Garanti: DAS-balladen (og meget andet) blusser op igen

I ly af Corona-krisen har kontroversen omkring Mercedes’ såkaldte DAS-system ligget i dvale, men i forbindelse med Østrigs GP, er den vågnet igen. Nu også med Racing Point som deltager.

Mercedes testdag 2 . Copyright Mercedes

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 2/7 2020 klokken 11:07

I forbindelse med vintertesten i Barcelona tidligere på året afslørede onboard-videoer fra Lewis Hamiltons Mercedes-racer, at fabrikken havde opfundet en ny type forhjulsophæng, hvor køreren kan ændre på bilens såkaldte toe-out (forhjulenes spredning) samt forhjulenes camber (hjulenes negative/positive hældning udad/indad fra oven) under kørslen ved enten at trække eller skubbe i rattet.

Læs mere om de tekniske detaljer i denne artikel.

Mercedes kalder opfindelsen for Dual Axis Steering (blandt venner DAS), men uanset hvor genial teknikaliteten end måtte være, affødte den store øjne og protester fra konkurrenterne.

Det samme skete, da tæppet blev trukket af Racing Points Mercedes W10-inspirerede RP20-model, som kritikere (de konkurrerende teamchefer) omgående kaldte en Mercedes-kopi.

Endelig var der Ferraris kontroversielle aftale med FIA omkring fabrikkens nye såkaldte ‘fuel flow”-system, som afstedkom en storm af protester om hemmelighedskræmmeri og lokumsaftaler mellem italienerne of FIA.

Christian HornerChristian Horner
Copyright BMF1


Hvis spændingen på banen måtte udeblive, kan det garanteres, at den vil fortsætte uden for banen. Det lover Red Bulls teamchef, Christian Horner, i et interview med Autosport.

“Selvfølgelig. Det er jo Formel 1, så det vil dukke op igen,” lovede teamchefen.

“Det er jo konkurrenceorienterede teams, konkurrenceorienterede dyr - og så snart de begynder at køre… så bliver der sat en masse spørgsmålstegn omkring Mercedes’ DAS, Racing Point og hvem der ellers måtte være på agendaen,” lød det fra Horner.

Det ligger i Formel 1s DNA, at ingeniørerne konstant går til grænserne i bestræbelserne på at vinde en tiendedel sekund per omgang. Det er dog stadig uvist, hvor stor betydning Mercedes, Racing Point eller Ferraris opfindelser kommer til at betyde i forhold til bilernes performance.

Én ting er dog helt sikker: ingeniørernes opfindelser vil både blive udfordret eller kopieret af konkurrenterne.

Sæsonens første grandprix bliver kørt på Red Bull Ring i Spielberg, Østrig, den kommende weekend d. 5. juli.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Alfa Romeo er klar til kamp Horner: Har ikke haft så meget selvtillid siden 20 »