- Forside
Optakt til Tysklands Grand Prix
I dagene fra den 28. til 30. juli afvikles 'Grosser Preis von Deutschland 2006' - på Hockenheim Grand Prixet er hjemmebaneløb for en stor del af holdene og piloterne og er altså et vigtigt Grand Prix for en stor del af feltet.
Bilmagasinet Logo
. Copyright Bil Magasinet BMF1
Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 25/7 2006 klokken 22:07
Formel 1-feltet er ankommet til Hockenheimring i Tyskland, hvor årets 12. løb bliver afviklet. På grund af sommerferien bringer vi her en lidt begrænset optakt, men efter sommeren, vil vi være tilbage med vores sædvanlige dybdegående optakter. I øvrigt henvises der også til vores oversigt over TV-tider, hvor du kan se, hvornår dansk, tysk og svensk TV transmitterer fra Hockenheim.
HISTORIEN:
Hockenheimring stammer tilbage fra starten af 1930'erne. Ernst Christ, som var en ung assisterende tidtager, fik i 1930 den ide, at der skulle være en motorsportsbane i sin hjemby. Med opbakning fra byens borgmester lykkedes det efter godt et års arbejde at få godkendt planerne, hvorefter man gik i gang den 23. marts 1932. Det tog bare to måneder at færdiggøre opførelsen, og den 25. maj kunne man afvikle det første motorcykelløb.
Der skulle imidlertid kun gå seks år, inden store ændringer blev gennemført på banen. Oprindelig var banen nærmest trekantet, men i 1938 indførte man den mere ovallignende facon (ved at inkludere "Ostkurve"), som kom til at bestå frem til den seneste ændring i 2001. Samtidig gjorde man banen bredere, og dermed var en sand højfartsbane født. Dette skete blandt andet for at give Mercedes-Benz et sted at teste op til Tripoli Grand Prix'et.
Kørerne i pole position og med hurtigste omgang samt vindere gennem årene på Hockenheim.
Naturligvis blev alle sportslige aktiviteter stoppet under Anden Verdenskrig, og efter krigen blev det Nürburgring, der blev valgt til vært for Tysklands Grand Prix (se vores optakt til Europas Grand Prix for en gennemgang af historien for denne bane og løbende derpå). Til gengæld måtte Hockenheim efter sin genåbning den 11. maj 1947 nøjes med at afholde en række mindre løb. Stille og roligt kom der dog bedre tider til, og den 19. maj 1957 blev det første Tyske Motorcykel Grand Prix afholdt.
I 1960'erne blev den nye Mannheim-Walldorf motorvej anlagt, og det betød, at det var påtvunget at ændre banen. Ernst Christ kom da på ideen med den velkendte Motodrom, der som sideeffekt var tilskuervenlig. Denne blev indviet i 1966.
Fire år senere blev målet nået: Formel 1 kom forbi, men heller ikke ret meget mere, idet man året efter flyttede tilbage til Nürburgring. Løbet blev dog en stor succes idet 100.000 tilskuere kunne overvære, at tyskeren Jochen Rindt kunne tage sejren i en Lotus-Ford. Rindt var i øvrigt en af hovedmændene bag forsøget på at få flyttet Tysklands Grand Prix væk fra Nürburgring.
Bilmagasinets Banekort for Hockenheimring
Med Niki Laudas grimme uheld på Nürburgring i 1976 betød den endelige dødsdom over Nordschleife, og løbet blev flyttet tilbage til Hockenheim, hvor det har afholdt siden med undtagelse af 1985, hvor man var på gæstevisit på Nürburgring, da denne blev genindviet efter en storstilet ombygning.
Den bane man kørte på frem til og med 2001 var 6,8 kilometer lang med en stor del af banen anlagt gennem de store tætte skove omkring Hockenheim. Det betød, at banen ikke var særlig tilskuervenlig, dels da skovstrækningerne ikke var alment tilgængelige og dels da den lange omgangslængde betød, at man kun kørte 45 omgange i et løb – noget sponsorerne heller ikke var helt tilfreds med.
Derfor gik man lige før julen 2001 i gang med at korte banen af med to kilometer, hvorved man også kunne øge tilskuerkapaciteten fra 83.000 til 120.000.
To gange har Hockenheim lagt asfalt til dødsfald hos Formel 1-kørere. Den første gang var i 1968, hvor Jim Clark under et Formel 2 løb, og anden gang var det Patrick Depailler, der i døde i et træningsuheld.
