Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 5/8 2014 klokken 11:08
BayernLB var tilfredse med den kompensation på 25 millioner €, som Bernie Ecclestone var villig til at betale banken for at indgå et forlig, men det var bare ikke nok til at stoppe rettens beskyldning om bestikkelse.
Tidligere i dag blev bestikkelsessagen ført af de tyske myndigheder dog endeligt lukket, efter at Bernie Ecclestone indvilligede i at betale yderligere 75 millioner € til den tyske stat i et nyt forlig.
Det betyder, at Bernie Ecclestone nu er sluppet for en lang og opslidende retssag ved at købe sig ud af beskyldningerne for intet mindre end 100 millioner €, svarende til omkring 745 millioner Danske Kroner.
Ecclestone har hele tiden erklæret sig uskyldig i sagen, mens den tidligere BayernLB ansatte, Gerhard Gribkowsky, er blevet dømt for at modtage bestikkelse og sendt i fængsel i 8½ år.