• Forside

Legender: Mike Hawthorn

Mike Hawthorn Verdensmester 1958 Stor, festlig, glad og damernes ven. Mike Hawthorn var indbegrebet af britisk charme, stil og livsglæde. Englands første verdensmester opnåede det hele, men betalte den ultimative pris.

Af: (@bmf1.dk) d. 11/12 2006 klokken 22:12

Mike Hawthorn levede efter parolen; lev stærkt og dø ung. Han var en stor mand med store armbevægelser og kørte næsten altid væddeløb med et kæmpe grin og en butterfly om halsen. Han var konstant på jagt efter at have det sjovt og motorsporten var endnu en måde han kunne fornøje sig på. Da hans hobby også blev hans levebrød, festede han ligeså hårdt som han kørte. Dog var hans karriere langt fra perfekt. Der var tragedier, skandaler og personlige nederlag. Da Hawthorne nærmede sig sin karrieres slutning, syntes han at det ikke var sjovt længere. Andre kørere var større verdensmestre end Hawthorn, men sjældent har man set en mere farverig personlighed.

Mike Hawthorn, Ferrari 553, 1954 Petralbes

Det er meget sandsynligt, at hvis Mike Hawthorn var blevet født bare et årti tidligere, ville han være blevet Spitfire pilot og kæmpet med i Slaget om England. I stedet for gjorde forskellige begivenheder i hans tidlige år, at han valgte motorstporten og blev den første britiske verdensmester.

To år efter Mike blev født 29. april 1929, købte hans far, Leslie, en garage tæt på Brooklands banen i Farnham, Surrey, hvor han havde kørt motorcykel væddeløb før Anden Verdenskrig. Inspireret af stemningen i garagen og fordi den lå så tæt på Brooklands, meddelte den kun 9 år gamle Mike, at han ville være racerkører.

Mike Hawthorn gik på en fornem folkeskole og senere fulgte studier på Chelsea Tekniske college. Derefter en lærlingeplads hos en bil fabrikant og det var faderens håb, at den unge Mike ville fortsætte i garagen. Alligevel kunne Leslie Hawthorn se at sønnen hellere ville køre væddeløb og derfor opfordrede han Mike til at forfølge sin drøm. han klargjorde motorcykler og senere biler, som Mike så kørte i lokale konkurrencer. Mike blev også hurtigt en kendt person i det omringliggende landskab, hvor han og hans venner var kendte eller rettere berygtede for at samle unge piger op og drikke godt med øl til på de lokale pubber. I 1950 begyndte han at vinde forskelige løb i en lille Riley sportsvogn, som hans far havde købt til ham. Bare 3 år senere kørte "The Farnham Flyer", som han blev kaldt, Formel 1 for Enzo Ferrari.

Mike Hawthorn, Ferrari 801, Nürburgring 1957

Hans kometkarriere fra klub kører i små lokale løb til Grand Prix deltager, skete på bare én eftermiddag, men en eftermiddag der ville sikre ham en plads i rækkerne blandt de største. I 1952 på Goodwood banen, blev der afholdt et påskeløb og bilen var en et-sædet Formel 2 Cooper-Bristol. Den var venligst udlånt af en familieven og det var Hawthorns første løb i en enkelt sædet bil. Modstanderne var bestemt ikke nybegyndere som Hawthorn. Froilan Gonzales og Juan Manuel Fangio var allerede store navne i Formel 1.
Mike vandt Formel 2 løbet fra pole, og vandt ligeledes i Formel Libre. Hovedløbet, med rigtige Formel 1 biler, dog ikke et Formel 1 løb, sluttede med en sensationelt 2. plads.

Ser vi bort fra de imponerende resultater et øjeblik, så var Mike Hawthorn et specielt syn, når denne store mand, 188 cm, sad der i sin lille Cooper. Hele overkroppen stak op af siddebrønden og albuerne stak ud til siden, blafrende i vinden, hovedet ret fremad som en angribende tyr med hagen først. Før Goodwood havde han altid kørt i sit hverdagstøj som normalt bestod af en sportsjakke og slips, men slipset kom ofte i vejen for hans udsyn og til debuten i enkelt sædet bil, skiftede han til hvid kedeldragt og en butterfly, som blev hans varemærke.

