• Forside

Ferraris fjerde pole i træk

Lørdag eftermiddag tog Ferrari sæsonens fjerde pole ved Felipe Massa, hvorimod Kimi Räikkönen måtte se sig slået af de to McLaren-kørere. Det betyder, at Massa er begejstret, mens der er et strøg af frustration at spore hos Räikkönen.

Af: Jesper (jwk@bmf1.dk) d. 13/5 2007 klokken 09:05

Med sæsonens fjerde pole har Ferrari indtil videre gjort rent bord i denne sæson. I Australien var det Kimi Räikkönen, der startede forrest, mens det derefter har været Felipe Massa, der har været konge af kvalifikationen.

Felipe Massa beskriver den omgang, der sikrede ham pole, som værende helt fantastisk:

"Jeg fik en virkelig fantastisk omgang ind! Den tredje pole i træk viser, at vores bil virkelig er konkurrencedygtig. Mit første forsøg var ikke perfekt, men på det andet lykkedes det mig at gøre tingene rigtigt uden at lave den mindste fejl."

Felipe Massa og Kimi Räikkönen efter kvalifikationen til Spaniens GP 2007

På samme måde som Massa nu starter forrest for tredje gang i træk, så starter Kimi Räikkönen ligesom i de to sidste løb på tredjepladsen, og naturligt nok er han ikke helt tilfreds med det:

"Det virker som om, det er ved at blive en vane at tage tredjepladsen. Det er ikke nogen dårlig position, men selvfølgelig håber man altid på at starte foran alle andre. På mit andet forsøg, kørte jeg meget godt, men jeg mistede noget tid i den sidste sektor, hvor bagenden af bilen skred lidt ud.

Jeg håber, jeg vil være i stand til at vinde nogle placeringer, men jeg ved, det ikke bliver let. Min følelse for bilen bliver bedre: der er stadig et stykke igen, men det går i den rigtige retning."

Får Felipe Massa og hans løbsingeniør Rob Smedley gode råd fra Michael Schumacher, der har været på pole 7 gang i Barcelona.

Chefingeniør Luca Baldisserri fortæller, at der denne gang ikke er den stor forskel på de to dæktyper, som er stillet til rådighed:

"Vi kæmpede lidt igen her til morgen i den tredje frie træning, specielt i at køre en enkelt hurtig omgang. Vi gjorde de samme valg med hensyn til opsætning og strategi, som vi håber vil fungere for os i morgen (søndag) eftermiddag.

De to typer Bridgestone-dæk er ret ens med hensyn til holdbarhed og ydelse, men selvfølgelig har den blødere variant fordelen på den første omgang. Vi kan komme til at se forskellige dækstrategier i forhold til det, vi har set i denne sæson med de nye dækregler."