Tysklands Grand Prix gennem de seneste år
BANEN:
Selvom Hockenheim med lige godt 20.000 indbyggere er en relativ lille by, så ligger den i det tætbebyggede nordvestlige Baden-Württemberg omkring 90 kilometer syd for Frankfurt am Main. Der ligger således tre store byer inden for en radius af cirka 20 kilometer: Heidelberg (142.000 indbyggere), Ludwigshafen (168.000) og Mannheim (308.000).
Oprindeligt var Hockenheimring en rendyrket højfartsbane på linie med Monza, men siden 2002-sæsonen har den haft status af en mediumbane, idet det lange stykke ind gennem skoven blev skåret af og erstattet af det, der nu er Hochgeschwindigkeits Kurve (eller Parabolica). Desuden blev stykket fra sving 7 til 11 indført, hvor det ellers førhen bare gik lige ud.
FIAs banekort for Hockenheimring
Der er selvfølgelig delte meninger om en sådan transformation, specielt da det ikke lige frem vrimler med højfartsbaner i Formel 1 nu om dage, hvorimod mediumhastighedsbanerne er der masser af. Uanset hvad, så har Hockenheim dog budt på sin del af underholdningen de senere år med flere gode og lange dueller, hvoraf et par stykker har strukket sig over næsten en halv baneomgang fra hårnålesvinget (Spitzkehre) til stadionområdet.
Det oplagte sted at overhale er netop i forbindelse med hårnålesvinget, men man kan også se overhalingsforsøg på den første del af banen i Nordkurve eller indgangen til Parabolica.
Løbs- og banedata
DE SENESTE ÅR:
2001 – Farvel til den gamle Hockenheimring
Der var drama allerede fra starten af løbet: Michael Schumacher (Ferrari) kunne ikke få bilen i gear, hvorefter Luciano Burti (Prost) tordnede op bag i tyskeren og fløj over hans bil. Hændelsen betød en masse vragdele på banen og en omstart.
Omstarten skulle dog ikke komme til at hjælpe Michael Schumacher, da i stedet bare udgik senere i løbet med problemer med brændstoftrykket, ligesom Burti spandt af og udgik.
Løbet tilhørte i den grad BMW-Williams, der i kraft af deres overlegne motorer, var i en klasse helt for dem selv. Juan Pablo Montoya viste sig som den stærkeste af de to kørere, men ved pitstoppet gik det galt. Problemer med brændstofpåfyldningen betød, at han kom til at holde stille i 30 sekunder, hvilket ikke er godt på en bane, der kræver så meget af motoren som Hockenheim, og kort tid efter gav motoren op.
I stedet var der fri bane til Ralf Schumacher, der vandt med 45 sekunder ned til Rubens Barrichello, der undervejs havde budt på flere flotte overhalinger. Jacques Villeneuve sikrede BAR deres anden podiumplacering i 2001 mens Renault fik to mand i pointene ved Giancarlo Fisichella og Jenson Button. Kun 10 biler gennemførte løbet.
2002 – Indvielsen af den nye bane
Selvom Michael Schumacher aldrig havde været på pole på Hockenheim og aldrig havde vundet der i en Ferrari, så var der ikke noget, der kunne holde ham tilbage.
Det blev et relativt begivenhedsløst løb, der i høj grad blev domineret af forskellige køreres problemer. En undtagelse var dog en fantastisk duel mellem Kimi Räikkönen (McLaren) og Juan Pablo Montoya (Williams), der startede i hårnålen og ikke sluttede før stadionområdet.
Det lignede længe en 1-2 til Schumacher-brødrene, men kort før afslutningen af løbet, måtte Ralf (Williams) indtil et ekstra pitstop på grund af mangel på lufttryk, hvilket tillod Montoya at rykke op på andenpladsen og dermed forbedre sine muligheder i kampen om andenpladsen i verdensmesterskabet.
2003 – Debut til Kiesa
Med meget kort varsel blev Nicolas Kiesa ringet op af Minardi-holdet, om han kunne erstatte Justin Wilson, som var rykket til Jaguar. Kiesa fik en flot debut ved bare at kvalificere sig halvanden tiendedel efter holdkammeraten Jos Verstappen, gennemføre løbet, og ved at sætte en hurtigere tid end Verstappen under løbet.
I den anden af feltet var Juan Pablo Montoya (Williams) mutters alene. Der var simpelthen ikke nogen, der så meget som var i nærheden af at kunne true ham, og det på trods af, at han efter 15. omgang kun kunne køre for 93% gas. I mål havde han over ét minut ned til David Coulthard (McLaren) på andenpladsen!