Mike og hans far syntes at resultaterne på Goodwood var så flotte, at de besluttede, at Mike skulle fortsætte resten af 1952 sæsonen i Formel 1, i sin lille Cooper. Det var en sæson der var domineret fuldstændig af Alberto Ascari, men en fjerdeplads i Belgien, en tredjeplads i England og endnu en fjerdeplads i Holland, betød at Mike sluttede sæsonen på en imponerende fjerdeplads. Enzo Ferrari havde set nok og hyrede Hawthorne til 1953.

Mike Hawthorn, Ferrari Dino 246, Ain Diab 1958

Hans eneste Formel 1 sejr i sin første Formel 1 sæson blev højdepunktet i Mike Hawthorns karriere. I et klassisk fransk Grand Prix i Reims, kørte Hawthorn sin Ferrari til sejr kun en håndsbredde foran den allerede legendariske Fangio. Da Mike indtog podiet og hørte tonerne til "God Save The Queen", brast han i gråd og blev omfavnet varmt af den altid galante Fangio, som senere kommenterede, at Hawthorn var "en flink ung mand, altid i godt humør".

For de franske fans blev Mike kendt som "Le Papillon" eller ganske enkelt butterfly´en, på grund af den karakteristiske sløjfe om halsen. Der var dog enkelte som mente at han levede at for udsvævende liv, med masser af vilde fester, druk og damejagt. Hjemme i England blev Hawthorn beskyldt for alverdens ting, som den utrættelige engelske presse støvede op. Blandt andet blev han beskyldt for at være militærnægter, men sandheden var at han var blevet kasseret på grund af en kronisk lever lidelse. Men rygtet blev hængende og det var svært at overbevise fok om andet. Ydermere blev hans arme og ben slemt forbrændt i en ulykke i et løb på Sicilien tidligt i 1954. Senere døde hans far i en bil ulykke.

Mike kom nogenlunde igennem det svære år 1954 med en sejr i det spanske Grand Prix., men så forlod han Ferrari og kørte i to sæsoner for BRM og Vanwall, som slet ikke havde samme hurtighed som de andre konkurrenter. Det var i denne periode at hans eneste sejr i 1955 kom. I det Le Mans løb, som altid vil stå som et sort kapitel i motorsportens historie. Mike kørte Jaguar blev først beskyldt for at have været årsag til at en Mercedes kørte af vejen, ind i publikum og dræbte 80 mennesker. Selvom det senere blev tydeligt for alle at han intet havde med ulykken at gøre, blev den sorte sky hængende over ham for altid. Han afskyede den brutale side af motorsporten og det stod i skærende kontrast til hans livlige, festglade og frembrusende personlighed.

Mike Hawthorne, Ferrari Dino 246, Silverstone 1958

Skyerne løftede sig dog i 1957, da Hawthorn vendte tilbage til Ferrari, hvor han blev sat sammen med team kollega Peter Collins, som også var et livsstykke uden lige. Collins var en ligeså flot mand som Hawthorn og elskede også at jagte damer, drikke og køre stærkt. De blev hurtigt bedste venner og var kendte for at begå "practical jokes" med andre kørere, startede madkampe på de hoteller de overnattede eller sad og sang på balkonen til langt ud på natten, arm i arm. De kørte så hårdt som de festede, lo når de stod ansigt til ansigt med døden og kastede deres Ferrari´er rundt i kurverne som var der ingen morgendag.

Det var lige før at Mike Hawthron ikke blev verdensmester i 1958. På den legendariske Nürburgring kom hans team kollega Peter Collins ud for en ulykke, der havde fatale følger. Collins´ død ødelagde næsten Mike og han blev bitter og desillusioneret. Der skulle meget overtalelse til før han endelig sagde ja til at afslutte 1958 sæsonen. Bare et point skilte ham og Stirling Moss, selvom Moss havde vundet fire løb. Det var en realitet: Mike Hawthorn var verdensmester.

Mike Hawthorn havde tabt sit hjerte til en skøn fotomodel, Jean Howarth, og i slutningen af 1958, meddelte han, at han stoppede som aktiv kører. Han fortsatte dog med at køre stærkt på vejene i og omkring Farnham, og den 22. januar 1959 skred hans Jaguar ud i et skarpt sving og Mike Hawthron var død. Han blev 29 år.