- Forside
Legender: Emerson Fittipaldi
Verdensmester 1972 og 1974. Han blev den yngste verdensmester nogensinde og holdt denne titel i mere end 30 år. Måden han vandt på, var resultatet af en række begivenheder, der sendte en meget ung kører, uden nogen egentlig erfaring, ud i den dybe ende af bassinet fra start.
Af: (@bmf1.dk) d. 11/2 2007 klokken 13:02
På toppen af sin karriere - det tog ham kun et år at komme fra ingenting til toppen i Formel - til nedtur.
Et katastrofalt karriereskift, der trak ham helt ned og efterlod stort set ingen rester af den tidligere verdensmester.
Men Emerson Fittipaldi rejste sig og blev en inspiration for mange kommende kørere, ikke mindst de unge brasilianske piloter, der siden fulgte i hans kølvand.
Emerson Fittipaldi blev født den 12. december 1946, og er den yngste søn af den prominente brasilianske motorsportsjournailst og kommentator Wilson Fittpaldi og hans hustru Juzy.
Emerson var opkaldt efter den amerikanske forfatter og filosof Ralph Waldo Emerson, en mand hans far beundrede meget.
Emerson Fittipaldi, Lotus, England 1970
Begge Emersons forældre havde deltaget i motorløb i Brasilien efter krigens afslutning, og det er ikke så underligt, at både ham selv og den ældre bror Wilson jr., blev entusiastiske motorsportsfans.
Men da brødrene ville køre selv, var faren modvillig til at finansiere deres passion. Det behøvede han nu heller ikke, for det viste sig at de begge havde et stort forretningstalent.
De begyndte med at udvikle et rat, i første omgang et rat som Emerson udviklede til moderens bil. Herefter tog tingene fart, og snart havde brødrene en ganske succesfuld virksomhed, som solgte reservedele til speciel-byggede biler. De var stort set ikke andet end store drenge på dette tidspunkt.
De begyndte samtidig at køre motorcykler og deltog i enkelte løb rundt omkring, men det var ikke lige det de søgte. Så de opfindsomme drenge besluttede at bygge deres egne go-karts - Fittipaldi Karts.
Emerson Fittipaldi, Lotus, Italien 1971
Det viste sig hurtigt at være en ganske god ide, for de vandt næsten alle løb, som de stillede op i. Emerson var dog den mest succesfulde, og da han var 18 år gammel, blev han brasiliansk go-kart mester.
I 1967 ledte drengene efter nye udfordringer, og begyndte at bygge Formel V-biler, som havde motorer fra Volkswagen. Også her satte de sig bag rattet og deltog i årets mesterskab. Også denne gang var Emerson den hurtigste af de to brødre, og han vandt det brasilianske mesterskab.
Emersons hurtige succes og hans imponerende resultater betød, at han måtte opgive ideen om en ingeniøruddannelse og i stedet forfølge drømmen om at køre i udlandet. Brasilien var ikke stort nok til ham, og England var motorsportens hjemland.
Emerson Fittipaldi, Argentina 1972
Han rejste til England i 1969 med drømmen om at overbevise en teamejer om sit talent indenfor tre måneder. Han var alene og var ude af stand til at tale andet end portugisisk. Han havde sparet penge op til at købe en Formel Ford, og så gik det stærkt.
I Formel Ford beviste den unge kører, at han kunne præstere. Ikke lang tid efter sin ankomst til Europa, begyndte han at vinde og hurtigt avancerede han til Formel 3. Her gik det også fantastisk.
Han var om muligt endnu bedre i Formel 3. Det gik slag i slag for det store talent, og det fik de store drenge i klassen til at interessere sig for ham.
Året efter, i 1970, blev han opsøgt af Colin Chapman, den karismatiske og geniale teamejer af Lotus-teamet, som ville have ham til at køre sine biler i Formel 2 klassen. Han blev hurtigt en vinder, næsten som om det var det mest naturlige i verden.
Emerson Fittipaldi, Italien 1972
Han nåede dog ikke at vinde Formel 2 mesterskabet, men kun fordi Colin Chapman var så imponeret over den unge brasilianer, at han forfremmede Fittipaldi til tredjekører sammen med Jochen Rindt og John Miles. Dengang kørte man med tre kørere.
Forfremmelsen var ment som et yderligere skridt på vejen for en kører, der var på vej op ad karriere-stigen med meget lange skridt.