Det hjalp selvfølgelig Montoya, at sine tre formodede værste rivaler til sejren: Ralf Schumacher (Williams), Rubens Barrichello (Ferrari) og Kimi Räikkönen (McLaren) allerede udgik ved indgangen til det første sving. Ralf havde fået en dårlig start fra andenpladsen og Barrichello (startet 3'er) og Räikkönen (startet 5'er) lå på siden af ham, så da han trækker til venstre for at komme rigtigt ind i svinget, er der ikke plads til Barrichello, der ikke kan gøre andet end at afvige til venstre lige ind i Räikkönen. Stewardsene gav hele skylden til Ralf.
For en gangs var heldet ikke på Michael Schumachers side. Han lå med fire omgange igen, da det ene af dækkene eksploderede i hårnålen, og han måtte humpe tilbage i pitten. Det betød, at han faldt tilbage til syvendepladsen. I stedet fik Jarno Trulli (Renault) sin første podiumplacering siden 1999, og Toyota fik sit bedste resultat hidtil i Formel 1 med femte- og sjettepladsen.
2004 – Buttons bedste løb?
I modsætning til året før, var det Juan Pablo Montoya (Williams), der fik sit løb ødelagt i starten. Fra andenpladsen røg han helt ned på ottendepladsen, hvorfra det var op ad bakke resten af løbet. I stedet var det Kimi Räikkönen (McLaren), der udfordrede Michael Schumacher (Ferrari). Han pressede godt på indtil omgang 14, hvor bagvingen kollapsede, og bilen røg af i et voldsomt uheld, hvor han dog uden problemer selv kunne gå væk fra.
Om fredagen havde Jenson Button (BAR) oplevet, at sin motor var stået af, og derfor måtte han starte helt nede fra 13. pladsen. Alligevel var han allerede efter første pitstop oppe på femtepladsen, og han sluttede løbet på andenpladsen blandt efter en flot lang duel med Fernando Alonso (Renault) startende i hårnålen og varende til stadionområdet. Selvom Alonso i første omgang forsvarede andenpladsen, så kom Button senere forbi.
I det hele taget var det et begivenhedsrigt og spændende løb med mange flotte dueller, som også talte en flot overhaling udført af Räikkönen på Alonso. På statistiksiden var det Michael Schumachers 50. løb uden mekanisk defekt, og han startede fra forreste række for 100. gang i karrieren.
2005 – Kimis uheld, Alonsos gevinst
McLaren viste sig som det klart hurtigste hold i Tyskland, men som sædvanlig havde Kimi Räikkönen alt det uheld, han kunne opdrive. Med en sikker føring måtte han efter 35 omgange udgå med hydrauliske problemer.
Dette sagde Fernando Alonso (Renault) ikke nej tak til, og med et halvt minuts forspring til nummer to kunne han stille og roligt køre sejren i hus og dermed tage et stort skridt på vej mod sit mesterskab.
Juan Pablo Montoya bevidste fra sidste startposition, at McLaren virkelig havde noget at give af. I et flot kørt løb kæmpede han sig stille og roligt op gennem feltet og i de allersidste omgang kunne han overhale Jenson Button og tage andenpladsen.
I øvrigt bød løbet på et comeback til Nicolas Kiesa, der havde fået tilbudt stillingen som fredagskører for Jordan-holdet.
Siden sidst.
Sidste løb endte med endnu en Ferrarisejr, ved Michael Schumacher, fulgt af Fernando Alonso og Felipe Massa.
Med en forholdsvis overraskende Ralf Schumacher på 4. pladsen, efter hvad der kan kaldes en total ydmygelse af deres japanske konkurrenter, i Honda-teamet.
Et som sædvanligt kedeligt fransk Grand Prix, gav ikke de helt store tegn på hvordan magtforholdet er pt. Ferrari vandt en flot sejr, efter at de havde domineret en god del af weekenden og mon dog ikke de vil gøre alt hvad de kan, for at trække det med til Schumachers hjemmebane.
Under alle omstændigheder, så har 2 sejre i træk givet dem blod på tanden og de vil komme stærkt til Tyskland.
At McLaren Mercedes erstattede Juan Pablo Montoya med Pedro de la Rosa gav ikke den store effekt, de la Rosa kørte en anonym 7. plads hjem og burde tage sig sammen, hvis han har intentioner om at køre resten af sæsonen færdig, som pilot for McLaren.
Og sidst, men ikke mindst, Honda må og skal give alt hvad de har, for ikke at dette Grand Prix bliver endnu en pinlig forestilling, hvor de ikke kan kvalificere sig godt nok og hvor selve løbet ender med at de må udgå eller daler støt og roligt gennem feltet.
