her. " />
  • Forside

Kvalifikationen: Massa dominerer

Med hurtigste tid i alle tre kvalifikationsafdelinger lod Felipe Massa ikke megen tvivl om, hvem der skulle slutte i pole. Ferrari var dog ikke i stand til at gøre rent bord. Ved siden af Massa holder en kører som gør sin debut på forreste række. Vores LIVE rapport finder du her.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 14/4 2007 klokken 15:04

På mange måder var det en forudsigelig kvalifikation. Ferrari og McLaren har været dem, der satte tempoet i de frie træninger, og sådan skulle det også blive i kvalifikationen. Felipe Massa var således hurtigst i alle tre afdelinger med Lewis Hamilton som den næsthurtigste. Fernando Alonso fuldendte top tre i første omgang, mens Kimi Räikkönen gjorde det i de to sidste. Dagens pole var nummer 100 til Bridgestone som dækleverandør.

Lige så sikre som Ferrari og McLaren var i kampen om de forreste pladser, lige så sikker var BMW Sauber i kampen om de næste placeringer. De havde omkring tre tiendedele op til Fernando Alonso, men også tre tiendedele ned til Giancarlo Fisichella (Renault) på syvendepladsen. Med den placering lykkedes det også Renault at få en acceptabel kvalifikation efter en svær dag, hvor Fisichella blandt andet måtte skifte gearkasse mellem lørdagens træning og kvalifikationen.

Felipe Massa, Stefano Domenicali og Kimi Räikkönen fra Ferrari

For Toyota blev kvalifikationen et skridt tilbage i forhold til årets to første løb. I modsætning ti Melbourne og Sepang, så lykkedes det ikke at få begge biler med i top ti. Jarno Trulli sluttede godt nok på en niendeplads, men Ralf Schumacher sluttede på en skuffende 14. plads. Det er endnu uvist, om der er særlige forhold der gør sig gældende, eller om Schumacher bare ikke var hurtig nok i dag.

Williams fortsatte de gode takter, de har vist i træningerne i Bahrain. Det endte med at blive til en 10. plads til Nico Rosberg og med Alex Wurz lige bagefter. Selvom det er et par skridt tilbage for Rosberg i forhold til Malaysia, så må det være tilfredsstillende at slutte bedre end Toyotas fabrikshold, som Williams køber sine motorer fra.

En anden, der har vist god fart i denne weekend er Anthony Davidson fra Super Aguri. Godt nok lykkedes det ikke at komme med i top ti i kvalifikationen, men det blev til en respektabel 13. plads fire placeringer foran sin holdkammerat Takuma Sato.

Lewis Hamilton (McLaren) sender et sandsky bagud under fredagens træninger

Årets måske største skuffelse, Honda, fik for første gang i denne sæson begge biler med i anden afdeling, men mere blev det ikke til. Jenson Button sluttede på årets dårligste startplacering med en 15. plads, men Rubens Barrichello fik sin bedste med 16. pladsen.

Blandt de seks kørere, som bare fik femten minutters adgang til banen i eftermiddag var Takuma Sato, Toro Rossos Vitantonio Liuzzi og Scott Speed, Spykers Adrian Sutil og Christijan Albers samt David Coulthard (Red Bull), der endnu engang måtte se sig ydmyget af sin holdkammerat i kvalifikationen. Det er anden gang ud af tre, at Coulthard ikke kommer videre end til første udskilning, mens Mark Webber i alle tilfældene er kommet i top ti.

Husk at løbet køres i morgen klokken 13:30 dansk tid.

Vigtige Links
Gennemgang af begivenhederne Live Rapport
Læs om Bahrains Grand Prix Optakt
Hvornår sker det? TV-tider
Hvordan bliver vejret? Vejrudsigten
Få resultaterne på SMS SMS Service