Hans Formel 1 debut kom på Brands Hatch i en gammel Lotus 49, hvor han sluttede som nummer 8. I det næste løb, det tyske, blev han nummer 4 og han kørte også et fint løb i Østrig. Men så kom det berygtede løb på Monza.
Teamet var fuld af forventninger, og Jochen Rindt førte mesterskabet. Emerson havde en uheldig dag på Monza. Han kørte af banen med meget høj fart, men var uskadt, omend noget rystet. Desværre var Rindt ikke så heldig.
Emerson Fittipaldi, McLaren M23, Brasilien 1974
Halvanden time inde i lørdagens træning, kørte Rindt galt og ramte barrieren. Hans liv stod ille til at redde og John Miles, som var dybt berørt af ulykken, forlod øjeblikkeligt Lotus og vendte aldrig tilbage til Formel 1.
Teamet var i opløsning, men Emerson tog byrden på sig, og var pludselig teamleder med kun tre løb bag sig. Det næste løb på kalenderen var det amerikanske på Watkins Glen, som han vandt.
Dermed sikrede han sig oprejsning for det uheldsramte team, men lige så vigtigt, så sikrede han, at Jochen Rindt vandt verdensmesterskabet posthumt, som den første og eneste kører i historien.
Emerson Fittipaldi
I 1971 blev Fittipaldi opfattet som manden der skulle redde Lotus, og sikre dem fortsat succes. Desværre udeblev det ventede mesterskab dette år, for Emerson og hans hustru på det tidspunkt, Maria Helena, var involveret i et grimt trafikuheld, da de kørte gennem Frankrig på vej hjem.
Ulykken var ikke hans skyld, og selvom hans skader var overfladiske, havde den rystet ham og skubbet hans fokus, så selvtilliden havde lidt et knæk.
1972 var året, hvor det hele faldt i hak. Lotus var den bedste bil og Emerson var i sit livs form. Han udnyttede materiellet til det absolut yderste, og alligevel så det let ud. Han vandt fem ud af tolv løb og fik samlet point nok sammen til at kunne kalde sig verdensmester i en alder af kun 25 år og 273 dage.
Emerson Fittipaldi, McLaren M23, Monaco 1975
Som kører var Fittipaldi en éner. Han havde en forsigtig måde at gribe tingene an på, samt en rolig og velovervejet kørestil. Han undgik at blive involveret i uheld, i hvert fald de mere alvorlige af slagsen, og hans analytiske evner gjorde ham til en stor taktiker og strateg.
I en sport fyldt med enorme egoer og superstjerner var han deres diametrale modsætning. Han var beskeden, veltalende og besad en form for afvæbnende selv-ironi og humor. Pressen såvel som publikum, elskede denne stille og rolige verdensmester, der havde nået toppen på rekordtid.
I 1973 startede Emerson året som verdensmester, og havde alle intentioner om at vinde endnu en titel. Chapmans mål for ´73, var at duplikere superteamet Graham Hill og Jim Clark, og til det formål hyrede han svenskeren Ronnie Peterson. Umiddelbart så det godt ud for Fittipaldi, der vandt både i Argentina og på hjemmebane i Brasilien.
Men fordi han også var med til at udvikle bilen sammen med Chapman, var fokus et andet sted og Peterson udkvalificerede ham gang på gang. Svenskeren havde ni poles, Emerson havde en. Peterson vandt fire løb, Emerson tre.
Men brasilianeren var mere konstant i sin kørsel og selvom en dum fejl i det franske GP, var et tydeligt bevis på det stadigt stigende pres - han prøvede at overhale Jody Scheckter, hvormed de begge kørte af banen - lykkedes det for Fittipaldi at slutte toer i VM-stillingen, efter Jackie Stewart.
Emerson Fittipaldi, McLaren M23, Spanien 1975
Da McLaren tilbød ham en stor pose penge og muligheden for at genvinde titlen i 1974, slog Emerson til. I sin McLaren M23, vandt brasilianeren i Brasilien, Belgien og Canada. Han kom på podiet yderligere fire gange og scorede point i hele ti løb den sæson.
Med tre point ned til Clay Regazzoni, kunne Fittipaldi løfte trofæet og kalde sig verdensmester for anden gang.
1975 var ligeledes et godt år for den brasilianske kører. Han kørte mod Niki Lauda i Ferrari og godt på vej til sit tredje mesterskab. Men Lauda var hurtigere. Sæsonen sluttede med en andenplads til Emerson og en titel til Lauda.
