• Forside

Forlader Button Honda?

Ifølge Jenson Buttons manager, er der ikke noget der indikerer, at Button skulle være klar til at forlade Honda, til trods for de store problemer de har haft med deres bil, fra starten af sæsonen. ”Vi er ikke i forhandlinger med andre hold.”

Af: Allan (arh@bmf1.dk) d. 26/4 2007 klokken 13:04

Honda har haft en rigtig skidt sæsonstart i år, hvor de endnu har deres første top 10 placering til gode, men det skulle angiveligt ikke få Jenson Button til at overveje at finde sig et nyt hold.

”Jenson bakker stadig 100% op omkring Honda,” kom det fra hans manager, Richard Goddard. ”Vi ved godt, at holdet ikke er der hvor de burde være, men vi tror på, at det nok skal lykkes.”

”Men der er heller ikke nogen tvivl om, at Honda skal oppe sig, for ellers bliver vi nødt til at kigge os om efter et andet hold,” tilføjede Goddard, der samtidig understregede, at de ikke forhandler med andre hold.

”Vi kan ikke blive ved med at leve med, at holdet kommer dårligt fra start. Starten på denne sæson, har været forfærdelig.”
”Det kan til del skyldes, at der var nogle vigtige ingeniører der forlod holdet efter sidste sæson, men det må ikke være en undskyldning,” sluttede han og understregede på den måde, at Honda måske har Button i folden nu, men at de ikke skal forvente at han bliver der, hvis ikke der snart sker noget.

OM SKRIBENTEN

Allan fra BMF1 Allan er en af grundlæggerne af Bil Magasinets Formel 1 side og er en af de mest erfarne Formel 1 skribenter i Danmark.