Marko: Hvorfor demonstrerer Mercedes sin overlegenhed?

Ovennævnte overskrift kan umiddelbart lyde mærkelig, men dr. Helmut Marko fra Red Bull har sine grunde til at stille det?

Ungarns Grand Prix 2020 . Copyright Mercedes AMG

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 27/7 2020 klokken 12:07

Efter at Formel 1 i en lang årrække havde oplevet Ferrari, med Michael Schumacher i cockpittet, dominere klassen, ændrede situationen sig markant fra 2010 til 2013, hvor det dengang mellemstore, private Red Bull-team overtog podiet med den firedobbelte verdensmester Sebastian Vettel i spidsen.

Men Formel 1-fans bryder sig ikke om total dominans. Således oplevede Vettel i 2013-sæsonen ofte at blive hånet og buh’et ud, hver gang han modtog sejrspokalen på podiet. Men Red Bull blev ikke kun modarbejdet af en stor gruppe fans med andre farver på trøjer og T-shirts.

I et interview med det tyske medie Auto, Motor und Sport afslører Red Bulls Helmut Marko, at teamet dengang rent faktisk forsøgte at skjule sin dominans for at undgå indgreb fra daværende F1-boss Bernie Ecclestone og FIA-præsidenten Max Mosley.

Billeder fra Singapore 2014 Helmut Marko (tv) og teamchef Christian Horner (th).
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


I betragtning af forholdene dengang undrer det derfor dr. Marko, at Mercedes de seneste år så åbent har demonstreret sin dominans og fortsat gør det.

“Hvorfor demonstrerer Mercedes så åbent sin dominans?” spurgte han undrende bladets journalist, hvorefter han forklarer baggrunden for sit spørgsmål.

“I vores gode år kørte vi ikke hvert eneste løb så åbenlyst foran (som Mercedes gør nu, red.).”

“Hvis vi havde gjort det, ville Mosley og Bernie omgående gøre alt for at gøre os langsommere - hvilket alligevel skete tit,” afslørede Marko.

I interviewet afslører Red Bull-chefen også, at teamet har lokaliseret en stor del at årsagen til bilens ustabilitet og manglende fart i indeværende sæson.

“Efter at have undersøgt tingene til bunds, kan vi sige, at det ligger i aerodynamikken,” fortalte han.

Billeder fra Austin, Texas 2013Sebastian Vettel. Austin, Texas 2013
Copyright Getty Images/Red Bull Racing


“Der er noget galt med luftindtaget, og en måde at løse det på vil være at bukke nogle dele, men ‘airflowet’ bliver også hindret af andre årsager.”

“Nu ved vi, hvad der virker, og hvad der ikke virker, så vi prøver at udvikle fra dette udgangspunkt, og vi forsøger at rette fejlene så hurtigt, som muligt,” understregede Marko, som samtidig indrømmede, at farten ikke kommer tilbage natten over.

“Derfor kommer alle delene ikke på bilen på én gang men derimod én efter én, så vi kan se, hvor fejlene har sneget sig ind.”

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER

Bemærk! Diskussionen er tiltænkt indholdet af artiklen og ikke om man bryder sig om emnet eller formen.
Har man kommentar til dette kan man skrive en mail til forfatteren.


« Hockenheim og Nürburgring vil samarbejde F1 optakt til Silverstone »