• Forside

Ralf som teamboss?

Der har været spekulationer i gang på det seneste, hvorvidt Michael Schumacher ville købe sit eget team. Men nu har lillebror Ralf også udtalt, at han da godt kunne tænke sig at blive teamboss en dag.

Af: (@bmf1.dk) d. 12/3 2007 klokken 11:03

Ralf Schumacher, som for tiden er ved at gøre sig klar til årets første løb i Melbourne i Australien, synes at storebror Michaels ønske om at blive teamboss er sådan en god idé, at han nu selv går og leger med tanken.

"Jeg ser ofte tingene fra teammanagerens perspektiv, og hvem ved, måske bliver det mig en dag," siger dn 31-årige Ralf til Bild.

Mini-Schummi siger samtidig, at han ofte taler med Gerhard Berger og Niki Lauda, om deres erfaringer som managere, og tilføjer: "Der er mange interessante opgaver at løse i sporten."

"Hvis Michael skal have sit eget team, vil jeg også!" Ralf Schumacher, Imola 2005

"Jeg kan sige med sikkerhed; Formel 1 er så sjovt for mig i disse dage, at jeg ikke kan forestille mig at leve uden," slutter den tyske Toyotapilot.

Vi er stadig ikke sikre på, om rygterne om Michaels Schumachers eventuelle køb af Scuderia Toro Rosso har noget på sig overhovedet, men ifølge Gerhard Berger, der sammen med Dietrich Mateschitz ejer teamet, er der slet ikke planer om at sælge: "Jeg kender intet til det og ingen har talt med os omkring det," siger Berger.

Ralf er dog tydeligvis blevet inspireret. Med kun seks dage til sæsonstart, bør hans fokus måske ligge på det første løb. Til gengæld er han jo den tredje bedste kører i feltet, så....