HISTORIEN:
Hockenheimring stammer tilbage fra starten af 1930'erne. Ernst Christ, som var en ung assisterende tidtager, fik i 1930 den ide, at der skulle være en motorsportsbane i sin hjemby. Med opbakning fra byens borgmester lykkedes det efter godt et års arbejde at få godkendt planerne, hvorefter man gik i gang den 23. marts 1932. Det tog bare to måneder at færdiggøre opførelsen, og den 25. maj kunne man afvikle det første motorcykelløb.
Der skulle imidlertid kun gå seks år, inden store ændringer blev gennemført på banen. Oprindelig var banen nærmest trekantet, men i 1938 indførte man den mere ovallignende facon (ved at inkludere "Ostkurve"), som kom til at bestå frem til den seneste ændring i 2001. Samtidig gjorde man banen bredere, og dermed var en sand højfartsbane født. Dette skete blandt andet for at give Mercedes-Benz et sted at teste op til Tripoli Grand Prix'et.
| År | Pole Position | Hurtigste Omgang | Vinder |
|---|---|---|---|
| 1970 | J. Ickx | J. Ickx | J. Rindt |
| 1977 | J. Scheckter | N. Lauda | N. Lauda |
| 1978 | M. Andretti | R. Peterson | M. Andretti |
| 1979 | J.P. Jabouille | G. Villeneuve | A. Jones |
| 1980 | A. Jones | A. Jones | J. Laffite |
| 1981 | A. Prost | A. Jones | N. Piquet |
| 1982 | D. Pironi | N. Piquet | P. Tambay |
| 1983 | P. Tambay | R. Arnoux | R. Arnoux |
| 1984 | A. Prost | A. Prost | A. Prost |
| 1986 | K. Rosberg | G. Berger | N. Piquet |
| 1987 | N. Mansell | N. Mansell | N. Piquet |
| 1988 | A. Senna | A. Nannini | A. Senna |
| 1989 | A. Senna | A. Senna | A. Senna |
| 1990 | A. Senna | T. Boutsen | A. Senna |
| 1991 | N. Mansell | R. Patrese | N. Mansell |
| 1992 | N. Mansell | R. Patrese | N. Mansell |
| 1993 | A. Prost | M. Schumacher | A. Prost |
| 1994 | G. Berger | D. Coulthard | G. Berger |
| 1995 | D. Hill | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 1996 | D. Hill | D. Hill | D. Hill |
| 1997 | G. Berger | G. Berger | G. Berger |
| 1998 | M. Häkkinen | D. Coulthard | M. Häkkinen |
| 1999 | M. Häkkinen | D. Coulthard | E. Irvine |
| 2000 | D. Coulthard | R. Barrichello | R. Barrichello |
| 2001 | J.P. Montoya | J.P. Montoya | R. Schumacher |
| 2002 | M. Schumacher | M. Schumacher | M. Schumacher |
| 2003 | J.P. Montoya | J.P. Montoya | J.P. Montoya |
| 2004 | M. Schumacher | K. Räikkönen | M. Schumacher |
| 2005 | K. Räikkönen | K. Räikkönen | F. Alonso |
Naturligvis blev alle sportslige aktiviteter stoppet under Anden Verdenskrig, og efter krigen blev det Nürburgring, der blev valgt til vært for Tysklands Grand Prix (se vores optakt til Europas Grand Prix for en gennemgang af historien for denne bane og løbende derpå). Til gengæld måtte Hockenheim efter sin genåbning den 11. maj 1947 nøjes med at afholde en række mindre løb. Stille og roligt kom der dog bedre tider til, og den 19. maj 1957 blev det første Tyske Motorcykel Grand Prix afholdt.
I 1960'erne blev den nye Mannheim-Walldorf motorvej anlagt, og det betød, at det var påtvunget at ændre banen. Ernst Christ kom da på ideen med den velkendte Motodrom, der som sideeffekt var tilskuervenlig. Denne blev indviet i 1966.
Fire år senere blev målet nået: Formel 1 kom forbi, men heller ikke ret meget mere, idet man året efter flyttede tilbage til Nürburgring. Løbet blev dog en stor succes idet 100.000 tilskuere kunne overvære, at tyskeren Jochen Rindt kunne tage sejren i en Lotus-Ford. Rindt var i øvrigt en af hovedmændene bag forsøget på at få flyttet Tysklands Grand Prix væk fra Nürburgring.
Bilmagasinets Banekort for Hockenheimring
Med Niki Laudas grimme uheld på Nürburgring i 1976 betød den endelige dødsdom over Nordschleife, og løbet blev flyttet tilbage til Hockenheim, hvor det har afholdt siden med undtagelse af 1985, hvor man var på gæstevisit på Nürburgring, da denne blev genindviet efter en storstilet ombygning.
