- Forside
Legender: Juan Manuel Fangio
"Fangio er på et meget højere plan end jeg selv. Det han gjorde står for sig selv, og det han har opnået er unikt. Man kan ikke tage en personlighed som Fangio´s og sammenligne den med nogen idag. Der er slet ingen sammenligning" - Michael Schumacher
Af: (@bmf1.dk) d. 26/11 2006 klokken 15:11
Juan Manuel Fangio er af mange blevet betragtet som den største kører gennem tiderne. Han gennemførte 7 fulde Formel 1 sæsoner, og vandt verdensmesterskabet i de 5(med 4 forskellige teams) og blev nummer 2 i de resterende sæsoner. I 51 løb startede han fra forreste række de 48 gange, 29 gange fra pole. 35 gange nåede han podiet og 24 gange stod han øverst.
Så tallene taler for sig selv. Siden Fangio har verdens bedste Formel 1 kørere konstant søgt at måle sig med denne ekstraordinære, talentfulde og utroligt dygtige kører.
Fangio gjorde det med stil, mod og en særlig form for ærefuld tilgang til sporten, der ikke er set før eller siden. I sandhed en legende.
Juan Manuel Fangio på Nürburgring
Juan Manuel Fangio blev født i en lille støvet by, Balcarce i Argentina i 1911 af fattige italienske immigranter. Forældrene, som stammede fra Abruzzi-regionen i Italien, arbejdede hårdt for at få mad på bordet til alle seks børn, 3 piger og 3 drenge. Senere i livet krediterede Fangio sine forældre for sin indstilling til livet og arbejdet. En tro på Gud og en ære i arbejdet. Ærlighed, disciplin, respekt for andre og integritet var nøgleordene for Fangio gennem hele hans liv.
Da han var kun 11 år startede han som mekaniker. Et job han beholdt i gennem næsten fire årtier. Da han var 18 år, deltog han i sit første motor-væddeløb i en Ford taxa. Senere deltog han i selvbyggede biler i de næsten umenneskelige lange løb i Syd-Amerika, som kunne vare op til flere uger. Disse løb var så hårde at flere deltagere blev dræbt. Et løb, som han vandt i 1940, var Gran Premio del Norte. Et næsten 10.000 kilometer langt løb, fra Buenos Aires, op gennem Andes bjergene til Peru og tilbage igen. Det tog 2 uger og der var løb hver dag. Mekanikere var forbudt, så alle reparationer skulle udføres af føreren eller co-driveren. E
Efter mange succeser i hjemlandet, i ombyggede amerikanske biler, fik Fangio et sponsorat af den argentinske regering og blev i 1949, 37 år gammel, sendt til Europa for at køre væddeløb, så han kunne fortsætte karrieren efter Anden Verdenskrig. Med sig tog han en enorm mængde teknisk viden, en udbredt konkurrence-mentalitet og en tørst efter sejr.
Juan Manuel Fangio, Monza, Mercedes W196 1955
Juan Manuel Fangio var halvskaldet, lavstammet og havde skæve ben der buede udad. Alligevel havde hans personlige udstråling en nærmest magnetisk tiltrækning på det modsatte køn. Han blev aldrig gift, men havde dog et næsten 20 år langt forhold. I 1958 blev han en endnu større international berømthed, da hans liv tog en bizar vending. I Cuba blev han kidnappet af Fidel Castros revolutionære bevægelse, for at tiltrække opmærksomhed omkring deres sag. Som det var tilfældet med alle der mødte ham, charmerede han alt og alle og blev snart løsladt igen, uden en skramme.
I Europa opdagede Fangio, at Formel biler var en helt anden type bil end han havde været vant til. Men hans enorme tekniske kunnen og evner til at køre, gjorde ham kun endnu bedre. Fangio kunne angibe et sving, så det så ud til at han ville skride ud eller endog vælte, men en kombination af spektakulære, kontrollerede udskridninger og en frygtløs indstilling, gjorde det til en fryd for publikum der elskede denne aggresive, men yderst underholdende racerkører.
Og bilerne selv var ikke de tekniske vidundere vi ser i dag. De var meget tunge og utroligt svære at håndtere. Banerne var ofte ikke mere end en pløjemark, med ujævn overfalde og masser af bump og farlige sving. Men Fangios brilliante kontrol, hans store fysiske styrke og en helt unik udholdenhed, gjorde at han blev kendt som et unikum i en sport der kun lige var født.
