Kort Red Bulls bekræftelse af kontraktforlængelsen med Alexander Albon som teamkammerat med Max Verstappen, slap Toro Rosso nyheden ud, at Daniil Kvyat og Pierre Gasly fortsætter hos dem i 2020.
“Jeg er virkelig glad for at fortsætte hos teamet i 2020, og jeg er sikker på, at vi har spændende udfordringer foran os,” udtalte Gasly i forbindelse med annoncereringen.
“Toro Rosso har altid givet mig de bedste muligheder for at performe hver sæson, og jeg er super motiveret og dedikeret for at betale dem tilbage med de bedst mulige resultater.”
Også Kvyat var en ganske tilfreds mand i dag. Efter at være smidt på porten af Red Bull i 2018, lykkedes det for den hurtige russer at kæmpe sig tilbage til Formel 1. I sig selv en bedrift og historik, der på mange måder minder om danske Kevin Magnussens.
Pierre Gasly.
Copyright Red Bull Contentpool
“Det er skønt at blive bekræftet i teamet til 2020,” udtalte Kvyat.
“Jeg er bare så glad, for jeg føler mig godt tilpas med alle sammen her. Jeg kender teamet og de kender mig rigtig godt, så det gør det nemmere at forstå, hvad hver især har behov for.”
“Vi har udført store ting sammen, som f.eks. vores podie i Tyskland (3.-plads og billedet øverst, red.), så jeg håber at kunne levere en stærk sæson igen til næste år,” lød det fra den 25-årige Toro Rosso-kører.
Toro Rossos annoncerering efterlader Williams F1 som eneste team, der endnu mangler at bekræfte sin kører-lineup for 2020. Her peger alt på en debut til F2-køreren Nicolas Latifi som partner til George Russell og dermed erstatning for Robert Kubica.