Den bane man kørte på frem til og med 2001 var 6,8 kilometer lang med en stor del af banen anlagt gennem de store tætte skove omkring Hockenheim. Det betød, at banen ikke var særlig tilskuervenlig, dels da skovstrækningerne ikke var alment tilgængelige og dels da den lange omgangslængde betød, at man kun kørte 45 omgange i et løb – noget sponsorerne heller ikke var helt tilfreds med.
Derfor gik man lige før julen 2001 i gang med at korte banen af med to kilometer, hvorved man også kunne øge tilskuerkapaciteten fra 83.000 til 120.000.
To gange har Hockenheim lagt asfalt til dødsfald hos Formel 1-kørere. Den første gang var i 1968, hvor Jim Clark under et Formel 2 løb, og anden gang var det Patrick Depailler, der i døde i et træningsuheld.
| 2001 - Farvel til den gamle Hockenheimring | |
|---|---|
| Der var drama allerede fra starten af løbet: Michael Schumacher (Ferrari) kunne ikke få bilen i gear, hvorefter Luciano Burti (Prost) tordnede op bag i tyskeren og fløj over hans bil. Hændelsen betød en masse vragdele på banen og en omstart. Omstarten skulle dog ikke komme til at hjælpe Michael Schumacher, da i stedet bare udgik senere i løbet med problemer med brændstoftrykket, ligesom Burti spandt af og udgik. Løbet tilhørte i den grad BMW-Williams, der i kraft af deres overlegne motorer, var i en klasse helt for dem selv. Juan Pablo Montoya viste sig som den stærkeste af de to kørere, men ved pitstoppet gik det galt. Problemer med brændstofpåfyldningen betød, at han kom til at holde stille i 30 sekunder, hvilket ikke er godt på en bane, der kræver så meget af motoren som Hockenheim, og kort tid efter gav motoren op. I stedet var der fri bane til Ralf Schumacher, der vandt med 45 sekunder ned til Rubens Barrichello, der undervejs havde budt på flere flotte overhalinger. Jacques Villeneuve sikrede BAR deres anden podiumplacering i 2001 mens Renault fik to mand i pointene ved Giancarlo Fisichella og Jenson Button. Kun 10 biler gennemførte løbet. |
1: R. Schumacher 2: Barrichello 3: Villeneuve 4: Fisichella 5: Button 6: Alesi 7: Panis 8: Bernoldi |
| 2002 - Indvielsen af den nye bane | |
| Selvom Michael Schumacher aldrig havde været på pole på Hockenheim og aldrig havde vundet der i en Ferrari, så var der ikke noget, der kunne holde ham tilbage. Det blev et relativt begivenhedsløst løb, der i høj grad blev domineret af forskellige køreres problemer. En undtagelse var dog en fantastisk duel mellem Kimi Räikkönen (McLaren) og Juan Pablo Montoya (Williams), der startede i hårnålen og ikke sluttede før stadionområdet. Det lignede længe en 1-2 til Schumacher-brødrene, men kort før afslutningen af løbet, måtte Ralf (Williams) indtil et ekstra pitstop på grund af mangel på lufttryk, hvilket tillod Montoya at rykke op på andenpladsen og dermed forbedre sine muligheder i kampen om andenpladsen i verdensmesterskabet. |
1: M. Schumacher 2: Montoya 3: R. Schumacher 4: Barrichello 5: Coulthard 6: Heidfeld 7: Massa 8: Sato |
| 2003 - Debut til Kiesa | |
| Med meget kort varsel blev Nicolas Kiesa ringet op af Minardi-holdet, om han kunne erstatte Justin Wilson, som var rykket til Jaguar. Kiesa fik en flot debut ved bare at kvalificere sig halvanden tiendedel efter holdkammeraten Jos Verstappen, gennemføre løbet, og ved at sætte en hurtigere tid end Verstappen under løbet. I den anden af feltet var Juan Pablo Montoya (Williams) mutters alene. Der var simpelthen ikke nogen, der så meget som var i nærheden af at kunne true ham, og det på trods af, at han efter 15. omgang kun kunne køre for 93% gas. I mål havde han over ét minut ned til David Coulthard (McLaren) på andenpladsen! Det hjalp selvfølgelig Montoya, at sine tre formodede værste rivaler til sejren: Ralf Schumacher (Williams), Rubens Barrichello (Ferrari) og Kimi Räikkönen (McLaren) allerede udgik ved indgangen til det første sving. Ralf havde fået en dårlig start fra andenpladsen og Barrichello (startet 3'er) og Räikkönen (startet 5'er) lå på siden af ham, så da han trækker til venstre for at komme rigtigt ind i svinget, er der ikke plads til Barrichello, der ikke kan gøre andet end at afvige til venstre lige ind i Räikkönen. Stewardsene gav hele skylden til Ralf. For en gangs var heldet ikke på Michael Schumachers side. Han lå med fire omgange igen, da det ene af dækkene eksploderede i hårnålen, og han måtte humpe tilbage i pitten. Det betød, at han faldt tilbage til syvendepladsen. I stedet fik Jarno Trulli (Renault) sin første podiumplacering siden 1999, og Toyota fik sit bedste resultat hidtil i Formel 1 med femte- og sjettepladsen. |
