Formel 1 er motorsportens kongeklasse, hvor de største stjerner har intense dueller i verdens hurtigste biler. Sådan har det også været - i mindre grad - de senere år.
Det (nok) største problem er dækkene som overopheder, når bilerne kører for tæt på de forankørende.
Pirelli har derfor brugt hele 2019 på at udvikle og finjustere de nye dæk til 2020-sæsonen, for at kunne fjerne nogle af disse problemer med dækkene.
Allerede under testen i Austin i start november, mødte de nye dæk stor kritik. I december skulle dækkene testes igen, og her mødte de samme kritik.
Derfor stemte samtlige hold imod at benytte de nye dæk i 2020-sæsonen, men i stedet bruge - den også udskældte - 2019-version.
Nu melder Pirellis motorsportschef Mario Isola så ud, at Pirelli forventer, at dækkene vil overophede endnu mere, når de bliver brugt i 2020-sæsonen.
Pirelli undersøger dækkene i paddocken.
Copyright Bil Magasinet BMF1
Det skyldes, at bilerne i 2020 er en videreudvikling fra 2019-sæsonen, så derfor vil de højest sandsynligt være hurtigere i 2020-sæsonen.
Normalt bliver bilerne 1-1,5 sek. hurtigere sæsonen efter, hvilket skyldes mere downforce og mere motoreffekt.
Denne øgede performance betyder også, at dækkene bliver udsat for yderligere belastning, og at der bliver tilført mere energi til dækkene. Mere energi i dækket øger så risikoen for overophedning betragteligt.
For at forsøge at undgå dette i 2020, så er Pirellis eneste rigtige værktøj at hæve grænserne for de minimalt tilladte dæktryk. På den måde kan de forsøge at få skabt en balance for den ekstra energitilførsel.