Australiens GP: Dagen derpå

Så er årets første dagen derpå klumme klar og der bliver vendt emner som en sejrherre som næsten skulle udgå, ballade hos de små tyre, klassens nye dreng og duellen i toppen.

Billeder fra USA 2015 . Copyright Mercedes AMG

Af: Kim Kristensen (kk@bmf1.dk) d. 21/3 2016 klokken 19:03

Det er efterhånden ved at være et godt stykke over 24 timer siden at feltet krydsede stregen i Melbourne, så det er ved at være tid til sæsonens første dagen derpå klumme. I denne klumme vil emner som Nico Rosberg, Toro Rosso, Haas F1 og duellen i toppen mellem Mercedes og Ferrari blive vendt. For en god ordens skyld skal det lige nævnes at dette er en klumme, så der vil forekomme personlige holdninger.

Nico Rosberg Australien 2016
Copyright Mercedes


Det første emne jeg vil komme ind omkring i denne klumme, er gårsdagens sejrherre Nico Rosberg. Det er dog ikke så meget sejren der vil blive fokuseret på, men nærmere det faktum at det ifølge tyskeren selv var meget tæt på han var blevet trukket ud af løbet. Tyskerens bremser var nemlig ved at være på et meget kritisk og farligt stadie, så Mercedes overvejede seriøst om de skulle bede Rosberg om at udgå af løbet. Det valgte de så ikke og så vandt Rosberg sæsonens første Grand Prix.

Der er flere interessante ting i denne sag, den første ting er naturligvis sikkerheden og om det var forsvareligt at beholde Rosberg på banen. Man kan sige der skete jo ikke noget og ingen lagde mærke til, at han havde haft problemer med bremserne. Det var først få timer efter løbet, da han fortalte om det i en video han har lagt på facebook, at undertegnet blev gjort opmærksom på der havde været et problem.

Nico Rosberg Australien 2016
Copyright Mercedes


En anden ting der er interessant ved det her er, hvad ville der være sket hvis de havde trukket ham ud. Havde Mercedes trukket Rosberg ud fra en førsteplads, havde det sikkert givet anledning til en masse diskussioner i diverse medier omkring at Mercedes nu igen har hold hånden over Lewis Hamilton. Den slags sager vil teamet nok helst undgå flere af, så var det i virkeligheden den rigtige grund til at man ikke valgte at trække Rosberg ud af løbet?

Det er ikke til at vide, men man må ikke håbe det. Det kan hurtigt blive farligt, hvis et team er villig til at gå ned på sikkerhed for at undgå at få ballade med diverse medier. Derfor må vi ikke håbe det er sådan det hænger sammen. Men hvorom alting er, så blev Nico Rosberg ikke trukket ud og han kunne dermed tage sin første sejr i denne sæson så tillykke med det.

Carlos Sainz og Max Verstappen.
Copyright Red Bull Media


Det andet emne der fortjener at blive vendt er balladen med Toro Rosso, fordi hvad i alverden skete der lige der. Teamet var så godt med og så vælger man at lave nogle gigantiske brølere så man slutter som nummer ni og ti. Balladen skete da teamet angiveligt valgte at trække Carlos Sainz ind på den omgang, hvor Max Verstappen mente han havde bedt om at komme i pit. Det førte til en hollænder som var godt og grundig sur, hvilket ikke blev bedre da teamet ikke var klar med hans dæk da han kom i pit.

Efter det oplevede man en masse omgange med en Verstappen der var sur over radioen og som gerne ville have haft Sainz til at flytte sig, fordi de to Toro Rosso-kørere blev hold tilbage bag ved Jolyon Palmer. Set ud fra den situation ville det nok have været smart at lade Verstappen komme forbi, fordi da Sainz endelig kom forbi Palmer, gik der et sving så var Verstappen og så kommet forbi. Men så igen, så burde den slags teamordre hvor en køre bliver bedt om at lukke sin holdkammerart forbi jo ikke finde sted og det er da i hvert fald en anden kører som skal bestemme om teamet skal bede en holdkammerart flytte sig.

Max Verstappen
Copyright Red Bull Media


Jeg kan godt lide Max Verstappen, men jeg bryder mig ikke om at høre kørere som ”piver” på den måde over radioen. Omvendt så bryder jeg mig heller ikke om at teamet siger til kørere at de skal blive på den position som de har og at de ikke må angribe hinanden. Derfor er hele den situation lidt svær fordi på den ene side gjorde Toro Rosso mange ting forkert, men omvendt er det svært at sige hvad de ellers skulle have gjort.

Jo de kunne naturligvis have trukket Carlos Sainz i pit, da det gik op for dem at Verstappen var den hurtigste af de to og at han nemmere ville kunne gå forbi Palmer. Hvis Toro Rosso havde gjort det, kunne Verstappen måske være sluttet højere oppe, men så havde Carlos Sainz muligvis ikke fået point så det havde jo og så været problematisk og det ville og så have givet anledning til ballade.