1: Montoya 2: Coulthard 3: Trulli 4: Alonso 5: Panis 6: da Matta 7: M. Schumacher 8: Button |
| 2004 - Buttons bedste løb? | |
| I modsætning til året før, var det Juan Pablo Montoya (Williams), der fik sit løb ødelagt i starten. Fra andenpladsen røg han helt ned på ottendepladsen, hvorfra det var op ad bakke resten af løbet. I stedet var det Kimi Räikkönen (McLaren), der udfordrede Michael Schumacher (Ferrari). Han pressede godt på indtil omgang 14, hvor bagvingen kollapsede, og bilen røg af i et voldsomt uheld, hvor han dog uden problemer selv kunne gå væk fra. Om fredagen havde Jenson Button (BAR) oplevet, at sin motor var stået af, og derfor måtte han starte helt nede fra 13. pladsen. Alligevel var han allerede efter første pitstop oppe på femtepladsen, og han sluttede løbet på andenpladsen blandt efter en flot lang duel med Fernando Alonso (Renault) startende i hårnålen og varende til stadionområdet. Selvom Alonso i første omgang forsvarede andenpladsen, så kom Button senere forbi. I det hele taget var det et begivenhedsrigt og spændende løb med mange flotte dueller, som også talte en flot overhaling udført af Räikkönen på Alonso. På statistiksiden var det Michael Schumachers 50. løb uden mekanisk defekt, og han startede fra forreste række for 100. gang i karrieren. |
1: M. Schumacher 2: Button 3: Alonso 4: Coulthard 5: Montoya 6: Webber 7: Pizzonia 8: Sato |
| 2005 - Kimis uheld, Alonsos gevinst | |
| McLaren viste sig som det klart hurtigste hold i Tyskland, men som sædvanlig havde Kimi Räikkönen alt det uheld, han kunne opdrive. Med en sikker føring måtte han efter 35 omgange udgå med hydrauliske problemer. Dette sagde Fernando Alonso (Renault) ikke nej tak til, og med et halvt minuts forspring til nummer to kunne han stille og roligt køre sejren i hus og dermed tage et stort skridt på vej mod sit mesterskab. Juan Pablo Montoya bevidste fra sidste startposition, at McLaren virkelig havde noget at give af. I et flot kørt løb kæmpede han sig stille og roligt op gennem feltet og i de allersidste omgang kunne han overhale Jenson Button og tage andenpladsen. I øvrigt bød løbet på et comeback til Nicolas Kiesa, der havde fået tilbudt stillingen som fredagskører for Jordan-holdet. |
1: Alonso 2: Montoya 3: Button 4: Fisichella 5: M. Schumacher 6: R. Schumacher 7: Coulthard 8: Massa |
BANEN:
Selvom Hockenheim med lige godt 20.000 indbyggere er en relativ lille by, så ligger den i det tætbebyggede nordvestlige Baden-Württemberg omkring 90 kilometer syd for Frankfurt am Main. Der ligger således tre store byer inden for en radius af cirka 20 kilometer: Heidelberg (142.000 indbyggere), Ludwigshafen (168.000) og Mannheim (308.000).
Oprindeligt var Hockenheimring en rendyrket højfartsbane på linie med Monza, men siden 2002-sæsonen har den haft status af en mediumbane, idet det lange stykke ind gennem skoven blev skåret af og erstattet af det, der nu er Hochgeschwindigkeits Kurve (eller Parabolica). Desuden blev stykket fra sving 7 til 11 indført, hvor det ellers førhen bare gik lige ud.
FIAs banekort for Hockenheimring
Der er selvfølgelig delte meninger om en sådan transformation, specielt da det ikke lige frem vrimler med højfartsbaner i Formel 1 nu om dage, hvorimod mediumhastighedsbanerne er der masser af. Uanset hvad, så har Hockenheim dog budt på sin del af underholdningen de senere år med flere gode og lange dueller, hvoraf et par stykker har strukket sig over næsten en halv baneomgang fra hårnålesvinget (Spitzkehre) til stadionområdet.
