Det er velkendt, at Mercedes CEO, Toto Wolff, de seneste sæsoner har været åbenmundet omkring sit ønske om at få Max Verstappen til at køre for Stuttgart-teamet, og det kan måske blive en realitet i denne sæson eller ved udgangen af den.
Det mener i hvert fald den tidligere Formel 1-kører og nu kommentator hos Sky TV, Martin Brundle. Han mener, at George Russell bør være "bekymret" for sit sæde, da Toto Wolff ikke vil gå glip af endnu en mulighed for at skrive kontrakt med Max Verstappen.
Årsagen skal ses i lyset af Red Bulls problemfyldte weekend på Bahrain International Circuit, hvor et bremseproblem betød, at Verstappen kun kvalificerede sig på en for ham uvant P7. Og i søndagens hovedløb blev det kun en enkelt position bedre, hele 30 sekunder efter vinderen.
Canadas Grand Prix 2024. George Russell på pole position med præcis samme tid som Max Verstappen
Copyright Mercedes AMG
Dertil kommer, at hans RB21 havde balanceproblemer, at bremserne ikke fungerede optimalt, at der var to langsomme pitstop i løbet af løbet på grund af fejl i pittens lyssystem, som forsinkede hollænderens første stop, der varede 4,4 sekunder – hvilket er lysår i Red Bull-sammenhæng – samt at verdensmesterens andet pitstop blev ødelagt af problemer med montering af det højre forhjul.
Ifølge Martin Brundle er dette præcis årsagen til, at han er "ret bekymret for George Russell".
Verstappen lagde heller ikke skjul på sin skuffelse, efter løbet, da Viaplay sagde til ham, at han sikkert havde masser at tale om med teamet.
George Russell på vej mod podiet i Bahrains GP 2025
Copyright Mercedes AMG - Wolfgang Wilhelm
"Ikke i øjeblikket. Jeg har ikke lyst til det," sagde Verstappen. "Intet gik godt."
Situationen og udtalelserne fik Red Bulls motorsportsrådgiver Helmut Marko til at indrømme, at "bekymringen er stor" for, at Verstappen senere på sæsonen kunne være i en position, der ville gøre det muligt for ham at aktivere en udtrædelsesklausul i sin kontrakt.
Og lige præcis den udtalelse mener Brundle er, eller kan være, dårligt nyt for George Russells fremtid hos Mercedes.
For det er velkendt, at Wolff tidligere har udtalt, at han flere gange har fortrudt, at han ikke i sin tid skrev kontrakt med faren, Jos Verstappen, da denne, før hollænderen kom til Red Bull i 2014, henvendte sig til Wolff for at få sin søn til at blive en del af Mercedes-familien.
Mercedes havde dog ikke et juniorhold som Red Bulls Toro Rosso, og Wolff var ikke åben over for tanken om at sætte en nybegynder i bilen ved siden af Lewis Hamilton.
Max Verstappen. Japans GP 2025
Copyright Red Bull Contentpool / Getty Images
Måske var beslutningen dengang ikke helt uforståelig, for Wolff havde allerede Nico Rosberg og Lewis Hamilton og derfor nok at se til. Kan man roligt sige.
Men da Rosberg sensationelt trak sig tilbage blot få dage efter at have vundet verdensmesterskabet i 2016, mistede Mercedes til gengæld muligheden for at skrive kontrakt med Verstappen, hvilket Wolff erkender, at han fortryder.
"Jeg talte med Jos og Huub Rothengatter (Jos Verstappens manager under dennes F1-karriere), da de kom til mit kontor i Brackley, og det må have været, da Max kørte karting eller i slutningen af hans karting-dage før Formel 3 (i 2014, red.),” har Mercedes-CEO’en tidligere udtalt.
"Fortryder jeg, at jeg gik glip af Max? Helt sikkert. Men det var ikke en mulighed dengang. Vi havde to kørere, som jeg var meget tilfreds med, Nico og Lewis."
Max Verstappen er gået i tænkeboks. Hollands GP 2024
Copyright Red Bull Contentpool / Getty Images
Det er som bekendt svært at spå, især om fremtiden, for som et lyn fra en klar himmel sagde Rosberg efter sejren i finaleløbet tak for denne gang, men så var Max Verstappen ikke tilgængelig.
Brundle kan ikke se Wolff gå glip af muligheden en anden gang.
"Jeg tror, at hvis Max Verstappen kom på markedet, ville jeg faktisk være ret bekymret for George (Russell, red.), fordi Kimi tydeligvis er fremtidens mand for dem," sagde han til Sky F1 efter løbet i Bahrain.
Vil Toto Wolff lade muligheden for at få Max Verstappen til Mercedes forsvinde op i den blå himmel én gang til?
Det vil de næste måneder vise.