Vi er efterhånden godt og vel på den anden side af sommerferien, men endnu har hverken Jenson Button eller Kevin Magnussen fået klarhed over, om de også næste år er en del af McLarens planer. Det er ikke, fordi det skorter på rygter og historier om diverse kørerskifter, og den nyligt ophedede kamp mellem Lewis Hamilton og teamkammeraten Nico Rosberg har kun bidraget yderligere til at blande kortene. Selvom McLaren gang på gang roser begge sine nuværende kørere, er teamchef Eric Boullier ikke parat til at skrive under på nye kontrakter endnu. Det afslører han overfor ’ESPN’.
McLarens EricBoullier. Copyright McLaren Media
”Jeg erkender, at det er en usædvanlig situation, fordi vi nu er ved udgangen af august uden at have forpligtet os,” siger Boullier således. ”Vi arbejder på en strategi for vores kører line-up for de næste år. Det er vigtigt at pointere, at det drejer sig om flere år, vi kigger 3 eller måske 5 år frem i tiden.”
Teamchefen lægger ikke skjul på, at Ron Dennis har meget at skulle have sagt i denne sag, og den magtfulde indehaver har da også tidligere udtalt, at han er i færd med at udarbejde en langsigtet plan for at bringe det tidligere så sejrsvante team tilbage til toppen af Formel 1. Nu holder han så sine kørere hen, måske for at afvente, at mere attraktive kørere skal træffe en beslutning om deres fremtid.
Eric Boullier udtaler: ”Det er sandt, at vi fordi Ron kun har været tilbage siden januar, og jeg er relativ ny i teamet, har udbedt os lidt mere tid, end det måske er nødvendigt, men vi har råd til at tage os den tid. Selvom det er ubehageligt for kørerne, hvilket jeg godt kan forstå, så er vi nødt til at have teamets bedste for øje.”
Ron Dennis. Copyright McLaren Media
Eric Boullier fortsætter i dette interview med at rose både Kevin og Button for deres indsats i denne sæson, men det er altså ikke nok til nødvendigvis at sikre dem en forlængelse.
”De har gjort det bedre, end man kunne forvente. For det første fordi vi ikke gav dem en tilstrækkeligt god bil, og det er klart, at en dårlig bil også er sværere at køre. Så vi arbejder hårdt på at forbedre vores ydeevne hurtigst muligt. Når det kommer til selve kørslen, så synes jeg, at begge kørere har gjort det fremragende. Kevin kom på podiet i sit første løb, og han har derefter været gennem nogle hændelser, som alle sammen er en del af hans læreproces. Jenson er super professionel, og han har fået det optimale ud af bilen, synes jeg.”
Kevin Magnussen og Jenson Button. Copyright McLaren Media
Vi kommer altså til at holde vejret lidt endnu, før vi ved, om Kevin også får lov at sætte sig i en McLaren racer næste år. Vi krydser fingre for, at han kan abstrahere fra det, når han næste gang sætter sig i raceren, så han kan levere en lige så god indsats på Monza, som han gjorde på Spa i den forgangne weekend.