Det oplagte sted at overhale er netop i forbindelse med hårnålesvinget, men man kan også se overhalingsforsøg på den første del af banen i Nordkurve eller indgangen til Parabolica.
| Banen | |
|---|---|
| Banenavn | Hockenheimring |
| By | Hockenheim |
| Første Grand Prix | 2. august 1970 |
| Antal Grand Prixer | 29 |
| Hjemmeside | www.hockenheimring-shop.com |
| Satelitbillede | Google Maps (Bemærk billedet er med det gamle layout) |
| Rekorder | |
| Banerekord - pole | 1:13.306 (Michael Schumacher, 2004) 224,625 km/h |
| Banerekord - løb | 1:13.780. (Kimi Räikkönen, 2004) 223,182 km/h |
| Hurtigste løb | 1t23:54.848 (Michael Schumacher, 2004) 215,852 km/h |
| Flest sejre | 3 (N. Piquet, A. Senna, M. Schumacher) 9 (Willliams) |
| Flest poles | 3 (A. Senna, N. Mansell, A. Prost) 9 (Williams, McLaren) |
| Flest hurtigste omgange | 3 (D. Coulthard, M. Schumacher) 10 (Williams) |
| Årets Løb | |
| Omgangslængde | 4,574 km |
| Omgange i løbet | 67 |
| Løbsdistance | 306,458 km |
| Minimums banebredde | 15 meter |
| Sving | 17 (10 højre og 7 venstre) |
| Langsider | 6 |
| Tilskuerkapacitet | 120.000 |
| Areal | 97 hektar |
DE SENESTE ÅR:
2001 – Farvel til den gamle Hockenheimring
Der var drama allerede fra starten af løbet: Michael Schumacher (Ferrari) kunne ikke få bilen i gear, hvorefter Luciano Burti (Prost) tordnede op bag i tyskeren og fløj over hans bil. Hændelsen betød en masse vragdele på banen og en omstart.
Omstarten skulle dog ikke komme til at hjælpe Michael Schumacher, da i stedet bare udgik senere i løbet med problemer med brændstoftrykket, ligesom Burti spandt af og udgik.
Løbet tilhørte i den grad BMW-Williams, der i kraft af deres overlegne motorer, var i en klasse helt for dem selv. Juan Pablo Montoya viste sig som den stærkeste af de to kørere, men ved pitstoppet gik det galt. Problemer med brændstofpåfyldningen betød, at han kom til at holde stille i 30 sekunder, hvilket ikke er godt på en bane, der kræver så meget af motoren som Hockenheim, og kort tid efter gav motoren op.
I stedet var der fri bane til Ralf Schumacher, der vandt med 45 sekunder ned til Rubens Barrichello, der undervejs havde budt på flere flotte overhalinger. Jacques Villeneuve sikrede BAR deres anden podiumplacering i 2001 mens Renault fik to mand i pointene ved Giancarlo Fisichella og Jenson Button. Kun 10 biler gennemførte løbet.
2002 – Indvielsen af den nye bane
Selvom Michael Schumacher aldrig havde været på pole på Hockenheim og aldrig havde vundet der i en Ferrari, så var der ikke noget, der kunne holde ham tilbage.
Det blev et relativt begivenhedsløst løb, der i høj grad blev domineret af forskellige køreres problemer. En undtagelse var dog en fantastisk duel mellem Kimi Räikkönen (McLaren) og Juan Pablo Montoya (Williams), der startede i hårnålen og ikke sluttede før stadionområdet.
Det lignede længe en 1-2 til Schumacher-brødrene, men kort før afslutningen af løbet, måtte Ralf (Williams) indtil et ekstra pitstop på grund af mangel på lufttryk, hvilket tillod Montoya at rykke op på andenpladsen og dermed forbedre sine muligheder i kampen om andenpladsen i verdensmesterskabet.
2003 – Debut til Kiesa
Med meget kort varsel blev Nicolas Kiesa ringet op af Minardi-holdet, om han kunne erstatte Justin Wilson, som var rykket til Jaguar. Kiesa fik en flot debut ved bare at kvalificere sig halvanden tiendedel efter holdkammeraten Jos Verstappen, gennemføre løbet, og ved at sætte en hurtigere tid end Verstappen under løbet.
I den anden af feltet var Juan Pablo Montoya (Williams) mutters alene. Der var simpelthen ikke nogen, der så meget som var i nærheden af at kunne true ham, og det på trods af, at han efter 15. omgang kun kunne køre for 93% gas. I mål havde han over ét minut ned til David Coulthard (McLaren) på andenpladsen!