Godt for Ferrari, men slet ikke godt for Fittipaldi. Han forlod McLaren før sæsonen sluttede, og begav sig ud på et forretningseventyr, der sænkede hans karriere.
Emerson besluttede sig for at starte sit eget team op med broderen, Wilson jr. Dels på grund af loyalitet mod familien, dels af patriotisme. Teamet blev sponseret af den statsejede sukkergigant, Copersugar, som reelt ejede holdet.
Emerson Fittipaldi, Brasilien 1978
Wilson Fittipaldi, som havde haft et par sæsoner i en langsom Brabham, havde ikke forventet at deltage så aktivt i kørerrollen, som sin succesfulde yngre bror. Men selv Emerson kunne ikke løfte den tunge opgave det var, at lave et vinderteam ud af ingenting. Brødrene kæmpede for teamet, men de unge dages succes og magi var væk.
Copersugar var pinligt langsomme, og befandt sig konstant bagerst på gridden. I deres første fulde sæson, i 1976, scorede teamet kun tre point. I 1977 var det en anelse bedre med 11 point, men holdet var stadig langt fra drømmen.
Samme skuffende resultat i 1978, med 17 point og en samlet syvende plads. Teamets bedste resultat gennem fem sæsoner var en enkelt andenplads.
I 1980 stoppede pengene fra Copersugar, og selv et navneskifte til Fittipaldi Automotive, var ikke nok til at redde fordums gyldne tider.
Emersons vanlige smil og venlige gemyt, var væk. Han stoppede med at køre og koncentrerede sig i stedet om at lede teamet og søge sponsorater. Endelig, i 1982, bukkede teamet under med en dybt forgældet Emerson.
Emerson Fittipaldi, England 1980
Her kunne historien om en stor kører slutte. Men Emerson havde mere at byde på. I 1984 vendte han tilbage til motorsporten, denne gang i Indy Car-serien. Efter et par sæsoner, hvor han skulle akklimatisere sig, begyndte Emerson at vinde igen. Han vandt mesterskabet i 1989 og det berømte Indy 500 løb, så ham som vinder hele to gange.
I 1996 forulykkede han voldsomt i Michigan 500-løbet, og brækkede nakken. Mens han ventede på at komme sig, og komme tilbage til racing, var han involveret i endnu et frygteligt uheld. Brasilianerens fly styrtede ned nær gården i Brasilien. Han overlevede, stoppede karrieren og blev en genfødt kristen.
I 2005 fik publikum på Kyalami i Sydafrika en overraskelse. Emerson deltog i Grand Prix Masters løbet, og han sluttede som toer, lige efter Nigel Mansell.
Fittipaldi-navnet lever videre i Emerson´s nevø, den unge Christian Fittipaldi.
Vil du læse mere om Emerson Fittipaldi? Så klik her
Et katastrofalt karriereskift, der trak ham helt ned og efterlod stort set ingen rester af den tidligere verdensmester.
Men Emerson Fittipaldi rejste sig og blev en inspiration for mange kommende kørere, ikke mindst de unge brasilianske piloter, der siden fulgte i hans kølvand.
Emerson Fittipaldi blev født den 12. december 1946, og er den yngste søn af den prominente brasilianske motorsportsjournailst og kommentator Wilson Fittpaldi og hans hustru Juzy.
Emerson var opkaldt efter den amerikanske forfatter og filosof Ralph Waldo Emerson, en mand hans far beundrede meget.
Begge Emersons forældre havde deltaget i motorløb i Brasilien efter krigens afslutning, og det er ikke så underligt, at både ham selv og den ældre bror Wilson jr., blev entusiastiske motorsportsfans.
Men da brødrene ville køre selv, var faren modvillig til at finansiere deres passion. Det behøvede han nu heller ikke, for det viste sig at de begge havde et stort forretningstalent.
De begyndte med at udvikle et rat, i første omgang et rat som Emerson udviklede til moderens bil. Herefter tog tingene fart, og snart havde brødrene en ganske succesfuld virksomhed, som solgte reservedele til speciel-byggede biler. De var stort set ikke andet end store drenge på dette tidspunkt.
De begyndte samtidig at køre motorcykler og deltog i enkelte løb rundt omkring, men det var ikke lige det de søgte. Så de opfindsomme drenge besluttede at bygge deres egne go-karts - Fittipaldi Karts.
Det viste sig hurtigt at være en ganske god ide, for de vandt næsten alle løb, som de stillede op i. Emerson var dog den mest succesfulde, og da han var 18 år gammel, blev han brasiliansk go-kart mester.
