Vælg hvilke cookies du vil tillade. Nødvendige cookies er altid aktive. Læs mere i vores cookiepolitik.
Nødvendige
Kræves for at siden fungerer. Kan ikke slås fra.
Analyse
Anonym trafikmåling via Google Analytics – hjælper os med at forbedre siden.
Marketing
Annoncer via Google AdSense. Uden marketing-cookies vises der stadig annoncer, men uden personalisering.
Max Verstappen tog i weekenden sin tredje sejr i de seneste fire løb, da han vandt Mexicos Grand Prix. Uagtet et fejlfrit og flot løb, fik han dog føringen foræret, efter at Ferrari-makkerne Lewis Hamilton og Charles Leclerc besluttede at køre ind i hinanden i stedet for at nedkæmpe hollænderen.
Leclerc fik fem sekunders straf for at have forladt banen og opnået en varig fordel i duellen med Hamilton. Under balladen smuttede Verstappen også forbi Hamilton. Efter et sent rødt flag lykkedes det hollænderen at holde briten bag sig, og ved målstregen var forskellen kun 0,799 sekunder.
Optagelser fra teamradioen, som ikke kom med i TV-transmissionen, viser nu, at Hamilton havde givet op på forhånd.
Med syv omgange tilbage meldte løbsingeniør Carlo Santi, at Hamilton havde både overtake-mode og boost klar til langsiden, men den servicemeddelelse gjorde ikke Ferrari-køreren mere tilfreds. Tværtimod lød han mere som en mand, der har fået en kniv med til en pistolduel.
Lewis Hamilton i nærkamp med Max Verstappen. Mexico 2026
Copyright Red Bull Contentpool
"Hvordan skal jeg overhale Red Bull-motoren?" lød det opgivende fra bilens dyb.
Hvad den egentlige årsag til det opgivende udsagn var, kom frem i det såkaldte cool down room.
Således kom de to gamle rivaler i snak før podieceremonien, og her lagde Hamilton ikke skjul på sin frustration, da han talte med Verstappen.
"I har bare alt for meget power på langsiderne. For pokker da."
Hurtigt replicerede Verstappen: "Jeg havde også brug for det, når I er så hurtige i svingene!"
Englands Grand Prix 2026. Max Verstappen
Copyright Red Bull Contentpool
Det var lige før, man kunne se de to dele en kop kaffe.
Herefter blev de to hurtigt enige om, hvem der var skurken: clipping. Det er fænomenet, hvor bilerne høster energi på slutningen af langsiderne og derfor mister kraft.
Hamilton kaldte det dybt tåbeligt, og Verstappen var enig i, at det ødelægger overhalingerne ind mod sving 1 (på banen i Mexico City).
På pressemødet efter løbet var Hamilton helt klar i mælet. Ifølge ham var løbet slut, i samme øjeblik Verstappen var forbi, for på den mexicanske bane kan man ganske enkelt ikke overhale, hvilket også fremgik tydeligt under løbet.
Hamilton forklarede til medierne, at bilerne ikke kan komme over en bestemt fart på slutningen af langsiden, og at alle derfor bare kører i kø. Den bagerste bil burde kunne bruge sin ekstra fart i slipstrømmen, og motoren kan sagtens køre hurtigere, men det forhindrer "de her fjollede clips", som eksverdensmesteren kaldte dem.
FIA er international motorsports ledende organ
Copyright BMF1.dk
Hamilton gik et skridt videre og kaldte det for den formentlig dårligste motorindstilling, sporten nogensinde har haft.
Han erkendte dog også, at den tynde luft og det lave downforce i Mexico gør det svært at følge efter. Derfor foreslog han, at man måske skulle ændre det hurtige sidste sving, så bilerne kan komme tættere på inden langsiden.
Hamiltons konklusion var, at så længe alle kører med "clipping", bliver muligheden for at overhale stort set fjernet.
Bolden ligger nu hos FIA, og næste chance for lidt mere action kommer allerede i Brasilien i weekenden.
BMF1.dk debat
Ingen kommentarer endnu. Vær den første til at skrive en.