• Forside

Tom K opdatering - Nils Finderup

Vi har netop modtaget en mail fra Tom Kristensens pressemand Nils Finderup. Tom Kristensen er i bedring, men han har en kæmpe hovedpine. Tom Kristensen beder om, at han får tid til at komme sig.

Af: Michael Ewert (mew@bmf1.dk) d. 24/4 2007 klokken 17:04

Hermed en opdatering på Toms tilstand:

Han er i dag blevet scannet yderligere på hospitalet i Mannheim, og det synes nu ifølge lægerne 99 procent sikkert, at han ikke har fået skader, der vil give ham varige mén.

Til gengæld betyder hans hjernerystelse, at han stadig er svimmel og har en hovedpine på størrelse med Nordjylland.

Lægerne har for at forbedre hans chancer for at kunne køre i næste uge på Oschersleben beordret total ro: ingen læsning, intet tv, ingen telefonering. Kun hvile - og allerhelst liggende.

"Jeg er nødt til at lytte efter lægerne, for efter at have følt forbedringer i går, er det ikke rigtigt gået fremad i dag. Jeg har modtaget over 260 SMS'er på mine telefoner, hvilket jeg er meget taknemmelig for, men desværre kan jeg ikke længere besvare dem eller tage imod opkald."

"Jeg keder mig ad H til og har ikke den store lyst til at skulle igennem flere gange dagens ret på hospitalet, men det primære er at blive klar til næste uge," siger Tom.

Lægerne har tidligere på dagen sagt, at Tom med de seneste scanningsresultater mindst skal blive til i morgen.

Tom beder alle respektere, at han p.t. ikke føler sig klar til flere interviews eller forespørgsler