikke længere fra centrum end en 10 minutters køretur med byens metro, så alt i alt er beliggenheden tæt på ideel.
Indtjekningen på hotellet gik smertefrit, da alt også her var forberedt hjemmefra. Torsdag eftermiddag og aften stod til gæsternes egen disposition, men mon ikke de fleste ligesom Frederik og jeg selv benyttede aftenen til at snuse lidt til Budapest?
Det blev fredag morgen, og efter en god gang morgenmad i hotellets restaurant sad vi atter i bussen. Fredagen byder på 2 frie træninger, og da der således denne dag ikke er så meget på spil på banen, valgte en del af vores gæster at bruge dagen på at udforske Budapest i stedet. Køreturen til banen blev brugt på en banegennemgang, så gæsterne var bedst muligt forberedt på, hvad der ventede dem, og Frederik og jeg øsede ud af vores erfaringer og viden om kørere, biler og bane.
Et kig ind i Kevin Magnussens garage på Hungaroring. Copyright Jens Hvas
Hungaroring er en ganske atypisk bane, da dens layout mest af alt minder om en bybane. Banen er anlagt i 1985, og i modsætning til mange af de moderne baner består den mest af en masse langsomme og halvhurtige sving kombineret med nogle korte stykker, hvor det går ligeud. Ligesom i Monaco betyder det, at bilerne kører med maksimal downforce, men pga. de lave hastigheder stilles der store krav til den mekaniske downforce. Da banen samtidig er ganske støvet, eftersom den ikke bruges særlig ofte, stiller det store krav kørerne, som ofte bruger ganske meget tid på at få banen ind under huden. Både de frie træninger og kvalifikationen var da også præget af en mængde situationer, hvor kørerne var i problemer pga. massiv under- eller overstyring.
Gennem hele weekenden havde vi fremragende siddepladser på Red Bull tribunen, som er lokaliseret lige ved starten på start- og mållangsiden. Pga. banens layout og beliggenhed stort set uden højdeforskelle havde vi et fremragende udsyn herfra, og som en ekstra bonus var der placeret en kæmpe storskærm lige overfor tribunen. Det var således nemt at følge slagets gang fra vores siddepladser, og fredag blev vi vidner til 2 særdeles vellykkede træningssessioner set med danske øjne. Kevin var blandt de 6 hurtigste i begge sessioner, så humøret var højt og forventningerne store, da vi atter sad i bussen med kurs mod hotellet.
Daniil Kvyat i paddocken på Hungaroring. Copyright Jens Hvas
Fredag aften var igen til fri disposition, og i den forbindelse vil vi gerne slå et slag for Budapest som rejsemål. Det er en fantastisk smuk og tiltalende by, som på alle måder overraskede os positivt. Byen er anlagt på begge sider af Donau, og der er rigtig mange flotte og meget imponerende bygninger og pladser. Samtidig støder man på en mængde grønne oaser og hyggelige små torve, når man spadserer rundt i byen. Samtidig oplevede vi Budapests indbyggere som særdeles imødekommende og høflige, og betjeningen på byens restauranter og cafeer er helt i top. Priserne er absolut rimelige, og vi kan på alle måder anbefale en tur til Budapest.
Kevin og Jenson på vej til briefing. Copyright Jens Hvas
Kamui Kobayashi på vej i pit på Hungaroring. Copyright Jens Hvas
Lørdag morgen var det ved at være alvor. I dag skulle kvalifikationen afvikles, og det medførte naturligvis fuld bemanding i bussen. Frederik og jeg fortalte endnu engang om banen og dens karakteristika, ligesom kvalifikationsformatet blev gennemgået, så alle var opdateret på, hvad de kunne forvente. Vi indtog spændte vores pladser på tribunen, og sikken en kvalifikation, vi fik at se!
Lewis Hamilton, som havde været hurtigste mand i alle de frie træninger, måtte opgive at fuldføre, da der gik ild i motoren på hans Mercedes, og der gik et højlydt suk gennem alle de danske tilskuere, da vi på storskærmen kunne se Kevin Magnussen stryge af banen for enden af langsiden i starten af Q3. Kevin var ellers relativt nemt kommet gennem både Q1 og Q2, men et kortvarigt regnvejr umiddelbart før starten på Q3 betød, at banen nu var rigtig tricky. Både Nico Rosberg og Jenson Button, som lå hhv. lige foran og lige bag Kevin, var også begge en tur af banen for enden af langsiden, men de formåede at holde sig fri af dækmuren. Det gjorde Kevin ikke, og så måtte vi i stedet nyde en drabelig kamp om pole position mellem Vettel og Rosberg med sidstnævnte som vinder.
Daniel Ricciardo taler med pressen efter kvalifikationen på Hungaroring. Copyright Jens Hvas
Kevin erter en træningssession på Hungaroring. Copyright Jens Hvas
På turen tilbage til hotellet blev der naturligvis snakket om Kevins uheld, men den generelle holdning var, at Kevin var uden skyld, og at han nok skulle kunne gøre en god figur i løbet alligevel.