Det hjalp selvfølgelig Montoya, at sine tre formodede værste rivaler til sejren: Ralf Schumacher (Williams), Rubens Barrichello (Ferrari) og Kimi Räikkönen (McLaren) allerede udgik ved indgangen til det første sving. Ralf havde fået en dårlig start fra andenpladsen og Barrichello (startet 3'er) og Räikkönen (startet 5'er) lå på siden af ham, så da han trækker til venstre for at komme rigtigt ind i svinget, er der ikke plads til Barrichello, der ikke kan gøre andet end at afvige til venstre lige ind i Räikkönen. Stewardsene gav hele skylden til Ralf.
For en gangs var heldet ikke på Michael Schumachers side. Han lå med fire omgange igen, da det ene af dækkene eksploderede i hårnålen, og han måtte humpe tilbage i pitten. Det betød, at han faldt tilbage til syvendepladsen. I stedet fik Jarno Trulli (Renault) sin første podiumplacering siden 1999, og Toyota fik sit bedste resultat hidtil i Formel 1 med femte- og sjettepladsen.
2004 – Buttons bedste løb?
I modsætning til året før, var det Juan Pablo Montoya (Williams), der fik sit løb ødelagt i starten. Fra andenpladsen røg han helt ned på ottendepladsen, hvorfra det var op ad bakke resten af løbet. I stedet var det Kimi Räikkönen (McLaren), der udfordrede Michael Schumacher (Ferrari). Han pressede godt på indtil omgang 14, hvor bagvingen kollapsede, og bilen røg af i et voldsomt uheld, hvor han dog uden problemer selv kunne gå væk fra.
Om fredagen havde Jenson Button (BAR) oplevet, at sin motor var stået af, og derfor måtte han starte helt nede fra 13. pladsen. Alligevel var han allerede efter første pitstop oppe på femtepladsen, og han sluttede løbet på andenpladsen blandt efter en flot lang duel med Fernando Alonso (Renault) startende i hårnålen og varende til stadionområdet. Selvom Alonso i første omgang forsvarede andenpladsen, så kom Button senere forbi.
I det hele taget var det et begivenhedsrigt og spændende løb med mange flotte dueller, som også talte en flot overhaling udført af Räikkönen på Alonso. På statistiksiden var det Michael Schumachers 50. løb uden mekanisk defekt, og han startede fra forreste række for 100. gang i karrieren.
2005 – Kimis uheld, Alonsos gevinst
McLaren viste sig som det klart hurtigste hold i Tyskland, men som sædvanlig havde Kimi Räikkönen alt det uheld, han kunne opdrive. Med en sikker føring måtte han efter 35 omgange udgå med hydrauliske problemer.
Dette sagde Fernando Alonso (Renault) ikke nej tak til, og med et halvt minuts forspring til nummer to kunne han stille og roligt køre sejren i hus og dermed tage et stort skridt på vej mod sit mesterskab.
Juan Pablo Montoya bevidste fra sidste startposition, at McLaren virkelig havde noget at give af. I et flot kørt løb kæmpede han sig stille og roligt op gennem feltet og i de allersidste omgang kunne han overhale Jenson Button og tage andenpladsen.
I øvrigt bød løbet på et comeback til Nicolas Kiesa, der havde fået tilbudt stillingen som fredagskører for Jordan-holdet.
Siden sidst.
Sidste løb endte med endnu en Ferrarisejr, ved Michael Schumacher, fulgt af Fernando Alonso og Felipe Massa.
Med en forholdsvis overraskende Ralf Schumacher på 4. pladsen, efter hvad der kan kaldes en total ydmygelse af deres japanske konkurrenter, i Honda-teamet.
Et som sædvanligt kedeligt fransk Grand Prix, gav ikke de helt store tegn på hvordan magtforholdet er pt. Ferrari vandt en flot sejr, efter at de havde domineret en god del af weekenden og mon dog ikke de vil gøre alt hvad de kan, for at trække det med til Schumachers hjemmebane.
Under alle omstændigheder, så har 2 sejre i træk givet dem blod på tanden og de vil komme stærkt til Tyskland.
At McLaren Mercedes erstattede Juan Pablo Montoya med Pedro de la Rosa gav ikke den store effekt, de la Rosa kørte en anonym 7. plads hjem og burde tage sig sammen, hvis han har intentioner om at køre resten af sæsonen færdig, som pilot for McLaren.
Og sidst, men ikke mindst, Honda må og skal give alt hvad de har, for ikke at dette Grand Prix bliver endnu en pinlig forestilling, hvor de ikke kan kvalificere sig godt nok og hvor selve løbet ender med at de må udgå eller daler støt og roligt gennem feltet.