• Forside

Ingen kvinder i Formel 1 - endnu

Af: Peter Fyllgraf (pfy@bmf1.dk) d. 5/2 2006 klokken 02:02

I Amerika har Danica Patrick gennem de sidste 12 måneder vist hvad man kan opnå i Indy Racing League.

Hendes pæne resultater i IRL har nu givet hende og hendes team, Rahal Letterman Racing, en sponsoraftale med blandt andet Coca-Cola.

Gigantfirmaet har ønsket at skrive kontrakt med Patrick, da hun er en meget stor berømthed, takket være resultaterne og det faktum at hun har klaret sig så fremragende i en mandsdomineret sport.

I denne sæson har den 24-årige Danica Patrick scoret 3 pole positions og to 4.pladser. Desuden har hun sikret sig en flot 4.plads i Indy 500 løbet. Det har ingen anden kvinde gjort før hende.

Med denne statistik, kunne Danica Patrick sikkert gøre det godt i Formel 1.


Danica Patricks mulige entre i Formel 1 ville pynte på gridden.

Kollegaen Kathrine Legge, der har vundet 3 ud af 10 løb i Toyota Atlantic Championship Series, er ved at få en fod indenfor i Champcar. I december testede hun således på Sebring for PKV Racing teamet.

Disse to unge damer har seriøst overvejet at forsøge at få adgang til Formel 1. Indtil videre uden held.

De har begge løbet panden mod muren og fundet, at holdningen til kvinder i motorsport langt fra er den samme som på den anden side af dammen, ligesom det har været meget svært at skaffe penge fra europæiske sponsorer.

Historien har ganske vist ikke levnet meget til overs for kvinder i Formel 1, men hvorfor udelukke dem? Det ville sikkert åbne op for helt nye muligheder med hensyn til sponsorater.