Juan Manuel Fangio og Stirling Moss på Monza
Fangio fik sit første job i Formel 1 i en Alfa Romeo, side om side med Guiseppe Antonio Farina, den første verdensmester. Selv om han endte 1950 sæsonen på anden pladsen, var terningerne kastet. I 1951 vandt Fangio sin første af ialt 5 titler. 1952 var et skæbne år for den argentinske kører. Han havde lovet at stille op til løb i Monza umidelbart efter et løb i Belfast, men på grund af dårlige fly-og togforbindelser, måtte han køre hele natten fra Paris. Han nåede at ankomme kun en halv time før starten på løbet. Han startede bagerst og han lavede en sjælden fejl, der fik Maseratien han kørte i, til at skride voldsomt ud. På grund af ekstrem træthed, var hans reaktioner ikke så hurtige og det lykkedes ikke at rette bilen op. Den ramte en jordbunke og vendte rundt i luften. Fangio blev kastet ud af bilen, ramte jorden og brækkede nakken og svævede mellem liv og død de næste par timer. I 1953 vendte Fangio tilbage til Maserati og endte sæsonen på en samlet 2.plads.
Juan Manuel Fangio, i MaseratiF250. Tysklands GP 1957
I 1954 skiftede han til Mercedes og vandt 8 ud af 12 mulige. Dermed sikrede han sig sit andet verdensmesterskab. dette var begyndelsen til 4 titler i træk. Et af de mest berømte løb var i 1957, da Fangio deltog i det tyske Grand Prix. Han både elskede og frygtede Nürburgring, og på trods af en Maserati der var for langsom, lykkedes det Fangio at komme helt fra den bagerste del af feltet og overhale de to førende Ferrarier. Hans virtousitet imponerede de øvrige kørere.
Sjældent blev der ytret negative ord om denne gentleman i motorsportens fuldblodsklasse, men Enzo Ferrari kritiserede ham for i 1956 at have den frækhed at forlade Ferrari efter endnu et mesterskab til fordel for ærkefjenden Maserati. Fangio var ikke loyal overfor noget bilmærke, men sørgede altid for at han kørte i den bedste bil. Stirling Moss, som var team kollega med Fangio i 1955 i Mercedes, er hurtig til at pointere hvorfor Fangio (som vandt mesterskaber med Alfa Romeo, Mercedes(to gange), Ferrari og Maserati)altid havde den bedste bil. "Fordi han var den bedste kører!. Den billigste måde at blive et succesfuldt Grand Prix team på, var at hyre Fangio".
Juan Manuel Fangio var både en teamplayer og en teamleder. Han var ofte at finde i garagen, hvor han opfandt en unik skruenøgle eller strammede en skrue dér og løsnede en bolt hér.
Mekanikerne fik også glæde af mesteren. Op til et ikke nærmere bestemt løb, havde han sagt, at hvis de vandt, ville hver mekaniker få 10 procent af præmien.
De få gange han ikke havde den bedste bil eller materiellet ikke levede helt op til standarden, lykkedes det alligevel for Fangio at få det bedste ud af situationen. Et eksempel er løbet på Nürburgring i 1957, af mange og i særdeleshed af Stirling Moss, udnævnt til det bedste løb i Formel 1 historien.
Fangio havde tabt næsten et minut efter et katastrofalt pitstop i sin Maserati, til Mike Hawthorn og Peter Collins´ Ferrarier, alligevel lykkedes det mesteren at kaste sin bil rundt i svingene, sætte ny banerekord og banke de to engelske opkomlinge tilbage på henholdsvis en anden og tredje plads.
Juan Manuel Fangio, 1957, Maserati 250F, Rouen. Mesterens sidste løb
Det sidste løb i karrieren, det franske Grand Prix, sluttede han som nummer fire. Maseratien var ikke hurtig nok den dag og var ved at blive overhalet af Mike Hawthorn. Som tegn på respekt for Maestro, bremsede Hawthorne ned og lod Fangio køre foran ham til mållinien. Da han steg ud af sin bil, sagde han kort til sine mekanikere: "Det er slut".
