Optakt til Abu Dhabis Grand Prix

På søndag slukker de fem røde lamper for sidste gang i Formel 1 i 2023. Det har været en lang sæson og desværre også en sæson uden den helt store spænding. Her kan du læse BMF1.dk’s optakt til Abu Dhabis Grand Prix.

Lamperne er slukket og starten er gået. Abu Dhabi 2021 . Copyright Mercedes AMG F1 - LAT Images

Af: Andreas Hansen (ah@bmf1.dk) d. 22/11 2023 klokken 15:11

Inden en lang vinterpause venter Formel 1-feltet skal det sidste løb i Abu Dhabi køres. Der skal dog stadig kæmpes kampe, hvor Carlos Sainz og Fernando Alonso begge ligger på 200 point i kampen om fjerdepladsen i kørernes mesterskab. Ferrari og Mercedes kæmper desuden stadig om andenpladsen i konstruktørmesterskabet med kun fire point mellem de to teams.

Vestis kamp om mesterskabet
Vi starter dog ikke ved Formel 1 i denne omgang. For i den kommende weekend skal mesterskabet i Formel 2 afgøres, og her kæmper Frederik Vesti stadig med om titlen. Vesti er i øjeblikket 25 point efter Théo Pourchaire på førstepladsen, så der er lidt at indhente for danskeren. På tredjepladsen ligger Ayumu Iwasa, 14 point efter Vesti.

Frederik Vesti kan dog trøste sig med, at han er den, der senest har vundet et løb af de tre kørere. Vesti vandt nemlig sprintløbet på Monza tilbage i september. Til sammenligning har Iwasa ikke vundet siden sprintløbet i Monaco, mens Pourchaire ikke har vundet siden første runde i Bahrain.

Formel 2 - Italiens GP 2023. Frederik VestiFormel 2 - Italiens GP 2023. Frederik Vesti
Copyright Monzanet.it


Det hele kunne dog have set anderledes ud for Frederik Vesti, hvis tingene var gået mere hans vej. I flere løb har der været uheldige episoder, hvor danskeren har forpasset gyldne muligheder for at skrabe point sammen. Specielt løbet på Spa må gøre ondt for Vesti, der på formationsomgangen kørte galt, og dermed ikke stillede til start i et løb, hvor han skulle starte i forreste startrække.

Der bliver uden tvivl kamp om mesterskabet, når starten går til sprintløbet om lørdagen og til hovedløbet søndag.

Sargeants sidste chance
Der mangler kun et enkelt sæde, før 2024-gridden er fuldt besat. Det er Logan Sargeants sæde, der er det helt store spørgsmålstegn i øjeblikket. Skal amerikaneren beholde sit sæde, eller skal der frisk blod ind hos Williams? Sargeant har ét sidste løb til at bevise, at han fortjener det sæde, som nogle vil mene, at Vesti også kunne få.

Saudi Arabiens Grand Prix 2023. Logan Sargeant. WilliamsSaudi Arabiens Grand Prix 2023. Logan Sargeant. Williams
Copyright Williams F1


Logan Sargeant har ikke haft en specielt god sæson. Hans teamkammerat Alex Albon har udkvalificeret amerikaneren i alle løb i denne sæson, og det er på trods af, at Sargeant kvalificerede sig som nummer syv i Las Vegas. Pointstatistikken siger også kun ét enkelt point til Sargeant.

Det er altså en presset amerikaner, der går ind til sæsonens sidste løb velvidende, at det kan være hans sidste i denne omgang. Williams har dog, på trods af de mange rygter, vist loyalitet overfor Sargeant. James Vowles har flere gang være ude i pressen og sige, at Williams støtter Sargeant, og at de gerne vil se ham få succes hos Williams.

Fakta
Der skal køres 58 omgange på Yas Marina Circuit under årets sidste Grand Prix. Banen strækker sig 5,2 kilometer, og byder på 16 sving. Banerekorden er sat af Max Verstappen i 2021 med tiden 1:26.103.

Banen byder desuden på to DRS-zoner, hvor den første er på langsiden mellem sving fem og seks, mens den næste er lige efter på langsiden mellem sving otte og ni.

Pirelli medbringer, ligesom i sidste weekend i Las Vegas, C3, C4 og C5.

Løbet køres søndag eftermiddag kl. 14 dansk tid og kan ses på Viaplay, TV3+ og F1 TV Pro.

OM SKRIBENTEN

Andreas fra BMF1 Andreas er studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Er dette AlphaTauris nye navn? Vowles får info om Vesti »