Max scorer maks. løn

Takket være sin nye kontrakt med Red Bull ryger Max Verstappen op som en af Formel 1-feltets absolut bedst betalte kørere. Og det er ikke kun hans talent alene der gør, at Red Bull nu må punge rigtig meget ud.

Brasiliens Grand Prix 2019 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Jesper Emke Clausen (jc@bmf1.dk) d. 9/1 2020 klokken 16:01

Det kom sikkert bag på de fleste, at Max Verstappen valgte at binde sig til Red Bull så tidligt – før den egentlige sæson i 2020 er skudt i gang.

Hollænderen og Red Bull meddelte i tirsdags, at Verstappens kontrakt var blevet forlænget til og med 2023 på trods af, at red Bull indtil videre ikke har kunnet levere en bil, som Verstappen kunne vinde et verdensmesterskab med.

Men kontraktforlængelsen koster: Selv om intet er officielt, så fortæller det tyske medie Auto Bild motorsport, at Max Verstappen kan sætte mindst 60 millioner euro, altså ca. 450 millioner danske kroner ind på kontoen inden udgangen af 2023.

Ifølge Motorsport-Total.com skulle Verstappen dog få knap 40 millioner euro (ca. 300 millioner danske kroner) om året (!), hvilket ville rykke ham langt frem på F1-kørernes lønningsliste.

"Kontrakten var ikke billig", siger Red Bulls motorsportskonsulent Helmut Marko til Auto Bild motorsport. "Men jeg gider ikke spille poker."

Englands Grand Prix 2019. James Bond tema hos Red Bull. Helmut Marko og Christian Horner leger superskurkeEnglands Grand Prix 2019. James Bond tema hos Red Bull. Helmut Marko og Christian Horner leger superskurke
Copyright Red Bull Contentpool


Umiddelbart har Red Bull ikke en kører i Verstappens klasse, som kunne overtage hans sæde og opnå de samme resultater. Både Albon og Gasly har ikke kunnet matche Max Verstappen i samme bil.

Derfor blev Red Bull nødt til at grave dybt i lommerne, for ellers havde Max Verstappen nok skiftet til en af konkurrenterne, højst sandsynligt Mercedes. Helmut Marko indrømmer: "Jeg var meget bekymret for, at vi ville miste Max til Mercedes.”

Og nu har hollænderen bundet sig til Red Bull - uden ophævelsesklausul, hvis man skal tro rygterne.

Så nu mangler Max bare en god motor, og det er Hondas ansvar. Derfor kommer Honda også til at betale en del af Verstappens løn: ca. 50 procent.

Hondas kontrakt med Red Bull løber dog kun indtil udgangen af 2021, men det er ikke noget, der bekymret Helmut Marko: "Jeg er optimistisk og er ret sikker på, at de fortsætter”, udtaler Marko.

OM SKRIBENTEN

Jesper fra BMF1 Jesper er cand.mag. i Moderne Kultur fra Københavns Universitet med speciale i biler og bor til dagligt i Berlin.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Kevin: Haas får ikke nedtur som McLaren eller Will Øget overophedning af dæk i 2020 »