I 1967 ledte drengene efter nye udfordringer, og begyndte at bygge Formel V-biler, som havde motorer fra Volkswagen. Også her satte de sig bag rattet og deltog i årets mesterskab. Også denne gang var Emerson den hurtigste af de to brødre, og han vandt det brasilianske mesterskab.
Emersons hurtige succes og hans imponerende resultater betød, at han måtte opgive ideen om en ingeniøruddannelse og i stedet forfølge drømmen om at køre i udlandet. Brasilien var ikke stort nok til ham, og England var motorsportens hjemland.
Han rejste til England i 1969 med drømmen om at overbevise en teamejer om sit talent indenfor tre måneder. Han var alene og var ude af stand til at tale andet end portugisisk. Han havde sparet penge op til at købe en Formel Ford, og så gik det stærkt.
I Formel Ford beviste den unge kører, at han kunne præstere. Ikke lang tid efter sin ankomst til Europa, begyndte han at vinde og hurtigt avancerede han til Formel 3. Her gik det også fantastisk.
Han var om muligt endnu bedre i Formel 3. Det gik slag i slag for det store talent, og det fik de store drenge i klassen til at interessere sig for ham.
Året efter, i 1970, blev han opsøgt af Colin Chapman, den karismatiske og geniale teamejer af Lotus-teamet, som ville have ham til at køre sine biler i Formel 2 klassen. Han blev hurtigt en vinder, næsten som om det var det mest naturlige i verden.
Han nåede dog ikke at vinde Formel 2 mesterskabet, men kun fordi Colin Chapman var så imponeret over den unge brasilianer, at han forfremmede Fittipaldi til tredjekører sammen med Jochen Rindt og John Miles. Dengang kørte man med tre kørere.
Forfremmelsen var ment som et yderligere skridt på vejen for en kører, der var på vej op ad karriere-stigen med meget lange skridt.
Hans Formel 1 debut kom på Brands Hatch i en gammel Lotus 49, hvor han sluttede som nummer 8. I det næste løb, det tyske, blev han nummer 4 og han kørte også et fint løb i Østrig. Men så kom det berygtede løb på Monza.
Teamet var fuld af forventninger, og Jochen Rindt førte mesterskabet. Emerson havde en uheldig dag på Monza. Han kørte af banen med meget høj fart, men var uskadt, omend noget rystet. Desværre var Rindt ikke så heldig.
Halvanden time inde i lørdagens træning, kørte Rindt galt og ramte barrieren. Hans liv stod ille til at redde og John Miles, som var dybt berørt af ulykken, forlod øjeblikkeligt Lotus og vendte aldrig tilbage til Formel 1.
Teamet var i opløsning, men Emerson tog byrden på sig, og var pludselig teamleder med kun tre løb bag sig. Det næste løb på kalenderen var det amerikanske på Watkins Glen, som han vandt.
Dermed sikrede han sig oprejsning for det uheldsramte team, men lige så vigtigt, så sikrede han, at Jochen Rindt vandt verdensmesterskabet posthumt, som den første og eneste kører i historien.
I 1971 blev Fittipaldi opfattet som manden der skulle redde Lotus, og sikre dem fortsat succes. Desværre udeblev det ventede mesterskab dette år, for Emerson og hans hustru på det tidspunkt, Maria Helena, var involveret i et grimt trafikuheld, da de kørte gennem Frankrig på vej hjem.
Ulykken var ikke hans skyld, og selvom hans skader var overfladiske, havde den rystet ham og skubbet hans fokus, så selvtilliden havde lidt et knæk.
1972 var året, hvor det hele faldt i hak. Lotus var den bedste bil og Emerson var i sit livs form. Han udnyttede materiellet til det absolut yderste, og alligevel så det let ud. Han vandt fem ud af tolv løb og fik samlet point nok sammen til at kunne kalde sig verdensmester i en alder af kun 25 år og 273 dage.
Som kører var Fittipaldi en éner. Han havde en forsigtig måde at gribe tingene an på, samt en rolig og velovervejet kørestil. Han undgik at blive involveret i uheld, i hvert fald de mere alvorlige af slagsen, og hans analytiske evner gjorde ham til en stor taktiker og strateg.
I en sport fyldt med enorme egoer og superstjerner var han deres diametrale modsætning. Han var beskeden, veltalende og besad en form for afvæbnende selv-ironi og humor. Pressen såvel som publikum, elskede denne stille og rolige verdensmester, der havde nået toppen på rekordtid.