Derfor kan der nærmest kun være en konklusion på alt dette her. Næste gang den kører som har ret til at vælge taktik siger at han vil i pit, så skal de nok lige høre efter. Alt det andet som skete var en slags kædereaktion på fejlen omkring pitstoppet. Det forsvare dog ikke Verstappens brok over radioen, sådan reagere en måske kommende stor mester ikke. Så man tier stille og træder speederen i bund og viser resten af banden, hvem der er den bedste, så på det punkt har Verstappen stadigvæk noget at lære, men det har nogle af de rutinerede kørere nu og så.

Haas F1
Copyright Haas F1


Det næste emne der lige skal vendes er klassens nye dreng Haas F1. Det amerikanske team har haft store ambitioner og store armbevægelser lige fra start, faktisk så store at de hele tiden har sagt at deres mål var at hente point i deres første løb. Nu ved jeg ikke med jer, men de ambitioner har i hvert fald fået undertegnet til at tænke ”arhhhhh skulle de måske ikke lige sænke ambitions niveauet en smule der”, da et nyt team mig bekendt ikke har fået point siden Mika Salo hentede point i Toyotas debut tilbage i 2002. Den gang var der jo og så mange som udgik af løbet, så det med at score point i sin Formel 1-debut som team er ikke hverdags kost.

Esteban Gutierrez
Copyright Haas F1


Men her efter sæsonens første Grand Prix og Haas F1 Formel 1-debut, kan man jo bare konstaterer at Haas fik det de kom efter og det kan man kun tage hatten af for. Efter løbet var man da heller ikke i tvivl om, hvor meget det betød for teamet at få opnået dette mål, så mon ikke også de selv har kunne mærke folks skepsis over for deres mål om point i første løb.

Det skal selvfølgelig nævnes at løbet i går, var en lidt rodet affære med hensyn til det røde flag osv. Haas benyttede det røde flag til at skifte dæk på Romain Grosjeans racer, så franskmanden ikke behøvede at komme i pit mere i det løbe. På den måde kan man sige at de blev reddet af det røde flag og at det røde flag på den måde, hjalp dem til at opnå deres mål og at de måske ikke havde opnået det, hvis det røde flag ikke var kommet.

Romain Grosjean
Copyright Haas F1


Det er noget vi aldrig kan få svaret på, men man kan og så se lidt anderledes på det. Haas formåede at bruge perioden med rødt flag til noget som Ferrari eksempelvis ikke gjorde nemlig at ligge en taktisk som kunne holde hjem. Dermed kan man sige at Haas trods deres lille erfaring i Formel 1, rent faktisk viste et stort taktisk overblik i en rodet situation. Et taktisk overblik som etablerede teams som Ferrari og Toro Rosso eksempelvis manglede under gårsdagens løb.

Vælger man at se sådan på det, så skal Haas F1 nok blive et spændende bekendtskab i Formel 1, om de kommer i top ti hver gang er nok utænkeligt, men de vil nok gøre deres bedste. Jeg syntes i hvert fald det bliver spændende at følge dem, fordi noget tyder på de har noget at have alle de store ord og armbevægelser i.

Sebastian Vettel test 2016
Copyright Ferrari Media


Det fjerde og sidste emne der lige skal vendes kort inden denne dagen derpå klumme slutter, er det faktum at noget tyder på den tendens der var under testene i Barcelona passer. Meget tyder på at Ferrari er kommet tættere på Mercedes. Under kvalifikationen var det dog ikke mere end 0.300 sekund de havde hentet ind på tyskerne og man kan sige at de var stadigvæk omkring 0.800 sekund fra Mercedes, men nu er det ved at være på et niveau hvor Mercedes ikke har råd til at lave fejl.

Det kan betyde sæsonen i år måske bliver mere spænende end først antaget, fordi der er trodsalt forskel på at være så hurtig der er råd til fejl og være hurtigst, men ikke have råd til fejl. I den situation gælder det om at have det psykiske overtag og der skal Mercedes nok ikke overhales ret mange gange af Ferrari i starten af løbene, før de måske begynder at føle sig rigtig presset. Det kan og så være det ikke ender sådan, i går tog Mercedes jo alligevel en 1-2 selvom det ikke så sådan ud fra løbets start. Så det bliver spændende at se, hvordan sæsonen udvikler sig.

Med disse ord er denne dagen derpå klumme slut og det bliver spændende at se hvad der kommer til at ske i det næste Grand Prix, som kørers om små 14 dage i Bahrain.
Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Renault sikker på point om kort tid Alonso og Gutierrez slipper for videre tiltale »