Det episke løb på Nürburgring i 1957, der sikrede ham hans femte titel, var hans sidste sejr. Træt og også ked af det, fordi så mange af hans samtidige havde mistet livet(over 30 kørere havde mistet livet i gennem hans karriere), trak Juan Manuel Fangio sig tilbage.
Hans fem titler stod urørt i næsten fem årtier, og hans historie er om en legende der aldrig vil blive glemt.
The Maestro døde i 1995, 84 år gammel, i Argentina.
Så tallene taler for sig selv. Siden Fangio har verdens bedste Formel 1 kørere konstant søgt at måle sig med denne ekstraordinære, talentfulde og utroligt dygtige kører.
Fangio gjorde det med stil, mod og en særlig form for ærefuld tilgang til sporten, der ikke er set før eller siden. I sandhed en legende.
Juan Manuel Fangio på Nürburgring
Juan Manuel Fangio blev født i en lille støvet by, Balcarce i Argentina i 1911 af fattige italienske immigranter. Forældrene, som stammede fra Abruzzi-regionen i Italien, arbejdede hårdt for at få mad på bordet til alle seks børn, 3 piger og 3 drenge. Senere i livet krediterede Fangio sine forældre for sin indstilling til livet og arbejdet. En tro på Gud og en ære i arbejdet. Ærlighed, disciplin, respekt for andre og integritet var nøgleordene for Fangio gennem hele hans liv.
Da han var kun 11 år startede han som mekaniker. Et job han beholdt i gennem næsten fire årtier. Da han var 18 år, deltog han i sit første motor-væddeløb i en Ford taxa. Senere deltog han i selvbyggede biler i de næsten umenneskelige lange løb i Syd-Amerika, som kunne vare op til flere uger. Disse løb var så hårde at flere deltagere blev dræbt. Et løb, som han vandt i 1940, var Gran Premio del Norte. Et næsten 10.000 kilometer langt løb, fra Buenos Aires, op gennem Andes bjergene til Peru og tilbage igen. Det tog 2 uger og der var løb hver dag. Mekanikere var forbudt, så alle reparationer skulle udføres af føreren eller co-driveren. E
Efter mange succeser i hjemlandet, i ombyggede amerikanske biler, fik Fangio et sponsorat af den argentinske regering og blev i 1949, 37 år gammel, sendt til Europa for at køre væddeløb, så han kunne fortsætte karrieren efter Anden Verdenskrig. Med sig tog han en enorm mængde teknisk viden, en udbredt konkurrence-mentalitet og en tørst efter sejr.
Juan Manuel Fangio var halvskaldet, lavstammet og havde skæve ben der buede udad. Alligevel havde hans personlige udstråling en nærmest magnetisk tiltrækning på det modsatte køn. Han blev aldrig gift, men havde dog et næsten 20 år langt forhold. I 1958 blev han en endnu større international berømthed, da hans liv tog en bizar vending. I Cuba blev han kidnappet af Fidel Castros revolutionære bevægelse, for at tiltrække opmærksomhed omkring deres sag. Som det var tilfældet med alle der mødte ham, charmerede han alt og alle og blev snart løsladt igen, uden en skramme.
I Europa opdagede Fangio, at Formel biler var en helt anden type bil end han havde været vant til. Men hans enorme tekniske kunnen og evner til at køre, gjorde ham kun endnu bedre. Fangio kunne angibe et sving, så det så ud til at han ville skride ud eller endog vælte, men en kombination af spektakulære, kontrollerede udskridninger og en frygtløs indstilling, gjorde det til en fryd for publikum der elskede denne aggresive, men yderst underholdende racerkører.
Og bilerne selv var ikke de tekniske vidundere vi ser i dag. De var meget tunge og utroligt svære at håndtere. Banerne var ofte ikke mere end en pløjemark, med ujævn overfalde og masser af bump og farlige sving. Men Fangios brilliante kontrol, hans store fysiske styrke og en helt unik udholdenhed, gjorde at han blev kendt som et unikum i en sport der kun lige var født.