I 1973 startede Emerson året som verdensmester, og havde alle intentioner om at vinde endnu en titel. Chapmans mål for ´73, var at duplikere superteamet Graham Hill og Jim Clark, og til det formål hyrede han svenskeren Ronnie Peterson. Umiddelbart så det godt ud for Fittipaldi, der vandt både i Argentina og på hjemmebane i Brasilien.
Men fordi han også var med til at udvikle bilen sammen med Chapman, var fokus et andet sted og Peterson udkvalificerede ham gang på gang. Svenskeren havde ni poles, Emerson havde en. Peterson vandt fire løb, Emerson tre.
Men brasilianeren var mere konstant i sin kørsel og selvom en dum fejl i det franske GP, var et tydeligt bevis på det stadigt stigende pres - han prøvede at overhale Jody Scheckter, hvormed de begge kørte af banen - lykkedes det for Fittipaldi at slutte toer i VM-stillingen, efter Jackie Stewart.
Da McLaren tilbød ham en stor pose penge og muligheden for at genvinde titlen i 1974, slog Emerson til. I sin McLaren M23, vandt brasilianeren i Brasilien, Belgien og Canada. Han kom på podiet yderligere fire gange og scorede point i hele ti løb den sæson.
Med tre point ned til Clay Regazzoni, kunne Fittipaldi løfte trofæet og kalde sig verdensmester for anden gang.
1975 var ligeledes et godt år for den brasilianske kører. Han kørte mod Niki Lauda i Ferrari og godt på vej til sit tredje mesterskab. Men Lauda var hurtigere. Sæsonen sluttede med en andenplads til Emerson og en titel til Lauda.
Godt for Ferrari, men slet ikke godt for Fittipaldi. Han forlod McLaren før sæsonen sluttede, og begav sig ud på et forretningseventyr, der sænkede hans karriere.
Emerson besluttede sig for at starte sit eget team op med broderen, Wilson jr. Dels på grund af loyalitet mod familien, dels af patriotisme. Teamet blev sponseret af den statsejede sukkergigant, Copersugar, som reelt ejede holdet.
Wilson Fittipaldi, som havde haft et par sæsoner i en langsom Brabham, havde ikke forventet at deltage så aktivt i kørerrollen, som sin succesfulde yngre bror. Men selv Emerson kunne ikke løfte den tunge opgave det var, at lave et vinderteam ud af ingenting. Brødrene kæmpede for teamet, men de unge dages succes og magi var væk.
Copersugar var pinligt langsomme, og befandt sig konstant bagerst på gridden. I deres første fulde sæson, i 1976, scorede teamet kun tre point. I 1977 var det en anelse bedre med 11 point, men holdet var stadig langt fra drømmen.
Samme skuffende resultat i 1978, med 17 point og en samlet syvende plads. Teamets bedste resultat gennem fem sæsoner var en enkelt andenplads.
I 1980 stoppede pengene fra Copersugar, og selv et navneskifte til Fittipaldi Automotive, var ikke nok til at redde fordums gyldne tider.
Emersons vanlige smil og venlige gemyt, var væk. Han stoppede med at køre og koncentrerede sig i stedet om at lede teamet og søge sponsorater. Endelig, i 1982, bukkede teamet under med en dybt forgældet Emerson.
Her kunne historien om en stor kører slutte. Men Emerson havde mere at byde på. I 1984 vendte han tilbage til motorsporten, denne gang i Indy Car-serien. Efter et par sæsoner, hvor han skulle akklimatisere sig, begyndte Emerson at vinde igen. Han vandt mesterskabet i 1989 og det berømte Indy 500 løb, så ham som vinder hele to gange.
I 1996 forulykkede han voldsomt i Michigan 500-løbet, og brækkede nakken. Mens han ventede på at komme sig, og komme tilbage til racing, var han involveret i endnu et frygteligt uheld. Brasilianerens fly styrtede ned nær gården i Brasilien. Han overlevede, stoppede karrieren og blev en genfødt kristen.
I 2005 fik publikum på Kyalami i Sydafrika en overraskelse. Emerson deltog i Grand Prix Masters løbet, og han sluttede som toer, lige efter Nigel Mansell.
Fittipaldi-navnet lever videre i Emerson´s nevø, den unge Christian Fittipaldi.
Vil du læse mere om Emerson Fittipaldi? Så klik her