Hamilton uden GPS

Moderne Formel 1 er højteknologi på fire hjul, og den teknologiske kæde er ikke stærkere end det svageste led. Det måtte Ferrari sande på Silverstone.

Starten er gået til Englands GP 2025 . Copyright Red Bull Contentpool

Af: Peter Hartig (pha@bmf1.dk) d. 8/7 2025 klokken 16:07

Det går støt og (meget) roligt fremad for Lewis Hamilton med at forstå forskellen på at køre en rød Ferrari i forhold til en sølvfarvet Mercedes.

Men der er et stykke vej endnu.

Dertil kommer, at Maranello-teamet ikke altid er helt synkrone i deres strategikald ud til kørerne, hvilket Charles Leclerc tit har klaget over på radioen.

Under de stærkt uforudsigelige forhold på Silverstone under Englands Grand Prix blev der truffet en strategisk beslutning, som fik afgørende indflydelse på Hamiltons muligheder for at nå op til en suverænt kørende Nico Hülkenberg og dermed P3 på podiet.

Charles Leclerc på Silverstone. Englands GP 2025Charles Leclerc på Silverstone. Englands GP 2025
Copyright Ferrari Media


To forhold var afgørende for, at forsøget mislykkedes. Det indrømmer Frederic Vasseur, Ferraris teamchef.

Dels lavede den syvdobbelte verdensmester selv nogle fejl på den våde bane efter sit sidste pitstop, men det blev ikke bedre af, at Ferrari-køreren fik sit "box-box" alt for sent.

Fejlen lå på pitmuren


Problemet var, at da Hamilton kørte i pit på 41. omgang for at skifte fra medium- til slickdæk, var banen stadig ret fugtig. Den tørrede hurtigt, men da Ferrari-køreren kom ud på banen, skred han et par gange under sin udgangsomgang, hvilket kostede ham dyrebar tid i forhold til Hülkenberg.

Teamchef Fred Vasseur erkendte efter løbet, at fejlen lå på pitmuren.

"Man nok kan sige, at det var en omgang for tidligt, også fordi han kørte lige ud i sving 3-4 og tabte fire eller fem sekunder i disse to sving," lød det fra franskmanden.

Franskmanden påpegede dog, at F1-strategi er og bliver et spil om forventninger og risici – og nogle gange fungerer det bare ikke.

Lewis Hamilton på Silverstone. Englands GP 2025Lewis Hamilton på Silverstone. Englands GP 2025
Copyright Ferrari Media


"Det er den slags situation, hvor det altid er for sent, hvis man ønsker, at de andre skal gøre det før en selv.... og det er ret nemt efter løbet at sige, at det første pitstop kunne have været bedre at foretage en omgang før, og det andet pitstop at stoppe en omgang senere."

"Men ærligt talt, når man skal træffe beslutningen på pitmuren, er det meget vanskeligt, fordi man altid skal være forudseende."

Uden GPS


Vasseur oplyste endvidere, at Hamilton også havde et andet problem, der var uden for kørerens indflydelse.

"Vi mistede Lewis' GPS-signal under hele løbet," indrømmede han. "Det betyder, at vi var helt blinde og ikke vidste, hvor bilen var. Det var svært."

GPS spiller en afgørende rolle i moderne Formel 1, hvor det i forhold til pitstopstrategi er temmelig vigtigt at vide, hvad en kørers specifikke position på banen er. Dette gælder ikke mindst under de ekstreme forhold, Silverstone bød på i søndags.

Set i det perspektiv var Hamiltons P4 et godt resultat, men det fjernede ikke opmærksomheden fra den kendsgerning, at Ferrarien for begge kørere var stærkt udfordrende at manøvrere, hvilket designerne af SF-25 nu skal forbedre.

OM SKRIBENTEN

Peter fra BMF1 Peter har været en del af BMF1 næsten siden starten og er især kendt for sin faste serie af Kevin-interviews.

RELATEREDE NYHEDER