Officielt: Mercedes afviser definitivt Vettel-rygter

Den seneste tids mange rygter om kontakt mellem Mercedes AMG og Sebastian Vettel vedrørende 2021 bliver nu endegyldigt skudt ned fra højeste sted i den tyske koncern.

Østrigs Grand Prix 2018 . Copyright Ferrari

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 7/7 2020 klokken 09:07

Efter Sebastian Vettels exit fra Ferrari, som tyskeren forlader efter denne sæson, har rygterne svirret, og især et link til hjemlandets succesfulde F1-team, Mercedes, har været vedholdende.

Stuttgart-linket blev ikke mindre efter Mercedes’ teamchef Toto Wolff, op til Østrigs Grand Prix, til radiokanalen BBC 5 udtalte, at Vettel “er en fin fyr” og at teamet “bestemt ikke må undlade at overveje ham”.

Nu blafrer svaret dog ikke længere i vinden.

Således har bestyrelsesformanden for Daimler AG, der samtidig er øverste chef for Mercedes-Benz, svenskeren Ola Källenius, haft den store lægtehammer fremme og slået fast med syvtommersøm, at Vettel ikke har nogen fremtid hos Mercedes AMG.

Vettel lykønsker Hamilton med hans 5. titel Vettel lykønsker Hamilton med dennes 5. titel
Copyright Mercedes


“Vi holder fast i vores drenge,” udtalte Källenius til tyske Sky.

“Jeg har fuld forståelse for, at det er en spændende tanke for vores tyske fans, men med Lewis og Valtteri har vi allerede to topkørere, som er på højeste niveau.”

“Så vi holder fast i de drenge, vi har nu,” lød det kategorisk fra Källenius.

Så burde den være skudt ned.

Interessen for Vettel er dog stadig stor i den Mercedes-motoriserede del af F1-feltet. Således har Racing Points teamchef, Otmar Szafnauer udtalt, at han ikke vil udelukke tyskeren som en mulighed, når teamet fra næste sæson skifter navn og kommer til at hedde Aston Martin.

Så Vettel-rygterne vil stadig cirkulere et stykke tid endnu.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Zanardi opereret igen i 5 timer Vedholdende rygte: Renault annoncerer Alonso onsda »