Barcelona pre-season test – Dag 7 - Formiddag: Vettel hurtigst

Noget tyder på, at Ferrari mener det alvorligt i 2017. I hvert fald var Sebastian Vettel hurtigst i formiddagens træning i Barcelona. Og McLaren? Katastrofe!

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 9/3 2017 klokken 14:03

Set ud fra en tifosis synspunkt ser 2017-sæsonen ud til at blive spændende. Det samme kan bestemt ikke siges for en hardcore tilhænger af McLaren. Her vil ulykkerne tilsyneladende ingen ende tage.

Således brød Sebastian Vettel igennem 1:20-muren og toppede listen som formiddagens hurtigste i tiden 1:19.341. Efterhånden som formiddagen lakkede mod enden havde Vettel endda så hurtig en omgang, at tyskeren så ud til at bryde igennem 1:19-muren, men på start/mål-langsiden løftede han pludselig foden fra speeden. Skjuler Ferrari med vilje nogle ekstra kræfter?

Sebastian Vettel i Ferrari SF70H
Copyright Ferrari


Lewis Hamilton, Mercedes, kom tættest på tysken i tiden 1:19.352. Marginaler, selvfølgelig, men set i lyset af sidste års styrkeforskel mellem sølvpilene fra Stuttgart og de røde heste fra Maranello, ja, så ser sæsonen unægtelig interessant ud. Begge kørere satte bedste tid på ultra-soft.

Hos Force India gjorde Esteban Ocon en god figur ved at slutte på P3 i tiden 1:20.161 sat på ultra-soft. Mercedes og Force India er en god kombo, hvilket lover hård konkurrence i toppen af midterfeltet i år.

Daniil Kvyatt, Toro Rosso, kom på banen ret sent men nåede at køre fjerdehurtigst på super-soft, kun 4/10 sekund foran Daniel Ricciardo i Red Bull, som kørte på soft-dækket.

Ulykkerne regner ned over McLaren og Stoffel Vandoorne.
Copyright McLaren Media


Kevin Magnussen, Haas, sluttede som sjettehurtigste mand, kun 0,039 sekund langsommere end Ricciardo. Danskeren satte tiden på super-soft.

Og tilbage til McLaren, som efterhånden må være rimelig trætte af Honda.

Fernando Alonso udtalte i går, at den japanske motor ganske enkelt ikke har tilstrækkeligt med kræfter – op mod 30 km/t mangler den på langsiden. Dertil kommer, at motoren heller ikke er tilstrækkelig holdbar. Således forårsagede Stoffel Vandoorne rødt flag hele to gange på banen, hvorefter McLaren-raceren måtte bugseres tilbage til garagen. Alligevel klokkede belgieren en tid på 1:21.348 på ultra-soft.

På de næste to pladser kom Jolyon Palmer, Renault, og Marcus Ericsson, Sauber. Baglanternen udgjordes af 18-årige Lance Stroll, Williams, som nåede at køre 85 omgange og dermed må have fået rystet sine hidsige afkørsler ud af hovedet.

Herunder er formiddagens officielle tider:

Pos. Kører Team Tid Omgange
1 Sebastian Vettel Ferrari 1:19.024 60
2 Lewis Hamilton Mercedes 1:19.352 52
3 Esteban Ocon Force India/Mercedes 1:20.161 51
4 Daniil Kvyat Toro Rosso/Renault 1:20.416 34
5 Daniel Ricciardo Red Bull/Renault 1:20.824 41
6 Kevin Magnussen Haas/Ferrari 1:20.863 45
7 Stoffel Vandoorne McLaren/Honda 1:21.348 33
8 Jolyon Palmer Renault 1:22.418 31
9 Marcus Ericsson Sauber/Ferrari 1:23.330 88
10 Lance Stroll Williams/Mercedes 1:24.863 85