Efter en årrække med succesfuld deltagelse i NASCAR har Haas nu udvidet sine aktiviteter til også at deltage i Formel 1. Og målet har hele tiden været at benytte løbsserien til at promovere egne produkter - i dette tilfælde Haas Automation værktøjsmaskiner.
Formel 1 er berygtet for at være en bekostelig affære at deltage i, og adskillige teams og investorer har igennem årene lukket og slukket med stor gæld. Men det bekymrer ikke teamejer Gene Haas, som indtil videre kun har yderligere én sponsor repræsenteret på VF-16, nemlig urfabrikanten Richard Mille, der har sit logo på næsen af bilen. Resten af bilen prydes af Haas’ eget logo.
Haas VF16
Copyright Haas F1
”Jeg tror, at det, at vi har bilen brandet under vores eget navn faktisk er godt for vores produktlinie,” udtalte Haas.
”Vi er ikke et konsumer-produkt, hvilket ville opnå en del mere opmærksomhed i relation til marketing. Men det virker godt for os og vores brand, så vi er tilfredse.”
Alligevel afviser Haas ikke flere sponsorer til bilen.
”Hvis den rette sponsor viser sig, og ønsker at være med, så vil vi bestemt lytte til det. På den anden side er vi ikke desperate. Vi behøver ikke sponsorer for at gøre, hvad vi gør nu.”
”Vi er effektive og vores budget er rimeligt, så vi fortsætter som nu, med mindre den rigtige partner viser sig. Først da ændrer vi på tingene.”
Haas VF16
Copyright Haas F1
Haas siger videre, at det aktuelle problem op til 2016 i givet fald ville være at sælge et uprøvet produkt til en sponsor.
"Vi har aldrig været på en bane før, så vi har ikke noget at sælge til nogen," sagde han.
"Jeg tror, at folk vil være en lille smule bange for at få deres navn ud på banen, hvis det blev pinligt for dem. Hvis du går derud, og det ser dårligt ud for os, så har de sikkert ikke lyst til at sponsorere dig.”
"Men jeg er optimistisk. Vi vil være professionelle, når vi starter… og vi bør være i stand til at konkurrere på et niveau, som de andre hold vil respektere, og det kunne få eventuelle sponsorer til at sige ’ OK, der er et produkt, vi kan se det, vi vil gerne være med’.”
"Det burde få dem til at føle sig mere trygge ved at sponsorere os," sluttede Gene Haas.