Lørdag aften var der planlagt en lille seance i hotellets lobby, hvor Rapido Travel var værter for en øl eller to, mens Frederik og jeg igen øsede ud af vores viden og erfaringer. Efter en analyse af dagens kvalifikation og en gennemgang af de seneste Formel 1 nyheder, som desværre bød på en besked om, at Kevin skulle starte morgendagens løb fra pitlane, blev ordet givet frit. Gæsterne stillede mange gode og relevante spørgsmål til både teknik, strategi og fremtidens Formel 1. Der har i denne sæson været megen polemik omkring den meget anderledes lyd, som de nye turbomotorer har medført, og dette emne blev diskuteret lystigt. Frederik og jeg kunne til vores store glæde konstatere, at der blandt gæsterne var mange, som virkelig havde sat sig ind i tingene og som havde en ægte passion for sporten. Efter ca. 2 timers hyggeligt samvær blev mødet hævet, og resten af aftenen var til fri disposition.
McLarens imponerende motorhome. Copyright Jens Hvas
Søndag. Raceday. Nu var det alvor. Stemningen i bussen var næsten elektrisk, og lad mig bare afsløre, at vi fik et helt fantastisk race at se. Jeg vil ikke i denne artikel bruge spalteplads på at analysere eller berette om løbet i sig selv – det har vi gjort i en tidligere artikel – men der var bred enighed om, at det løb indeholdt ALT, hvad man som tilskuer kunne forlange. Et kraftigt regnskyl umiddelbart før starten på løbet vendte op og ned på strategierne, og vi fik både dramatiske afkørsler, fantastiske overhalinger og spænding for alle pengene. På hjemturen i bussen var der bred enighed om, at Daniel Ricciardos sejr var helt fortjent, og det eneste vi manglede for at gøre dagen helt perfekt, var et point eller to til Kevin Magnussen. Sådan gik det desværre ikke – Kevin sluttede løbet på P 12 – men vi havde fået et helt fantastisk race serveret.
Et kig på Kevins dækbeholdning til weekenden på Hungaroring. Copyright Jens Hvas
Niki Lauda. Copyright Jens Hvas
Søndag aften bød igen på et fælles arrangement. Rapido Travel havde på forhånd booket en dansktalende guide til os, og Frederik og jeg fik det arrangeret således, at hun tog os med på en spændende bustur rundt i Budapest, hvor byens dramatiske historie og største seværdigheder blev præsenteret for os. Endnu engang blev vi overvældede over, hvor meget Budapest har at byde på, og hvor flot og imponerende byen tager sig ud. Busturen sluttede i byens centrum, hvorfra gæsterne i mindre grupper søgte ud i byen for at finde et sted at indtage aftensmaden. En helt igennem fantastisk og underholdende dag var ved at nå sin afslutning.
Mandag stod i hjemrejsens tegn, og der blev naturligvis diskuteret og fulgt op på de seneste nyheder og historier ovenpå gårsdagens race. Igen foregik flyveturen via en mellemlanding i Warszawa, inden vi kl. ca. 22 igen landede i Kastrup.
Fernando Alonso i paddocken på Hungaroring. Copyright Jens Hvas
Som vi tidligere har berettet om, er det lykkede BMF1 at blive akkrediteret af FIA, således at vi fremadrettet har presseadgang til ethvert Formel 1 løb. Dette blev naturligvis også udnyttet ved denne lejlighed, hvor undertegnede tilbragte en stor del af tiden i paddocken, hvor man kommer helt tæt på teams, biler og kørere. Det lykkedes at få nogle ord ud af både Kevin og Red Bulls danske mekaniker Ole Schack, og det var i det hele taget en kæmpe oplevelse at se, hvordan kørerne agerer bag kulisserne. Der blev også taget en hel del fotos, hvoraf en del har fundet vej til denne artikel. Gennem hele weekenden havde vi også fornøjelsen af både Marco Sørensen og Nicki Thiim, som begge optrådte i en af supportklasserne til Formel 1, Marco i GP2 og Nicki i Porsche Supercup. Jeg havde lejlighed til at hilse på dem begge i paddocken, og de var begge meget begejstrede og taknemmelige for den store opbakning og interesse fra de mange danske fans.
Nicki Thiims Porsche Supercup racer på Hungaroring. Copyright Jens Hvas
Marco Sørensens GP2 racer i garagen på Hungaroring. Copyright Jens Hvas
Marco Sørensen i hård kamp i GP2. Copyright Jens Hvas
Frederik og jeg vil gerne takke de deltagende gæster for hyggeligt samvær og god ro og orden. Det var en udsøgt fornøjelse at lære jer at kende og at få lov at dele denne oplevelse med jer. Tak til Rapido Travel for et veltilrettelagt program og en stor oplevelse, som absolut tåler en gentagelse.
/jh