Fangio fik sit første job i Formel 1 i en Alfa Romeo, side om side med Guiseppe Antonio Farina, den første verdensmester. Selv om han endte 1950 sæsonen på anden pladsen, var terningerne kastet. I 1951 vandt Fangio sin første af ialt 5 titler. 1952 var et skæbne år for den argentinske kører. Han havde lovet at stille op til løb i Monza umidelbart efter et løb i Belfast, men på grund af dårlige fly-og togforbindelser, måtte han køre hele natten fra Paris. Han nåede at ankomme kun en halv time før starten på løbet. Han startede bagerst og han lavede en sjælden fejl, der fik Maseratien han kørte i, til at skride voldsomt ud. På grund af ekstrem træthed, var hans reaktioner ikke så hurtige og det lykkedes ikke at rette bilen op. Den ramte en jordbunke og vendte rundt i luften. Fangio blev kastet ud af bilen, ramte jorden og brækkede nakken og svævede mellem liv og død de næste par timer. I 1953 vendte Fangio tilbage til Maserati og endte sæsonen på en samlet 2.plads.
Juan Manuel Fangio, i MaseratiF250. Tysklands GP 1957
I 1954 skiftede han til Mercedes og vandt 8 ud af 12 mulige. Dermed sikrede han sig sit andet verdensmesterskab. dette var begyndelsen til 4 titler i træk. Et af de mest berømte løb var i 1957, da Fangio deltog i det tyske Grand Prix. Han både elskede og frygtede Nürburgring, og på trods af en Maserati der var for langsom, lykkedes det Fangio at komme helt fra den bagerste del af feltet og overhale de to førende Ferrarier. Hans virtousitet imponerede de øvrige kørere.
Sjældent blev der ytret negative ord om denne gentleman i motorsportens fuldblodsklasse, men Enzo Ferrari kritiserede ham for i 1956 at have den frækhed at forlade Ferrari efter endnu et mesterskab til fordel for ærkefjenden Maserati. Fangio var ikke loyal overfor noget bilmærke, men sørgede altid for at han kørte i den bedste bil. Stirling Moss, som var team kollega med Fangio i 1955 i Mercedes, er hurtig til at pointere hvorfor Fangio (som vandt mesterskaber med Alfa Romeo, Mercedes(to gange), Ferrari og Maserati)altid havde den bedste bil. "Fordi han var den bedste kører!. Den billigste måde at blive et succesfuldt Grand Prix team på, var at hyre Fangio".
Juan Manuel Fangio var både en teamplayer og en teamleder. Han var ofte at finde i garagen, hvor han opfandt en unik skruenøgle eller strammede en skrue dér og løsnede en bolt hér.
Mekanikerne fik også glæde af mesteren. Op til et ikke nærmere bestemt løb, havde han sagt, at hvis de vandt, ville hver mekaniker få 10 procent af præmien.
De få gange han ikke havde den bedste bil eller materiellet ikke levede helt op til standarden, lykkedes det alligevel for Fangio at få det bedste ud af situationen. Et eksempel er løbet på Nürburgring i 1957, af mange og i særdeleshed af Stirling Moss, udnævnt til det bedste løb i Formel 1 historien.
Fangio havde tabt næsten et minut efter et katastrofalt pitstop i sin Maserati, til Mike Hawthorn og Peter Collins´ Ferrarier, alligevel lykkedes det mesteren at kaste sin bil rundt i svingene, sætte ny banerekord og banke de to engelske opkomlinge tilbage på henholdsvis en anden og tredje plads.
Det sidste løb i karrieren, det franske Grand Prix, sluttede han som nummer fire. Maseratien var ikke hurtig nok den dag og var ved at blive overhalet af Mike Hawthorn. Som tegn på respekt for Maestro, bremsede Hawthorne ned og lod Fangio køre foran ham til mållinien. Da han steg ud af sin bil, sagde han kort til sine mekanikere: "Det er slut".
Det episke løb på Nürburgring i 1957, der sikrede ham hans femte titel, var hans sidste sejr. Træt og også ked af det, fordi så mange af hans samtidige havde mistet livet(over 30 kørere havde mistet livet i gennem hans karriere), trak Juan Manuel Fangio sig tilbage.
Hans fem titler stod urørt i næsten fem årtier, og hans historie er om en legende der aldrig vil blive glemt.
The Maestro døde i 1995, 84 år gammel, i Argentina.